Soya: "Sytten"

Soyas roman i tre bind fra 1953-54 er velskrevet og veloplagt. Den forekommer måske lidt vel lang, med lange forudsigelige refleksioner, som man jo kan hoppe lidt i, hvis man er den utålmodige type.
Det kan være svært idag at se hvorfor den vakte skandale for 50 år siden, at biblioteker nægtede at udlåne den og Indre Mission krævede den fjernet fra boghandlernes hylder. Det er først 100 sider inde i andet bind at hovedpersoner Jacob omsider mister sin jomfruelighed. Derefter går det stærkt, med hans voksen fra bleg og skamfuld onanist til den opsøgende og virile Don Juan. Bogens mest interessante aspekt er nok den klare forskel, der opstilles mellem seksuelmoral blandt de "fine" og de "jævne".
Alt i alt er det et morsomt og frimodgit billede på tiden og moralen kort før 1. verdenskrig, set i skismaet høj/lav og by/provins.

Reaktionært vrøvl

Jeg læste noget interessant i et såkaldt Writing Magazine, et engelsk fagblad, som en tidligere beboer har efterladt. Professor emeritus Harold Bloom fra Yale Universitet, udtaler at J. K. Rowlings og Stephen King er “equally bad writers, appropriate titans of our new Dark Age of the Screens: computer, motion pictures, TV.” Han opfordrer alle børn i alle aldre til i stedet at læse eller genlæse H. C. Andersen (ja, han nævner ham som den første), Dickens, Lewis Carroll eller Edward Lear.
Han fortsætter: “Nogle gange når jeg siger det offentligt, bliver jeg spurgt: Jamen, er det ikke bedre at læse Rowlings og King, og DEREFTER læse Andersen, Dickens, Carroll og Lear. Mit svar er pragmatisk: Vor tid her er begrænset. Du læser og genlæser nødvendigvis på bekostning af andre bøger.”
Det den gamle professor siger, synes jeg er noget arrogant og reaktionært vrøvl. Jeg er sådan set enig med ham i at der er noget litteratur der er bedre end andet litteratur. (Jeg har kun læst ganske lidt af både Rowlings, King, Dickens, og jeg må tilstå jeg slet ikke kender denne Edward Lear, og jeg vil ikke gå ind i en diskussion af hvad der er kanon eller ej.)
Jeg har netop stor respekt for Rowlings fordi jeg tror hun har fået børn m.m. til at læse, som ellers ikke læste en kæft. Jeg har en tro på at når disse “nye læsere” har gnavet sig tusindvis af sider om Potter, Da Vinci, ell.lign., netop ikke bare holder op med at læse. De begynder velsagtens at læse noget mere, læse nyt, læse andet, læse andre - ja, måske endda læse mig!
Jeg har ikke en fornemmelse af at der er et vist antal siders læsning til rådighed i et liv, og at man derfor bør starte med Ulysses. Rowlings og King får netop folk til at læse som ellers måske ville have set fjernsyn.
Derfor føler jeg - som B&U-forfatter - ikke at Rowlings tager brødet ud af min mund. Hun har bare inviteret mange flere unger over til bordet.
Eller er jeg naiv?

Smil!

Jeg bliver altid mærkeligt overrasket, når jeg læser ældre litteratur, der er virkelig skægt, når jeg finder mig selv fnisende over en joke, der er 50 eller 400 år gammel, eller for den sags skyld endnu ældre. Jeg tænker på det nu, fordi jeg er begyndt at læse Soyas “Sytten”, som er virkelig veloplagt og charmerende. Den er fra 1953. Jeg tænker på det med Soya, han er vel født omkring århundredskiftet (jeg har ikke nogen opslagsværker lige her), men også når jeg læser Voltaire, Holberg, Don Quijote, Shakespeare eller endda græske komedier.

Det er velsagtens dybt banalt, og som historiker burde man vel være tilpas koldhjertet til at det ikke kom bag på én, men: Hvor er det dog livsbekræftende, at en vittighed, at menneskets humor, kan skabe disse vildt lange smilende broer af forståelse henover adskillige generationer og århundreder!

Fantastiske boeger

Så har jeg læst Dennis Gade Kofods spritnye roman “Nexø Trawl”. Den er kraftfuld og velskrevet som ind i helvede, vildt anbefalelsesværdig. Et “klassegennembrud” kaldte Jyllandsposten den. Forbandet tæt på en generationsroman, kan jeg tilføje. Noget, der slog mig da jeg læste den var de magisk-realistiske elementer i den, som der også var i hans sidste, “Brøndtjætten”. Det er der jo også i Knud Romers “Den som blinker er bange for døden”, som jeg læste i sidste uge. Nu tænker jeg: Er der tale om en slags trend i ny dansk romanlitteratur, magisk realisme fra den danske provins? En efterlysning: Er der nogen, der kender andre eksempler på nyere dansk litteratur, der både foregår i provinsen og har magisk-realistiske elementer? Jeg er i færd med at skrive noget om det.

