Schiønnings dagbog 1.9.1807

Den 1. september 1807. Man hørte ingen skyden i Dag. De Folk som var fangne i gaar, sagde man var af landeværnet, nogle sagde 300 andre 500 Mand, med en af deres generaler, formodentlig da Waltersdorff eller Oxholm. I Eftermiddag saa man en røg stige op fra Kiøbenhavn, som der havde været ildløs. Nogle englændere sagde, at de fik nok ikke Kiøbenhavn, men forblev her dog i vinter. Hørte de 20.000 Mand fra Pommern endnu ikke skulle være ankommen. Man sagde en engelsk Commandeur havde mistet den ene haand.

Schiønnings dagbog 31.8.1807

Den 31. august 1807. Kl.10 omtrent begyndte skyden igien, der varede omtrent til Kl. 1. Men englænderne påstod, der var skudt og giort attaque hele Natten, som ieg ikke havde hørt, uagtet ofte været vaagnet. De sagde og, de i Nat havde faaet en General og en del af vore Folk fangen, eftersom de nævnede navnet, syntes det at kunne være Falbe. Dette maa da have været i et udfald, da de paastod Byen var lige saa stærkt belejret til lands som til søs, og at de havde faaet deres tropper fra Pommeren hertil med, der var 20.000 Mand, og at det rundt om Kiøbenhavns porte og paa vejen vrimlede af deres tropper. Der var talt med en som snakkede dansk, og sagde sig at have været ved Marinekorpset, men for nogle Dage siden var fanget paa en piqvetvagt af englænderne. Samme hele piquetvagt bestaaende af en underofficer og ni Mand, havde alle strax givet sig i engelsk tieneste og enhver faaet 20 Rigsdaler paa haanden, og levede nu herligt, da de tilforn kun havde 4 Skilling om Dagen, de ikke kunne leve af, eftersom han sagde. De sagde alt at have, eller dog ville afskiære Kiøbenhavn vandet, som dog ikke var nogen let sag. Da de blev herlig og rigelig spiset, saa havde vi den store skam, at alle fattige Børn og koner her i Byen passede paa deres spisetimer, og gik hen med krukker og potter og fik især det mad, de havde tilovers, som de og var meget villige til at give dem, der mulig og gav dem anledning til stedse at sige, at det var et dejligt men fattigt Land. Saa frygtsom, man her i begyndelsen havde været for de engelske, saa dristige og fornøjede var ommeldte med dem nu.

Mig og bombardementsweekenden

Det er mærkeligt at byen lige pludselig, i én weekend, interesserer sig for noget jeg selv har interesseret mig så meget for. Selvom det kan blive lidt vel meget, er det vel bare at nyde det mens det står på.

Jeg har en lidt fabulerende kronik i Information idag, om historiske undskyldninger. Se her.

Jeg er med i Peter Henningsens antologi "København 1807", som udkommer lørdag. Fik bogen igår, den er blevet virkelig smuk! Jeg har skrevet om hvordan aviserne dækkede bombardementet dengang. Læs om bogen her.

Jeg skal holde foredrag på Nationalmuseet søndag kl. 14 om samme emne. Plus komme med et bud på OM det var den første terrorhandling i historien. Kig forbi, det er gratis. Læs om det her.

Og så skal jeg være ordstyrer ved en lille præsentation af de nye bogudgivelser på Paludans Bogcafé lørdag kl. 15. Se her.

Så er den ged vist også barberet - og dokumenteret. Så lover jeg at holde lav profil igen bagefter.

Schiønnings dagbog 30.8.1807

Den 30. august 1807. Uagtet Vinden bar fra Kiøbenhavn kunne man dog intet Skud høre derfra. Trekroners Batteri ville de endelig have. En af deres doctorer eller kirurger laa her i Byen og havde sin Kone med. Han skulle have sagt, at de havde saa mange kvæstede ombord, at de vidste ikke, hvor de ville giøre af dem. Fik at vide, de her i Nat hos vores naboer Jørgensen, som og Peer Olsens havde brækket ind og stjaalet. Samt ved en støver eller snus-hund havde opdaget en kiste, en fattig Kone havde nedgravet, men som hun dog fik igien. Der blev klaget til Majoren, som er en retskaffen Mand, han kunne vel ikke udfinde hvem det havde været, men gjorde anstalter for, saadant ikke skulle hænde oftere, lod sætte skildvagt udenfor Jørgensens, som han og havde ladet giøre for adskillige enlige Huse, der kunne være udsat for fare.

