Facebook i 1800-tallet

Jeg var i en sæson eller to omviser ude på Lille Mølle. Det er Nationalmuseet, der styrer det, men de forsøger skamløst at tie stedet ihjel, og det er det altså for charmerende til.
Idag var jeg for første gang på besøg i Klunkehjemmet - som også styres af Nationalmuseet - som kan siges at være Lille Mølles mere kendte "storesøster". Det er en charmerende 15-værelses mørk lejlighed indrettet i 1880'ernes tunge klunkestil med tragt fra spisestuen til køkkenet og rige udsmykninger og tykke tæpper.

I stuen stod der en fornem skål af porcelæn. Den unge omviser fortalte os at det var en skål til visitkort. Fine folk gik dengang uafladeligt på visitter. De daskede rundt hos hinanden, og var kun på besøg i 15 minutter, sad yderst på skolen med overfrakken på, og konverserede hyggeligt og overfladisk. Når man gik, lagde man sit visitkort i skålen. Gik samtalen i stå, kunne man snakke om de andre visitkort i skålen. Man lagde naturligvis dem øverst fra byens mest velestimerede borgere, kunstnere og kendisser af enhver art.

Det slog mig: Er det ikke det vi gør med Facebook? Vi selviscenesætter og selvfremstiller os via de venner vi har og de klubber vi er med i og til dels også den måde vi omtaler os selv på, og afbilder os selv. Det giver én street credit eller kulturel kapital, hvis man er ven med de rigtige mennesker. Det er ikke nødvendigvis dem, der har flest venner, der er de vigtigste, men det er den vægt de har, dem man har.

Jeg synes den snobbede visitkortskål i klunkehjemmet minder om Facebook. Ja, og om blogs, kunne man indvende.