Naja Marie Aidt: “Bavian”

15 skarpe noveller. De er hårde og kontante, der er noget på spil, og mange af dem er ubehagelige. Der er ikke noget fint, feminint eller feel-good hér. Aidt lægger ikke fingrene imellem, det handler om tilfældighed, panik, ensomhed, sygdom og død, men også om stor kærlighed, stædigt håb og usløret sex. Og hun skriver lige troværdigt hvad end det drejer som mandlige som kvindelige hovedpersoner. Kvaliteten svinger lidt mellem novellerne, de længste er de bedste, men generelt er de rigtig, rigtig gode.

Knud Romer: “Den som blinker er bange for døden”

Så fik jeg også læst den, muligvis som den sidste. Du godeste, han kan skrive. Det er en frygtelig bog, modig, hudløs, følsom, bitter og forkrampet. Man gjorde en Knud fortræd. Han har et vidunderligt sprog, hvis ikke den var så forbandet velskrevet ville den næsten slet ikke være til at holde ud. Der er et stærkt persongalleri, der af og til nærmer sig det absurde, med et drys af Tom Waits’ stædige og uduelige skæbner. Bogen er glimrende som et slægts- og egnshistorisk indlæg, ca. fra århundredeskiftet og frem. Billedet af det normale, det kedelige, det karakterløse land.

Det magisk/realistiske titter frem flere steder. De supplerer fint den drømmende hovedpersons flugt fra virkeligheden. Ikke at utrolige elementer nødvendigvis skal legitimeres rationelt i handlingen, men i denne her bog går det fint i spænd.

Bogens skæbne taget i betragtning faldt jeg over en morsom sætning. Svage læsere har jo været irriteret over de “uærlige” selvbiografiske træk, legen med Sandheden og det skånelsesløse billede af Nykøbing Falster, og har overset ordet “Roman” på bogens forside. Det er da Knüdchens farfar åbner en biograf i provinsen, og alle gæsterne skræmmes væk, da filmen viser en fisker der dør. Da skriver han: “Farfar havde for længst opgivet at forklare, at det bare var en film…” (s. 30). Meget apropos. Knud havde for længst opgivet at forklare, at det bare var en bog.

H. C. Andersens overmund

Jeg var ikke klar over det, men på H. C. Andersen-museet (der måske ligger i hans fødehjem) udstiller de intet mindre end H. C. Andersens gebis. Det har Madam Kjeldberg skrevet denne underholdende reportage om ovre på sin blog.

Jeg googlede H. C. Andersens gebis og fandt vedlagte billede af det. Så er man altså virkelige aficionado, når man lægger den slags billeder ud. Det er overmunden vi ser her... "Hans Christian Andersens dentures from 1870".

Barbara

Jørgen-Frantz Jacobsens roman, ”Barbara” (1939), er med god ret blevet kaldt den største kærlighedsroman i dansk litteratur. Jeg har lige lånt Nils Malmros’ vellykkede filmatisering (1997) på biblioteket. Jeg ved ikke hvor tæt Jørgen-Frantz Jacobsen har lagt sin fortælling op af sin historiske research - den foregår på Færøerne omkring 1760 - men han var cand.mag. i historie, og han har sandsynligvis baseret scenerne på reelle, historiske vidnesbyrd.

En af scenerne bed jeg mærke i: Tre store franske skibe lægger ind i Torshavn. De er på vej hjem efter krig i Amerika, og mangler drikkevand. Hvis de kan få opfyldt deres reservoirer, vil de give vin igen. De beder om lov til at deres løjtnanter må gå i land for at danse. De har endda deres eget orkester med, som går med i land.
Jeg kan ikke huske scenen fra bogen, da jeg ikke har læst den siden puberteten, men i filmen ser man hvordan franskmændene efter dansen går i lag med de imødekommende lokale kvinder. Både de gifte og de ugifte. Barbara scorer endda admiralen. Franskmændene har vel virket charmerende i deres farverige uniformer og med deres høviske optræden, og det indavlede samfund har vel haft brug for ny genetisk inspiration.
De har tilsyneladende alle sammen sex samtidig, men ikke sammen, i den samme kælder, i det samme lokale. De går væk fra de dansende, men det er tilsyneladende ikke vigtigt at være alene.
Da franskmændene stævner ud fra Torshavn, venter syv af byens kvinder ”franske horebørn”.