Schiønnings dagbog 29.8.1807

Den 29. august 1807. I Dag syntes det, englænderne var stille og nedslagne, da deres angreb skulle være mislykkedes i gaar. En sagde at de maatte ønske ikke at have kommet her, da de kom til at tage bort med skam. Man hørte ingen Skud fra Reden i Dag. Deres Skibe sagdes at have faaet en del skade. Nogle sagde, at kunne de ikke giøre os nogen skade til søs, saa kunne de til lands, talte og om at gaa til Holstein for at erobre det. En del Folk skulle være faldne i gaar, især af englænderne. Hørte, det skulle være vist, at en bande af dem 15 i tallet, havde plyndret og røvet i Husene ved strandene langs ad Skovshoved til, og at 2de af dem derfor skulle være skudt, og de andre havde faaet kat. Den ene som skulle skydes havde søgt at undvige, og skjule sig i kornet, men man havde skudt efter ham og truffet ham tværs giennem hovedet... Man paastod, Kronprintzen havde taget kronen og regalierne med sig, samt hvad der var kostbart, som dog nok kan tvivles paa. Meget skulle ogsaa være begravet...

I anledning af 200 året for Københavns bombardement har jeg valgt at give ordet videre - eller tilbage - til en gæsteskribent. Det er søofficer, kaptajn m.m. Peter Christian Schiønning (1732-1813) hvis dagbog er transskriberet af Jakob Seerup, som også har gjort mig opmærksom på dens eksistens. Dagbogen har ikke tidligere været publiceret. Den 75-årige Schiønning er vidne til bombardementet, optakten og alle rygterne fra sit hjem i Bagsværd. Hans dagbog giver et glimrende billede af forvirringen og desperationen, de uoverskuelige mængde af informationer og den tindrende urolighed der herskede i de dage. Fra dags dato sætter jeg dagligt den tilsvarende indførsel i hans dagbog på denne blog.

Billedet af Schiønning er stjålet fra www.historisk-samfund-bornholm.dk

Schiønnings dagbog 28.8.1807

Den 28. august 1807. Bombarderede man som det syntes hele Dagen iblandt kun langsomt. Man sagde, at der 3 Gange havde været ild i Kiøbenhavn i Dag, at man baade havde set røgen af ilden, men næppe rimelig uden de havde vundet batterierne, da de vel næppe ellers højst kun har kunnet række Kastellet. Sil Svendsen, hvis Hus var ledig havde siden i gaar lagt en del engelsk infanteri, hvor og laa en Officer af rang, nemlig en Major. En skildvagt var posteret uden for hans port, og der sad stedse en Hob soldater, der udenfor. De talte stedse om, at de ventede flere Skibe med Folk. Andre sagde, at da de nu saa, de ikke kunne indtage Kiøbenhavn, ville de selv gerne ønske at tage bort igien, men at der nu skulle forsøges andre stæder, og de skulle forblive her til november.

Schiønnings dagbog 26.8.1807

Den 26. august 1807. Kunne fra om Morgenen Kl. 10 og især om Middagen til mod Kl. 3 høre en temmelig bestandig skyden, bommeskud deriblandt, uagtet Vinden ikke bar fra Byen… Der var og skotter iblandt dem, der gik med skiørter uden bukser, som sagde de var kække krigere, men forresten slemme og urolige Folk…

