Videnskabshistorien på et minut

Matematikken kan forudsige alt muligt om naturen og tingene. Matematik foregår indeni hovedet på os, bag lukkede øjne. Man kan tænke sig til hvordan man regner en trekants vinkler ud. Men er det egentlig ikke fjollet at man kan sige nogetsomhelst om verden uden at observere den?

Grækerne sagde at jorden var i centrum. Det passede fint ind i de religiøse tanker, så tanken holdt sig i 1500 år. Så kom Kopernikus, en polak med pagehår, og sagde NIXEN, solen er i universets centrum.
Siden tvivlede Tycho Brahe og gik imod Kopernikus, men han havde gode øjne og præciserede.
Først Galilei - en stolt og dystert udseende florentiner - sagde igen kirken imod i 1632. Han placerede solen i centrum igen. Kirken kaldte det kætteri, og han måtte afsværge og undskylde, måske med krydsede fingre under bordet.
Newton trak Gud ind på scenen igen, vi skulle da være her allesammen. Gud som den store matematiker. Newton kunne bevise det matematisk, at solen trækker i planeterne. Det virker, sagde han, men indrømmede at han ikke havde noget observationelt bevis.
Det er det der er ved naturvidenskaben. Det virker, men hvordan tingene egentlig er og hvorfor, det overlader videnskaben til andre.
Det er tankevækkende, at først i 1839 var instrumenterne blevet præcise nok til at komme med det endelige bevis: Den er god nok. Det er solen, og ikke os, der er i centrum af universet.