For tiden leder jeg i erindringer og dagbøger fra samme periode (ca. 1760-1810) efter vidnesbyrd om sex, og har endnu ikke fundet nogen, der minder om kælderscenen i ”Barbara”. Men scenen - hvad end den er bygget på historiske vidnesbyrd eller ej - er næppe utænkelig, og illustrerer fint det afslappede, livlige, pragmatiske, skamfrie og transaktionsagtige forhold til sex omkring oplysningen.

Baggesen

Jeg læser Jens Baggesen. Baggesen foretrak at elske kvinder, som han vidste han aldrig ville kunne komme i seng med. Han mente derved at tilbede det himmelsk jomfruelige. Ved at holde det kropslige nede, håbede han så at sige at safterne ville stige ham helt til hovedet.

I hans hovedværk ”Labyrinten”, rejseromanen fra 1789, er der et afsnit, hvor han eksplicit flirter med en pige på en flydebro, men han lader hende gå, skønt hun lader til at være interesseret i ham. I det efterfølgende kapitel spørger forfatteren sig selv: ”Lever vi ikke i en alt for fornuftig, sindig og alvorlig tid til at opholde hinanden med spøgefulde småting?” Det har været den sædvanligvis alvorlige og ekstremt følsomme unge Baggesens egen tanke. Svaret har han selv kunnet nå frem til: I et år, hvor blodet rendte gennem Paris’ gader og hele den vestlige verden ændrede ansigt, var der så megen alvor, terror, frygt og gru, at man måske netop kastede sig ud i disse ”spøgefulde småting”.

Jævnfør det tidligere indlæg om sex i Mellemøsten.

Potter

Som B&U-forfatter bliver jeg ofte spurgt hvad jeg synes om Harry Potter. Jeg indrømmer, at jeg ikke har læst en eneste af bøgerne. Men fordi noget er populært behøver det jo ikke være skidt. 325.000.000 Potter-bøger er foreløbig solgt over hele verden. Mon det er godt eller skidt for bogsalget i det hele taget? Det første, tror jeg bestemt. Jeg kan kun have respekt for en forfatter, der har formået at få så mange til at købe noget så gammeldags som sammenklistrede papirstykker med små sorte klatter på, og som muligvis har forlænget bog som sådans fremtid med et tiår eller to.

Bare rolig, jeg træner bare

Når man sidder og nørkler noveller er det bekræftende at finde historien om Suzy, der ovre på hendes underholdende blog afslører at hun engang på Frederiksberg Bibliotek fik lejlighed til at spørge John Irving: "Mr Irving, Sir... Why don't you write more short stories?"

Mr Irving svarede noget i retningen af, at han anså noveller for at være til træning og romaner for at være rigtig litteratur, nævnte Dickens og noget andet. Han sagde angiveligt, at den dag han var blevet så senil, at hans hoved ikke længere kunne rumme en roman - SÅ ville han skrive noveller igen.

Det er jo beroligende at vide. På med sved-pandebåndet, og tilbage til teksten.

Bassister og forfattere

En anden Hald-gæst og jeg kom i aftes til at snakke om at vi begge er gamle bassister.
I min skrivegruppe var alle tre mandlige medlemmer på et tidspunkt også gamle bassister. Der er vist også noget med at Bjarne Reuter er bassist?
(Er der flere?)

Interessant er det at den håndfuld her nævnte forfattere i øvrigt alle er prosaforfattere, og endda romanforfattere.
Minder bassistens og forfatterens rolle måske lidt om hinanden? Den sky mand i baggrunden. Med et robust øje for takten, strukturen, helheden. Den diskrete opbygger og sammenbinder. Er det bare en kliché? Måske er der mere tale om sammenfald end om sammenhæng.

Lyrikere, dem skal man nok finde blandt forsanger- og guitarist-typerne. Blandt al liret, soloerne, krukkeriet, ekvilibrismen, i forgrunden.

Forfatteragtig

Vedr. social arv: Nogle forfattere kommer fra litterære familier. Andre forfattere er litterære mælkebøttebørn, dvs. kommer fra baggrunde hvor litteratur ikke var en del af barndomshjemmet. Den sidste gruppe tænker: Det bli'r næsten umuligt, at ville det her. Og måske en dag: Hvor er jeg dog taknemmelig over at det lykkedes! Ofte er det den sidste gruppe, mælkebøttebørnene, der har den klareste fornemmelse for denne "kamp", og som derfor bliver mest "forfatteragtige", og som dyrker deres nyvundne identitet mest indædt. Ligesom jyder, der flytter til København, og bliver ærke-københavnere.