Schiønnings dagbog 25.8.1807

Den 25. august 1807. Sagde man der havde været set ild i Nat ved Kiøbenhavn, som man sagde var en forstads afbrænding, men som ikke er rimelig, der er ofte ildløs i Kiøbenhavn. I Eftermiddag blev imellem 4 og 5 hørt som en stærk bombardement igien. Man sagde, de engelske tropper, hvis antal man ikke ret vidste, havde Ordre i Morgen at holde sig nær Kiøbenhavn igien. Seks engelske Fruentimmer var i kroen i Dag (da adskillige af Folkene havde deres koner med spæde Børn med, maaske egentlig kun vaskekoner). Disse havde snakket en Hob. Kiøbenhavn ville og skulle de have, og som de mente i Morgen nok skulle ske, og naar de da saaledes havde faaet Sjælland, skulle de danske føres derfra til England og øen igien besættes med englændere. Fik de ikke Kiøbenhavn ville de dræbe, røve og plyndre i hele landet.

Schiønnings dagbog 21.8.1807

Den 21. august 1807. Saa ieg 4 kavallerister, der havde skiønne blaa munderinger, skiønne heste og smukke Folk … alle frygtede dem, ingen uden hundene havde mod til at angribe dem… Da slet ingen tilførsel her nu kunne faas fra Kiøbenhavn var adskillige artikler saasom sukker, vin, Caffe og meget andet i en hast her stegen til utrolige priser, at man næsten gandske maatte undvære samme, da ingen havde haft Tid, eller tænkt paa at forsyne sig med saadant. Kroen havde intet.

Schiønnings dagbog 18.8.1807

Den 18. august 1807… Man sagde englænderne havde slagtet 2de høveder nogle sagde unge heste paa Sorgenfri at tractere sig med. At de havde berøvet og dræbt adskillige, sat en, en krog i munden, ophængt ham saaledes og ladet ham sprælle sig ihjel, etc. Man opdigtede saaledes løgne, man omsider troede dem selv, og derefter skrækkedes for sine egne løgne.

Schiønnings dagbog 17.8.1807

Den 17. august 1807. Da vi om Morgenen ville haft en Vogn ind med nogle kufferter, for siden selv at køre ind, turde ingen bonde her i Byen mere køre ind. De engelske tropper som havde giort landgang var set i Lyngby og rundt om endog til hest, brødkonen som kom derfra, sagde at have set dem der. De var bevæbnede, sagde hun, med pistoler i bæltet, sabler og gevæhrer, de red paa heste som løver og selv saa de ud som glubende helte. De tog gode heste, hvor de saa dem, ligesom og kvæg og kreaturer etc. saa havde sat hele Byen i skræk. Bønderne frygtede for at miste deres heste, blive ilde medhandlede, tvungne til at køre for dem. Dissuden gik det rygte, at Kiøbenhavns porte alt var lukkede og Byen spærret, ligesom den og frygtede at blive taget til forsvar, da der fattedes endnu Folk i Kiøbenhavn. Bønderne begyndte med at pakke deres gods sammen, grave en del ned, sende deres koner og Børn dybt ind i landet etc. I Aften var her en stor nedslagenhed i Byen, Fruentimmerne især græd og hylede paa gaderne, men havde set englænderne som sagdes i Gladsaxe, Buddinge, Værløse etc. som var rundt om denne by. Man hørte hele Dagen en Hob skyden fra Byen dels med Canoner, dels og som bommeskud, dels som en slags excercering.

Schiønnings dagbog 16.8.1807

Den 16. august 1807. Søndag om Morgenen sagde man, der var giort landgang om Natten i maaneskin med 2000 Mand ved Torbek, de skulle alt have taget nogle heste bort ved Vebek, etc…
Englænderne skulle endnu ikke være deres ordrer ret bekendt, men det skal være deres ramme alvor og de mener os det barsk. Et stort kar blev sat for hver dør fuld af Vand, og mere i stand giort for at tage mod en bombardement.

