Populär Historia

Det er lige kommet nyt nummer af det svenske tidsskrift Populär Historia. Det er virkelig et godt blad, som jeg må anbefale på det varmeste. Hvorfor kan det lade sig gøre at have 168.000 læsere, der prioriterer historieformidling og kvalitet så højt i et land som Sverige?

Definitionen på en idiot

I de antikke græske bystater forventedes alle mænd med statsborgerskab at dukke op på torvet og diskutere byens anliggender og påtage sig diverse opgaver. Denne pligt til at deltage i byens offentlige liv var en håndfast norm. Mænd, som hellere end at diskutere politik og tjene samfundet blev hjemme hos familien eller passede sig selv, blev derfor betragtet med foragt. En sådan idiotes (privat mand) fik et dårligt rygte og blev i praksis udstødt af samfundet.
Tankevækkende, synes jeg.
Således kan man læse i juni-nummeret af Alt om Historie, som jeg sidder og redigerer nu.

Historisk intimbarbering

Folk forsker i de skæggeste ting (man skal passe på med at kaste med sten, når man bor i et horehus). Er lige stødt på nogle uddrag fra en bog - Wendy Coopers "Hair" (1971), bogen i sig selv kan jeg desværre ikke skaffe - som bl.a. handler om intimbarberingens historie.

"In Ancient Egypt, pubic hair was considered ugly and unhygienic; depilation was practised by both men and women. In Ancient Greece women were completely depilated; young boys depilated their legs but kept their pubic hair, which was considered highly erotic. In Europe in the Middle Ages, aristocratic women adopted depilation after the Crusaders brought the practice back from the Middle East. (The practice was, apparently, terminated by Cathrine de Medici). For most of European history, however, the shaving of pubic hair seems to have been a minority practice." (Cooper, s. 84, 114-115)

I 1700-tallet er jeg ikke stødt på intimbarbering endnu i de skriftlige kilder jeg sidder med, men lidt i skønlitteraturen og i pornografien. Renlighed eller nøgenhed var som sagt ikke noget man havde noget synderligt forhold til dengang.

Ikke megen striptease i 1700-tallet

Filosoffen Descartes og 1700-tallets videnskab splitter ånden fra kroppen. Den nøgne krop er taberen i denne dyst.
Til forskellige tider har man vaklet mellem at have en masse positive associationer til nøgenhed - renhed, frihed, naturlighed og sandhed fx - og negative ditto - fx primitivitet, uhøflighed, fare, perversion og endda kriminalitet. Det konkluderer Ruth Barcan i sin bog "Nudity - A Cultural Anatomy" (2004).

Der er en ting, der har undret mig: I 1700-tallet, hvor jeg indtil videre har fået opfattelsen af sex som værende fri, tolerant, pragmatisk og legende, er nøgenhed samtidig sjælden og suspekt. Selv i periodens megen pornografi er der sjældent blottet mere end det absolut nødvendige.
Måske skal man netop finde svaret på dette dilemma i tidens opsplittelse af krop/ånd. Måske blev sex slet ikke associeret som noget synderligt kropsligt, der indebar nøgenhed.

Kvinders udskæringer i 1700-tallet

Der sker virkelig noget med hvordan kvinder fremstilles på portrætter i 1700-tallet. Inden da er f.eks. adelsdamerne på Frederiksborg Slot ”en endeløs række af mørkklædte dydigt udseende matroner,” som stedets direktør Steffen Heiberg skriver i sin fabelagtige bog om ”Danske Portrætter”, som jeg lige har købt på bogudsalg (70 kr.). Allerede fra starten af 1700-tallet er man ikke det mindste bange for brusende skørter, spindevævstynde såkaldte ”græske” kjoler og dybe nedringninger og opknappede kjoler på boudoir-portrætter. Det er så normalt, at selv den pietistiske dronning Sophie Magdalene er godt og grundigt nedringet på sit officielle portræt. ”Boudoir-billederne er som hyrdindebillederne udtryk for interessen for det naturlige, ønsket om at komme væk fra de traditionelle stive opstillinger, en afslappet version af det erotisk-spirituelle look.”