I'm glad you stood in my way

Jeg har en svaghed for corny dedikationer i bøger. Politikens bogtillæg igår havde en god én til min samling. Norman Mailer dedikerede sin 'The Presidential Papers' således:

Til "nogle kvinder, der har støttet og hæmmet forfatteren under hans arbejde."

Lige mig

"Stille som en sexklub efter et orgie." Lone Hørslev er tilbage. Hendes tredje digtsamling "Lige mig" udkommer idag, og jeg kan anbefale den på det varmeste. Den er lun og charmerende og slingrende og ukrukket og skæg og corny og næsten lidt for meget og dybt original. Jeg ville kun læse en biografi om Marilyn Monroe, hvis det var Lone Hørslev, der havde skrevet den.

"Jeg er så bange / for at ingen længere / drømmer om mig / om natten / kære drømmetyder"

Maja Lucas - Jegfortællinger

I dag udkommer Maja Lucas’ debut, ”Jegfortællinger”. Den er god! Det er en stribe ømme, tragikomiske, velskrevne, sexede, kiksede små beretninger fra det samme univers med den samme hovedperson. (Måske er det i virkeligheden en roman?) Uskønt og oprigtigt, aldrig selvhøjtideligt, og af og til virkelig afvæbnende skægt.

Har ikke set nogen af anmeldelserne endnu, jeg håber de ta’r godt imod den.

Nyt GRAF

Det nye nummer af Graf er netop udkommet. Jeg anmelder børnelitteratur heri. (Denne gang Peter A. G. Nielsen, T. S. Høeg, Martin Glaz Serup og Dennis Gade Kofod.)

Det er et temanummer om mænd og mandelitteratur.

De ældre numre af Graf kan læses her.

"Aminas breve" og debutantpris

Med debutantprisen på bogmessen lige om hjørnet blev jeg nysgerrig efter at læse sidste års vinder, Jonas T. Bengtssons ”Aminas breve”. Valget af den bog undrer mig. Jeg synes den sprogligt er ret ordinær, og den er præget af nogle virkelig stereotype personer: Den Hjemløse, Pigen Fra Amager, Den Rige Bror, Den Tyrkiske Far, Den Sexede Og Skizofrene Malerinde, De Kriminelle Indvandrere. I beskrivelserne af hovedpersonens sygdom og i livet på den lukkede er der dog originalitet, og en mærkelig form for charme, og i den sidste sjettedel faktisk også noget brod. Men jeg forstår ikke helt jubelanmeldelserne.
En halvtredser på at det bliver Knud Romer, der får årets debutantpris. Den bog har jeg til gode.
Selv hepper jeg på Jonas Bruun.

Bibliotekspenge

Det er nu åbenbart muligt at snage i hvor meget andre folk får i bibliotekspenge, sandsynligvis ved en fejl. Det er ikke uinteressant. I hvert fald ikke hvis man er lidt nørdet. Se her og her.

Således kan man fx se forfatteres fjollede mellemnavne, hvor meget Preben Elkjær og Michael Laudrup fik udbetalt i år for deres litterære nebengeschjæfter - eller at jeg selv er steget fra at være nr. 7483 på listen i 2005 til en flot 2700-plads i år :-)

Brøndtjætten

Var på Bornholm i weekenden, og har læst Dennis Gade Kofods ”Brøndtjætten” lige siden. Det er en meget stærk, smuk og modig bog.
Det er først og fremmest et fremragende og uhyggeligt troværdigt portræt af hovedpersonen, bornholmeren Mogens. Både som den lille knægt, splittet mellem ondt og godt, og som den gamle rastløse mand, ensom efter konens død; det er rørende. Fortalt af den gådefulde jeg-person - et kommende slægtsled - der af og til titter frem.
Og så er det et fantastisk sprog, fremadvæltende og med et klart, pumpende beat.

Anmelderne gjorde meget ud af at det er magisk-realisme fra Bornholm. Det ved jeg egentlig ikke rigtig. Jo, det vildt potente sagn om Bonnavedde er naturligvis ”urealistisk”, men selve hovedhistorien om Mogens er vel ikke traditionel magisk-realisme, tror jeg. Det magiske er primært noget, der foregår inden i hovedpersonens hoved, er det så ”magisk” eller fantastisk i latinamerikansk forstand, fx?
Anmelderne gjorde også meget ud af manglende korrektur og de mange småfejl, og selvom jeg er en pernittengryn, syntes jeg faktisk ikke det var så slemt.
Nuvel, det er lige meget. Genre og småfejl er mindre vigtige, når historien og sproget er så smukt og formfuldendt.