mandag, juni 26, 2006

Regnemaskinen

Der er en pige, der hedder Rikke Villadsen, der har illustreret en af mine billedbogs-manuskripter ("Regnemaskinen og det listige undervandscirkus") til en prøve på designskolen. Resultatet er blevet fantastisk. Se selv.
Når jeg kommer tilbage fra Omø må jeg overtale hende til at vi skal sende den ind til et forlag. Skal vi ikke? Men hvilket?

fredag, juni 23, 2006

Gårsdagens novelle

Ja, den udeblev, vil den skrappe bloglæser have bemærket. Havde travlt med andre ting. Blandt andet at skrive en ansøgning om at komme med på Galathea-ekspeditionen. Det synes jeg også tæller.
Dagens novelle hedder "Velkommen hjem" eller "Drømmeseng". Den blev god.
God Sankt Hans.

onsdag, juni 21, 2006

Onsdagens novelle

hedder "En god, tæt barbering" eller "Pigesur". Hvilken titel er bedst?
Den blev ikke ligeså god som den igår, men næsten.

tirsdag, juni 20, 2006

Dagens novelle

hed "Home exchange", og blev faktisk rigtig god. Det lyder som en åndssvag øvelse - en novelle om dagen i en uge - men det er faktisk en udmærket måde at komme ind i genren på.

mandag, juni 19, 2006

Flickr


Jeg er begyndt at holde af flickr-hjemmesiden. Detteher billede hedder "Der er gæster" og er fra RJJ2005's fotos. Der er mange flere hvor det kommer fra.

En novelle om dagen

Er det muligt at skrive en novelle om dagen, i fx en uge? Jeg prøver på det, som en øvelse. Det er sjovt at skrive noget, for sjov. Dagens novelle hed "Min næste kæreste skal være grim" om to kloge-åge-drenge, der snakker i en biograf. Der findes få ting, der er mere irriterende.

lørdag, juni 17, 2006

Feldbæks farvel og et speciales undfangelse

Den ærværdige gamle professor Ole Feldbæk holdt aftrædelsesforelæsning igår. Han bliver 70 næste måned og stopper derfor. Han holdt en munter forelæsning om historieskrivningen om 1700-tallet. Den lille mand i det store jakkesæt er tydeligvis en kapacitet, måske ikke som taler, men som historiker. Han har, indrømmede han, både fået Amalienborg-medaljen af Dronningen Selv, samt været gæst i Bubbers Søndags-Cirkus. Sikken spændvidde. Feldbæk har især beskæftiget sig med 1700-tallet, som også er "min tid".
Under forelæsningen fik jeg en sjælden åbenbaring, om - tror jeg - hvad jeg skal skrive speciale om. Om dansksprogede aviser i 1700-tallet, og om man kan bruge dem som kilde.
Det synes jeg jo at de kan. Og jeg synes jo de bliver brugt for lidt. Og jeg synes gamle aviser er en herlig, levende kilde at arbejde med.
Til slut i forelæsningen remsede Feldbæk en håndfuld aspekter af 1700-tallet op, som han ikke synes er tilstrækkeligt belyst. Hvad nævnte han? Pressehistorie. Voila!

Etiketter:

Telefontegning 1

fredag, juni 16, 2006

Tressererotik



Købte to herremagasiner fra 60’erne i en 2nd hand shop i Budapest. Et Playboy og et fransk tilsvarende. Jeg kan godt lide disse ældre erotiske magasiner fra før pornografien blev frigivet. Der er sådan en livsglad, nærværende charme ved disse billeder. Motiverne dvæler roligt ved kvindernes kurver. De er meget æstetiske og fulde af humor. De er ikke særlig ”resultatorienterede”. Det lader til at kvinderne på billederne faktisk har det skægt. Det er fornøjeligt og hverken ydmygende eller umiddelbart undertrykkende.
Jeg tror bedre jeg kan lide erotik fra denne periode end pornografi fra min egen.
Pornografien fra tidligere tider - fx 1700-tallet - har denne samme livsglade, fornøjelige humor over sig.

onsdag, juni 14, 2006

Fulde plovfurer

"Folkemindesamlerne havde gået i furerne på industrialiseringens plove og indsamlet historier i samme takt som lyngen visnede bort."
Pablo Henrik Llambias i Spøgelset på Hald (Den Blå Port, s. 107)

Etiketter:

Et skide potteskår!