Nyt Alt om Historie på gaden

I denne uge rammer det populærhistoriske månedsmagasin, Alt om Historie, kiosker og abonnenter. I apriludgaven præsenterer Alt om Historie bl.a. artikler om påskekrisen 1948, om flintesten som en dansk eksportsucces, om blitzangrebet på Frankrig i 1940, om Mary Stuart, Victor Hugo og anbefalinger af gode slægtshistoriske websites. Du kan også få svar på mange andre ting, bl.a. om det er rigtigt at Per Hækkerup afhændede nordsøolien til Norge i en brandert. Hovedartiklen er en rigt illustreret 8-siders artikel om middelalderens riddere.

En seksuel ret

Der var tre grunde til at man kunne opnå skilsmisse: Hor, desertion og impotens. Impotens var en eksplicit skilsmissegrund i Jyske Lov og en alvorlig sag. Det beskrives for eksempel i Maria Hellebergs historiske roman ”Kærlighedsbarn” (Samleren, 2002) om prinsesse Louisa Augusta, Danmarks Venus, hvis mand Friederich Christian i bogens første 200 sider ikke har samleje med sin royale hustru. Det gør at hun ytrer ønske om skilsmisse. Mandens impotens – såvel som kvindens ufrugtbarhed – toges gravalvorligt, fordi et normalt ægteskab naturligvis burde avle børn.
Men en anden ting er ligeså interessant: Jeg tror også godt - ud fra alle de erindringer og dagbøger fra samme periode jeg har læst indtil videre - at man se dét at seksuel tilbageholdenhed var en skilsmissegrund som et udtryk for at der eksisterede ægteskabelige forpligtelser og altså en helt almindelig RET til et (nogenlunde tilfredsstillende) sexliv mellem ægtefæller.

Helleberg lader ligeledes i romanen Ernst Schimmelmann sige både at ”God elskov tager brodden af en forjaget dag” (s. 166) og at ”Ethvert sundt og naturligt menneske hverken kan eller skal leve uden fysisk kærlighed” (s. 168).

Tugt og utugt i mellemkrigstiden

I den kulturradikale mellemkrigstid taler PH om ”pornografiens pædagogiske værdi” og om at det er samfundet, der har gjort ”det nøgne menneske til en sjofel hemmelighed”. Der bliver afsagt 120 domfældelser vedrørende pornografi og utugt. Politi og domstole er ude med riven efter utugtige magasiner, genstande, billeder og films, og de er særligt aktive op gennem 1930’erne. På eget initiativ eller efter anmeldelse rykker politiet ud og beslaglægger salonkort fra Paris, fotos fra Berlin og et par af Mary Willumsens badebilleder. Politiet optegner nøje, at der er fundet fx ”6 stk Billeder af en nøgen Kvinde uden synlige Skamhaar og 6 stk -do- af en nøgen Kvinde med tildels synlige Skamhaar.” eller ”Billeder af tildels nøgen Kvinde med paaklædt Mand, uden nogen synlige Kønsdele og ikke i Samlejestilling.”

I 1922 finder politiet i en butik i Skt. Pedersstræde 18 billeder med ”Pryglescener” til en privat udlånskreds. Det er den tidligste sag, hvor politiet omtaler sadisme som tema i motiverne. Disse ”flagellantiske” bøger er ment til kultiverede fransktalende mænd i ansete stilling, ude over deres første ungdom. Det kan politiet godt tolerere. 1920’erne er højdepunktet for antallet af udgivne seksualoplysende skrifter, som politiet også stort set lader være i fred.
Københavns politi kan i 1924 konkludere, at ”Handel med utugtige Bøger og Billeder er ikke omfattende her i Staden.”
Folk må sådan set godt læse pikant litteratur med tarvelige illustrationer, tale om sex og lave frække billeder. Det er offentliggørelsen af dem, der er ulovlig, og som politiet med tiden slår hårdt ned på. I 1930 bliver loven skærpet til et halvt års fængsel.