Schiønnings dagbog 15.8.1807

Den 15. august 1807... Alle de engelske Officerer var overmaade høflige mod de danske, især Admiralen der er rost af alle, der holdt aabent taffel for byens [Helsingørs] Folk, og mange af de, fru Nägler talte med, havde spist der. Han havde udladt sig med at at Aarsagen hvorfor han var sendt hertil var ham gandske ubekendt, vel havde han ordrer med sig, der skulle sige ham det, men som han endnu ikke havde maattet brudt, og dersom samme indeholdt at være fjendtlig mod os, ville han før ønske sin død.

Schiønnings dagbog 11.8.1807

Den 11. august 1807. Om Aftenen Kl. 10½ bankede det paa vinduesskodderne, det var Weisvoigt, som var gaaet fra Kiøbenhavn hertil. Han gjorde alt meget farligt. Borgerne var ansat til vagterne, det borgerlige artilleri tilsagde til vagt og deres poster. Kronprintzen var kommen i største hast fra Holstein. Man frygtede enhver af disse nætter for en landgang. Englænderne skulle have forlangt, at besætte Kiøbenhavn og forsikre sig flaaden etc. Weisvoigt blev her i Nat.

Bogfest

Bogen får nu sin egen årlige prisfest. Efter planen skal den første bogfest, hvor bogbranchen fejrer sig selv og sine forfattere, holdes i foråret 2009. Der bliver tale om priser i mindst ti forskellige kategorier, og de nominerede vil blive bedømt af et bredt sammensat "akademi", skriver Berlingske Tidende.

Det synes jeg er en supergod idé. Næste problem er: Nu skal der findes et rigtig fjollet navn til den? Forslag?

Læs historien her.

Diskurshalløj

”A larger history of sexuality is told as either a narrative of progress toward greater sexual freedom and individual fulfilment or as a tale of degeneration and decadence in which sexual license is constantly threatening the moral fiber of civilization. The latter version is the dominant story traditionally told about sex, although not usually by historians. Theologians, politicians, moralists, and memorialists typically took the view that sex was a disruptive force that must be controlled and regulated. Trans-historical claims about sex as sin and social disorder were embedded in such views and for many, such ideas remain compelling. The assumption that sex always meant the same (negative) things shapes discussions of sex and sexuality to the present day.”

Fra introduktionen (s. 3) til “European Sexualities, 1400-1800” af Katherine Crawford Cambridge 2007

I 1807 kom den engelske tyv

"I atten-hundrede-og-syv, kom den engelske tyv...," nynnede min kærestes underbo, en gammel, fin, dannet dame med et flirtende blik, mens hun og jeg fulgtes ned af den frederiksbergske trappeopgang. "Den remse lærte jeg af min historielærer i skolen. Ja, og den har jo i og for sig virket, for jeg kan stadig huske remsen," tilføjede hun, "her firs år senere."

Skønhed vs. sex

Da retten i december 1791 skal dømme den københavnske prostituerede Kirstine Risenberg for utugt, kommer de i julehumør. I præmisserne beslutter de at moderere hendes straf. Grunden er denne: ”Siden hendes udseende er godt, og hun ved at komme i forbedringshuset, måske måtte forspilde den lykke, hun kan gøre om hun vil forandre sit levnet.” (Historiske meddelelser for København 1977, s. 179)

Blandt Københavns prostituerede var udseendet altså generelt næppe værd at skrive hjem om på det tidspunkt. Frk. Risenbergs dom modereres, fordi hun ser godt ud, og der er håb for hende endnu. Nok var de ”fricerede” og havde opsat hår, men man gik altså nok ikke til dem fordi de var smukke og uimodståelige.

Måske var skønhed og sex slet ikke filtret så grundigt sammen, som det er i dag? Skønhed, det var noget man kunne opsøge på en yndig kunstsamling eller ved tåspidsende at skue ind til kongeslottets prægtige haver. Sex, det var noget man kunne få på punche-stederne nede i Vingårdsstræde.
Det er da interessant!

Skaberens mesterstykke

"Maaden hvorpaa Menneskeslægtens Forplantning skeer er sandelig et stort Beviis for Skabningens Fuldkommenhed. Driften til Samleie, Vellysten i Samleiet, er for gode og tænkende Mennesker Skaberens Mesterstykke."