"Opbrud efter opbrud. Mil efter mil. Floden, der ligger størknet i sletten mellem bjergene. Morgenvinden, som bøjer græsset foran hestenes hove. Togtet op i landet, togtet op gennem årtusinderne... Blodig er himlen ved daggry og ved solnedgang, men blodigst er dog den hvide middagstime, da stridsvognene tørner sammen i en sky af støv. Opbrud efter opbrud. Mil efter mil. Jamrende hjulnav og gøende hunde, lanser, bukkelskjolde og klaphjelme. Kvinder, der skal føde, konger der bliver balsameret, falskmøntere der bliver kogt. Vinden bortfører deres råb, sandet glemmer deres fodspor. Muld bliver til roser, og roser bliver til muld. En ung pige lader en eftermiddag i forfjamskelse en lerkrukke ryge til jorden, og længe efter, at hun selv er blevet til ler, pensles et sjældent dekoreret randskår frem, nummereres, fotograferes og lægges frem med en hvid etikette på en blankpudset glashylde. Historien er gammel og gerrig. I sin ene hånd holder den millionerne af navnløse skæbner, folkeslagenes vandring, slavernes angst og kongernes nederlag. Med sin anden hånd rækker den os et potteskår."
Thorkild Hansen: Det lykkelige Arabien (7. kap., 5. del)

Etiketter:

tirsdag, juni 13, 2006

Terrormuseet


Ingen går upåvirket fra Terrormuseet i Budapest. Det er indrettet på Andrássy-gaden nr. 60, hvor først nazisternes Pilekors-parti og siden kommunisternes havde deres hovedkvarter. Udstillingen postulerer, at begge parter var lige grimme i deres forbrydelser, menneskesyn og totalitarisme. Det er desværre en sag og en periode, jeg ikke selv kender ret meget til som historiker, så det kan jeg ikke vurdere. Men museet i sig selv er rasende nyskabende i sit udtryk: Med tordnende teknomusik, og andre lyde som fra en velkomponeret spændingsfilm; med fladskærme og dyster og smuk lyssætning. Det er snarere et monument eller et historisk 3D-kunstværk end det er et traditionelt museum. Måske det i virkeligheden er et sted at mindes, et "denkmal", som det vist ganske passende hedder på tysk.
Og det påvirker folk. Folk reagerer. Den enlige amerikaner, der gik foran mig, udbrød højt "Jesus Christ!" i rummet, der illustrerer at det var de samme mennesker, der var bad guys i de forskellige regimer, ved at vise et omklædningsrum og en video af folk, der træder ud af den ene uniform og ned i den næste. Museets første rum er fladskærme, der viser kommunisternes uhyrligheder langs den ene væg og kommunisternes på den anden (virkelig stærke billeder af bulldozere, der maser nøgne lig ned i massegrave). Fra tredje sal kører en elevator - ganske ganske langsomt - én ned i kælderen. På en skærm i elevatoren fortæller en ældre sympatisk udseende herre, der gjorde rent efter henrettelserne, nøje om hvordan de foregik. I kælderen - hvor såvel nazister som kommunister afhørte og torturerede folk - er cellerne rekonstruerede.
Måske er den historiske fremstilling lidt vel sort/hvid. På Frihedsmuseet vil de sikkert ryste på hovedet og kalde det følelsesporno og pop. Nok er det filmfolk og ikke historikere, der har skabt Terrormuseet.
Men det går lige ind. Terrormuseet i Budapest er dybt, dybt anbefalelsesværdigt. Jeg har aldrig set noget lignende...

Etiketter:

søndag, juni 11, 2006

Løvernes tunger på Kædebroen


Kædebroen forbinder Buda og Pest. Ved hver sin ende bevogtes den af et par enorme løver af sten. Broen blev skabt i 1840'erne, vistnok af en mand ved navn Clark. Da den stod færdig i 1849 fortælles det, at Clark var så stolt af sit bygningsværk, at han frejdigt proklamerede, at kunne nogen finde blot én fejl ved den, ville han selv springe i Donau og drukne sig. Folk kom til og undersøgte nøje broen, med nidkærhed, tommestokke og forstørrelsesglas - ingen kunne finde en fejl ved Clarks bro. Til sidst kom en fyr forbi, en læredreng hos en skoflikker, og mumlede at løverne, de havde da ingen tunger?
Clark sprang derefter i Donaus armygrønne vand fra kædebroenbs kant, og druknede.
Det er interessant at sådanne urban legends knytter sig til forskellige markante bygningsværker, og at de er så forbavsende ensartede. Det er som om at bygningsværkers værdi stiger, som turistattraktion, hvis der knyttes en eller anden underholdende og morbid historie til den. Det er vel det som markedføringsfolkene kalder storytelling?
Fra København kender vi historien om de Thurah, der kastede sig i døden fra Frelsers tårn, da han fandt ud af at tårnet snoede sig den gale vej. Historien om Clark og løvetungerne er sandsynligvis ligeså meget opspind som den om de Thurah og fejlsnoningen. De Thurah døde, vistnok på Børglumkloster, i 1759, syv år efter at spiret stod færdig.
ER DER NOGEN, DER KENDER NOGEN LIGNENDE HISTORIER?