Pornofilm er endnu meget sjældne i Danmark. Nogle chauffører bliver dog i 1927 dømt for at have vist en 30-minutters film og solgt bajere i deres gamle moders lejlighed på Øster Farimagsgade.
I slutningen af 30’erne sættes der for alvor ind mod pornografien, og loven skærpes igen i 1939. Maskinskrevne hæfter repræsenterer de første spæde forsøg på produktion af dansk porno. Tidligere er de indført fra Frankrig og England.

Det er ikke tit at der bliver grebet ind overfor utugtige genstande. I 1937 indberettes det dog til politiet, at en mand har solgt kondomer med et portræt af Stauning på spidsen!

Store englændere

En ny undersøgelse viser, at 23 procent af engelske teenagers tror, at premierminister Winston Churchill er en fantasifigur. Til gengæld tror 58 procent af de unge britere, at Sherlock Holmes, fandtes i virkeligheden.

Så er Alt om Historie udkommet. Det er martsnummeret, det første med mig som redaktør. Det bliver sendt ud til abonnenter i de kommende dage. Hvis der er nogen, der har tegnet abonnement og bestilt det, men ikke modtaget det, må man meget gerne give mig besked.

Alt om Historie

Den 6. marts udkommer den første udgave af Alt om Historie, som jeg har været redaktør for. Det er jeg spændt på. (Også nu, hvor jeg sidder og har travlt med at lægge sidste hånd på april-nummeret). Det er blevet to gode numre, synes jeg. Det håber jeg selvfølgelig også læserne vil synes.

Må jeg reklamere for, at man p.t. kan få tre numre af bladet for en sølle halvtredser? Det kan man bestille her. Gør det, så bliver jeg glad.

Spænding om Københavns tidligste historie

Ved et møde i Selskabet for Københavns Historie for nylig berettede arkæologerne Lene Høst-Madsen og Hoda El-Sharnouby fra Bymuseet om de forestående udgravninger i hovedstaden. Begge arkæologer trippede af spænding for hvad udgravninger i forbindelse med bl.a. metroens udbygning vil byde på. Københavns middelalderby er faktisk én af de danske middelalderbyer man ved allermindst om. Byer som Århus og Roskildes barndom er veldokumenteret, mens man næsten ingenting ved om København. Metroudbygningen vil besvare nogle af de mange spørgsmål om det allertidligste København. Arkæologerne håber at få ny viden om Københavns allertidligste bydannelse, om tidligt kirkebyggeri, om den ældste havn og befæstning.

Ved gravninger ved Nikolaj Kirke håber arkæologerne f.eks. at finde højmiddelalderlige begravelser, og ved stationen ved Christiansborg forventer arkæologerne at finde bolværk, gamle aflagte skibe og hele, små joller. En prøveboring har allerede dateret området til jernalderen (år 778), hvor der er fundet indicier på tidlig menneskelig aktivitet i form af en bådebro eller et bolværk. Måske finder man en lille fiskerlandsby, der er ældre end den by man hidtil har kendt til.

I løbet af de kommende års mange udgravninger i København risikerer byen at blive gjort væsentligt ældre end det vi tror i dag. Det bliver uhyre spændende at følge med i. Det vil jeg forsøge at gøre i Alt om Historie.

Koldingbogen

Forleden udkom Koldingbogen 2007, en årbog der udgives af kulturudvalget og Stadsarkivet i Kolding. Jeg har en lille artikel med i bogen, om ”Poul Jensen Kolding og hans selvbiografi fra ca. 1630” (s. 35 - 42).
Denne herre har skrevet sin selvbiografi - en genre der er meget sjælden i den tid - om sit begivenhedsrige liv, der bl.a. førte ham til ”Tygge” Brahes dødsseng i Prag. Man kan læse lidt mere om bogen her. Det fremgår dog ikke hvem der har valgt farven til bogens cover.