Åbningsordene i Samuel Gotthelf Crusius' værk "Manddommens Igjenerholdelse" fra 1801.

Essay i tidsskrift

Lidt selvreklame: Jeg har et essay ved navn "Et forsøg på en sammenligning: København 1807 og New York 2001" i tidsskriftet Chakoten fra september 2007/3 (s. 16-20). Det lidt nørdede, men vældigt pæne tidsskrift udgives af Dansk Militærhistorisk Selskab og er ikke uventet et temanummer om 200-året for Københavns bombardement. Det er lige kommet ind af døren idag.

H. C. Andersens overmund

Jeg var ikke klar over det, men på H. C. Andersen-museet (der måske ligger i hans fødehjem) udstiller de intet mindre end H. C. Andersens gebis. Det har Madam Kjeldberg skrevet denne underholdende reportage om ovre på sin blog.

Jeg googlede H. C. Andersens gebis og fandt vedlagte billede af det. Så er man altså virkelige aficionado, når man lægger den slags billeder ud. Det er overmunden vi ser her... "Hans Christian Andersens dentures from 1870".

Barbara

Jørgen-Frantz Jacobsens roman, ”Barbara” (1939), er med god ret blevet kaldt den største kærlighedsroman i dansk litteratur. Jeg har lige lånt Nils Malmros’ vellykkede filmatisering (1997) på biblioteket. Jeg ved ikke hvor tæt Jørgen-Frantz Jacobsen har lagt sin fortælling op af sin historiske research - den foregår på Færøerne omkring 1760 - men han var cand.mag. i historie, og han har sandsynligvis baseret scenerne på reelle, historiske vidnesbyrd.

En af scenerne bed jeg mærke i: Tre store franske skibe lægger ind i Torshavn. De er på vej hjem efter krig i Amerika, og mangler drikkevand. Hvis de kan få opfyldt deres reservoirer, vil de give vin igen. De beder om lov til at deres løjtnanter må gå i land for at danse. De har endda deres eget orkester med, som går med i land.
Jeg kan ikke huske scenen fra bogen, da jeg ikke har læst den siden puberteten, men i filmen ser man hvordan franskmændene efter dansen går i lag med de imødekommende lokale kvinder. Både de gifte og de ugifte. Barbara scorer endda admiralen. Franskmændene har vel virket charmerende i deres farverige uniformer og med deres høviske optræden, og det indavlede samfund har vel haft brug for ny genetisk inspiration.
De har tilsyneladende alle sammen sex samtidig, men ikke sammen, i den samme kælder, i det samme lokale. De går væk fra de dansende, men det er tilsyneladende ikke vigtigt at være alene.
Da franskmændene stævner ud fra Torshavn, venter syv af byens kvinder ”franske horebørn”.

For tiden leder jeg i erindringer og dagbøger fra samme periode (ca. 1760-1810) efter vidnesbyrd om sex, og har endnu ikke fundet nogen, der minder om kælderscenen i ”Barbara”. Men scenen - hvad end den er bygget på historiske vidnesbyrd eller ej - er næppe utænkelig, og illustrerer fint det afslappede, livlige, pragmatiske, skamfrie og transaktionsagtige forhold til sex omkring oplysningen.

Pornografi - for høj eller lav

Der fandtes sådan set ikke pornografi før der fandtes modstanden mod den. Selvfølgelig fandtes der moral, og retfærdiggørelsen af denne, ofte med et religiøst motiv. Ordet pornografi kendes faktisk først fra ca. 1858, det vil sige at det har 150 års fødselsdag næste år.

Tidligere blev erotiske afbildninger ikke set som en bestemt genre, de blev behandlet som al anden kunst, og f.eks. kategoriseret som religiøs kunst alt efter motivet. De erotiske motiver måtte som regel laves i hånden - ofte af særdeles dygtige kunstnere - og var meget kostbare. Derfor blev de primært noget, der cirkulerede blandt mændene i overklassen. Billederne blev bevidst holdt væk fra de lavere klasser; for hvem kunne vide hvilken effekt den slags motiver ville have på den dyriske lyst blandt de uuddannede? Kunne man måske regne med at pøbelen ved synet af nøgent kød kunne ”styre sig”?