Etiketter:

lørdag, juni 10, 2006

Tatoverede skibe & tårer

Hører Cocorosie på Frederiks Mac, mens jeg venter på VM. Tænker, at det altså er et ret godt omkvæd: "All those beautiful boys, kings and queens and criminal queers. All those beautiful boys, tattoos of ships and tattoos of tears."

Postkort fra de ømme fødders by


Budapest er Prag, minus ti procent. De ømme fødders by. Når dørene smækker i metrotogene, lyder de første to toner fra 'Internationale'. Mange tiggere og shoppemuligheder på mærkelige markeder. Tre poser brugte kjoler for 200 kr. Usynlige killermyg, hvis stik får ens krop til at svulme op som efter elefantitis. Nationens forvirrende komplekser og åbne, historiske sår. Besynderligt sprog, everything's broken and noone speaks english. Ungarerne konkurrerer om EU's dårligste engelskkundskaber, og fører tilsyneladende over både franskmændene, italienerne og spanierne.

Etiketter:

tirsdag, juni 06, 2006

Gammel og ensom

Apropos aktuel plejehjemstristesse og at dø gammel, syg og ensom. Faldt over en skæg historie i en meget tør historiebog for nyligt: I slutningen af 1300-tallet beskriver Franco Sacchetti en testamentator, som forlangte at der hvert år efter hans død blev hensat en stabel (satio?) af skiveskårne pærer på et bestemt sted, til ære for fluerne. Fordi fluerne var de eneste, der ikke forlod ham på sit dødsleje.
(Place of the Dead, s. 29)

Etiketter:

mandag, juni 05, 2006

Bogmærker


Når man køber brugte bøger, kan man være heldig at der følger obskure og charmerende gamle bogmærker med. Dette fandt jeg, sidst jeg var på Hald. Det bekendtgører kækt, at flere og flere går i Fox Sko, inde fra Viborg (tlf. 712). På bagsiden kan man se, at den der har tabt det, vejede 70,5 kg den 6.10.1963. Det er Peter Seebergs, det er det helt sikkert.

søndag, juni 04, 2006

Min oldefar sejlede kejseren ud i Vejle Fjord


Har idag færdiggjort first draft af kapitel til en historiebog. For 100 år siden var der kejserligt besøg i Vejle. Min oldefar påstod altid at han i sin lille "spand" havde sejlet den tyske kejser Wilhelm II ud til hans prægtige dampyacht i Vejle Fjord og fik en skinnende fem-mark for det. Da jeg krydsede hans historie med de lokale aviser fra de dage, viste det sig, at det slet ikke var kejser Wilhelm, der var på besøg i Vejle 1906, mens hans næstældste søn, dennes kone og svigerfar. Det er der kommet artiklen med det misvisende navn "Min oldefar sejlede kejseren ud i Vejle Fjord" ud af. Den bliver trykt i noget, der hedder Vejlebogen 2006. Pointen er, at man skal være kritisk overfor barndomsberetninger som historisk kilde. Man har en tendens til at pynte eller skærpe.

Etiketter:

En god blog


Har skøjtet rundt på diverse blogs, for at se hvad der gør nogen bedre end andre. Jeg kan fx godt lide Peter H. Olesens Overdrevet og Jens Jacob Toftegaards Mister Bloggerblogger. En god blog bør være:
  • levende (dvs. blive opdateret løbende, mindst en gang om ugen)
  • kortfattet (jeg gider stadig ikke læse for lange tekster på nettet)
  • illustreret (jeg gider godt se på billeder på nettet)
Ja, det synes jeg i hvert fald. Indholdet? Det filosoferer jeg stadig over.

lørdag, juni 03, 2006

Mig, mig, mig og mig



Er det det man skriver om på sådan en blog? Det må det være, for både navnene "migmig" og "migmigmig" var taget allerede. Kan man monstro bruge den til noget mere end det? Diskussioner, idéer, hilsner, anekdoter, billeder, anbefalinger, lidt selvsmagende reklame; bare små ting man falder over. A la dem man hænger på sin opslagstavle. Ja. Og hvem skriver man til? Er det dem Perelman kalder for "det universelle publikum" eller er det bare én selv. Hvorfor ikke gi' det et prøv. Jeg prøver. I al diskretion.