Jeg har også bidraget til Koldingbogen i 2002 og 2004. Nu må det vist også være nok.

Briternes bombardement 1807

Jeg er medlem af Selskabet for Københavns historie, hvilket kan anbefales hvis man har den slags interesser. Forleden var jeg til foredrag med Karsten Skjold Petersen om soldaterne i København i 1807. Det var i bymuseets smukke havesal, og der var brunkager og såmænd et lille glas sherry og det hele.

Emnet 1807 er jo noget jeg har beskæftiget mig meget med. Men Karsten Skjold Petersen havde en interessant lillebitte bipointe, som var ny for mig. For under Golden Days arrangementet i september, og ved alle andre omtaler af bombardementet, der har været her i 200-året, har vi talt om "englændernes" bombardement. Karsten pointerede, at tropperne kom fra hele det britiske imperium (bl.a. de berygtede højlandsskotter med de faste lår). Det er selvfølgelig bare en sproglig fejl og detalje, men der var vel således næppe tale om at det var England (som jo blot er den sydlige og mellemste del af øen Storbritannien) der bombede København, men retteligt Storbritannien eller briterne. Alligevel kalder man det langt overvejende for "englændernes bombardement".

Fortid og Nutid

Jeg har et essay i den nye udgave af det kulturhistoriske tidsskrift "Fortid og Nutid" (okt. 2007). I essayet "Undskylderi" kommenterer og påpeger jeg nogle problematiske faktorer ved historiske undskyldninger og beklagelser. I det seneste år har der været adskillige eksempler på denne omsiggribende ”undskyldningskultur”, som jeg synes er en vældig interessant genre og som jeg jo også har omtalt flere gange her på bloggen.

Man kan se mere om tidsskriftet her, men jeg tror desværre ikke artiklen bliver lagt på nettet.

Urbefolkning skal have undskyldning

Meget apropos min artikel om 'undskylderi':

Urbefolkning skal have sin undskyldning

Australiens urbefolkning skal have den undskyldning, den har ventet på i over 100 år, lover landets ny premierminister.

Australiens nyvalgte premierminister, Kevin Rudd, ønsker at forbedre forholdet til landets urbefolkning, aboriginerne, ved at sige "undskyld" for tidligere tiders overgreb.
Den afgående, konservative premierminister, John Howard, der i weekenden tabte parlamentsvalget i landet efter 11 år ved magten, afviste at undskylde tvangsfjernelsen af aboriginske børn i perioden 1869-1969.
Børnene blev overdraget til hvide familier, og blev kendt som Den Stjålne Generation.
Men den ny premierminister lover at undskylde officielt over for aboriginerne tidligt i den kommende parlamentssamling.
- Indholdet af undskyldningen vil være oprigtig, meningsfuld og væsentlig, sagde Rudd tirsdag.

Fra Politiken idag

Fragmenter af Københavner-historie

Jeg arbejder i december på en bestillingsopgave, en børnebog om Københavns historie. Er i den anledning ved at genlæse Hans Edvard Nørregård-Nielsens velskrevne og højtidsfulde ”Kongens København - En guldaldermosaik” (Gyldendal, 4. udg., 2000). Et effektivt stemningsbillede fra indledningen af bogen om guldalderen er det om selvmorderne, der dingler under Voldens eller Søndermarkens træer. ”Kadaverdisciplinen er iøjnefaldende, når der står, at en endnu sprællende mand ikke blev skåret ned, før den vagthavende officer var tilkaldt. Da sprællede manden ikke længere.” (s. 11). Nørregård-Nielsen bruger desværre ikke kildehenvisninger, men anekdoten er billedskabende og virkningsfuld, må man sige. Samme sted har jeg de to Kierkegaard-citater fra.