Denne pladsbytning er interessant. Pornografien var tidligere alene tiltænkt samfundets allerhøjeste, hvor den i dag klart er folkekultur.

Halløj på slottet anno 1790

Kongehuset var omkring 1790 - oplysningstid eller ej - viklet ind i okkulte og erotiske intriger, som Johan Bülow beskriver i sin dagbog. Han skriver flere historier om mysticisme og hemmelige ritualer i kronprins Frederiks omgivelser. Prins Carl af Hessen så på kongeslottet ånder, der var sorte og hvide og lignede pindsvin. De havde gjort grimasser og bidt folk i benene, bl.a. prins Carl, men også kronprins Frederik. Prins Carl forsøgte at magnetisere Christian 7’s sindssyge ud af ham juledag 1790. Kongen blev dog skræmt og løb ind til sig selv.
Deres kontakt til åndeverden opstod ved at de magnetiserede eller hypnotiserede en svensk pige. Hun var deres medium ved seancerne, og blev kaldt Somnambulus (betyder søvngænger).
Det er tydeligt, at denne besættelse og dette medium også kunne have et link til det erotiske. For en (Bartholdy) fortæller om den svenske pige, at hun efter seancelederens afrejse blev hos en svensk eventyrer og spion, og han ”magnetiserede hendes så længe til hun fik et barn”!
Det er interessant at disse mystiske seancer foregik blandt landets mægtigste, netop mens oplysningen var på sit højeste og forsøgte at kaste fornuftens lys på overtro og andet gammeldags halløj. (Charlotte Christensen ”Maleren Nicolai Abildgaard”, s. 176-77).

Kildekritik

"Kildekritik," nævnes det i Politiken idag, er "Et begreb, der var nærmest ukendt før 1900-tallet, hvor historikernes job groft sagt var, at få det til at se ud som om, at Danmark havde ret, og de andre havde uret." (Politiken | 05.08.2007 | Indland | Side 6) Det er en fin formulering. Og jeg tænker, at der stadig er nogen historikere, der har Dannebrog liggende under tastaturet.

Jens Juels portrætter

Huden er hvid som marmor, kun et gult skær gør næsten hvidheden endnu mere engleagtig. Ofte er kjolerne også lyse, så man ikke helt kan ane overgangen mellem halsen, barmen, udringningen og kjolens stof.
Kinderne er altid røde, som midt i en rødmen. Kvindernes blikke er nysgerrige og faste, og fulde af appetit på livet. Juels kvinder har egenvilje og integritet.
Og læberne gerne et drilsk, sværmerisk smil. Altid struttende og røde. Thomasine Heibergs (senere Gyllembourgs) flirtende smil, man får lyst til at bøje sig frem mod det på Frederiksborg Museum og kysse de bløde, sanselige læber af hendes. Men det må man ikke.
Læberne er altid lukkede, selvfølgelig, så man ikke kan se de manglende tænder. Det ville bryde Juels karakteristiske lys i portrættet. (Men tænk lige på det: De her 1700-tals mennesker børstede stort set aldrig tænder, hvor mange tænder mon de havde tilbage som 30-årige?)

Opstillingerne afspejler privatliv, hjemlig hygge, en invitation indenfor. Måske er der et åbent vindue i baggrunden, ud mod den farlige, dragende, stikkende natur(-lighed).
Eller modellerne er flyttet helt ud i den, naturen, Juel signalerer at modellen - høj som lav - er i kontakt og i pagt med naturen. Det er Rousseaus tankesæt, der har trukket naturen ind bag den portrætterede. Men de portrætterede har ikke helt forstået det endnu, de tror de står der for at vise deres ejendom frem i baggrunden. Så de har taget deres ufornuftige fodtøj på, Engelke Ryberg endda de spidse gule sko. Damerne er ikke jabbet derud i de der sko, det er helt sikkert.