Kierkegaard om janteloven:

”Jeg er netop blevet til noget - og derfor er mit liv at betragte som forspildt her i København, hvor man kun kan leve lykkeligt og yderst behageligt så længe man er ingenting, her i København hvor der ikke siges stort andet end ondt om enhver der er noget, hvoraf åbenbart følger, at den der er ingenting med stolthed kan sige: Mig siges der intet ondt om.” (s. 37)

Kierkegaard om pøblen 1848:

”Enhver bevægelse og forandring der sker ved hjælp af 100.000 eller 10.000 eller 1.000 støjende og knurrende og brummende og jodlende mennesker (alt ligesom mavens knurren og vinde) er ’eo ipso’ usandhed, et falsum, et tilbageskridt… En mådelig regent er en meget bedre forfatning end dette abstraktum, 100.000 brummende umennesker… Hvad er dog det i en fortumlet tilstand at lade sig slå ihjel på kamppladsen, arm i arm med 1.000 andre, båret af opinionen, til syvende og sidst uden en eneste tanke, højst en uklar følelse.” (s. 63)

En fordærvelig sædvane

Selskabet for Københavns Historie har på sitet koebenhavnshistorie.dk lagt en transskriberet version af Henrich Callisens svært opdrivelige bog fra 1807 på nettet. Bogens titel er "Physisk Medizinske Betragtninger over Kiøbenhavn", og det lyder rigtig tørt, men dele af den evigt alvidende og meget velinformerede Callisens bog er faktisk rigtig interessante og skægge.

En lille bid, jeg citerer fra s. s. 546, resten kan læses på dette link.

"En anden fordærvelig Sædvane, som, saavel i physisk som moralsk Henseende, har megen Indflydelse paa National Kraft og Styrke, Sædelighed og Helbred, Liv og Død, er den alt for tidlige og for ofte igientagne Tilfredsstillelse af Kiønsdriften. I Oldtiden handlede man heri anderledes; den arbeidsomme, og ved gymnastiske Øvelser hærdede, unge Mand tænkte ikke førend i en Alder af 24 til 25 Aar, da han var stærk og kraftfuld, paa Tilfredsstillelsen af denne Drift; nu holder man op, hvor hine begyndte... Tidligere Udsvævelser i Kiønsdriften holde Legemet tilbage i dets Vext; de, som ere hengivne til denne Udyd, blive desuden svage og skrøbelige deres hele Levetid, de blive tidligt gamle, og forkorte deres Dage, de sees undertiden at være Oldinger i deres 30te Aar, eller mod den Tidspunkt, da vore Forfædre først havde opnaaet deres fulde Mandoms-Kraft."

Smil!

Jeg bliver altid mærkeligt overrasket, når jeg læser ældre litteratur, der er virkelig skægt, når jeg finder mig selv fnisende over en joke, der er 50 eller 400 år gammel, eller for den sags skyld endnu ældre. Jeg tænker på det nu, fordi jeg er begyndt at læse Soyas “Sytten”, som er virkelig veloplagt og charmerende. Den er fra 1953. Jeg tænker på det med Soya, han er vel født omkring århundredskiftet (jeg har ikke nogen opslagsværker lige her), men også når jeg læser Voltaire, Holberg, Don Quijote, Shakespeare eller endda græske komedier.

Det er velsagtens dybt banalt, og som historiker burde man vel være tilpas koldhjertet til at det ikke kom bag på én, men: Hvor er det dog livsbekræftende, at en vittighed, at menneskets humor, kan skabe disse vildt lange smilende broer af forståelse henover adskillige generationer og århundreder!

Smålige mennesker hader fortiden

"Men det siger sig selv, at smålige mennesker hader alt det, der er en rigdom for sindet. Smålige mennesker hader fortiden - ikke fordi den er gammel, men fordi den kan bringe dem noget nyt, noget uventet, der kan gribe forstyrrende ind i deres selvbehagelige gnidrethed."

Citat af den engelske forfatter Joyce Cary (1888-1957) fra bogen "Jeg blev aldrig klogere".