Brøndtjætten

Var på Bornholm i weekenden, og har læst Dennis Gade Kofods ”Brøndtjætten” lige siden. Det er en meget stærk, smuk og modig bog.
Det er først og fremmest et fremragende og uhyggeligt troværdigt portræt af hovedpersonen, bornholmeren Mogens. Både som den lille knægt, splittet mellem ondt og godt, og som den gamle rastløse mand, ensom efter konens død; det er rørende. Fortalt af den gådefulde jeg-person - et kommende slægtsled - der af og til titter frem.
Og så er det et fantastisk sprog, fremadvæltende og med et klart, pumpende beat.

Anmelderne gjorde meget ud af at det er magisk-realisme fra Bornholm. Det ved jeg egentlig ikke rigtig. Jo, det vildt potente sagn om Bonnavedde er naturligvis ”urealistisk”, men selve hovedhistorien om Mogens er vel ikke traditionel magisk-realisme, tror jeg. Det magiske er primært noget, der foregår inden i hovedpersonens hoved, er det så ”magisk” eller fantastisk i latinamerikansk forstand, fx?
Anmelderne gjorde også meget ud af manglende korrektur og de mange småfejl, og selvom jeg er en pernittengryn, syntes jeg faktisk ikke det var så slemt.
Nuvel, det er lige meget. Genre og småfejl er mindre vigtige, når historien og sproget er så smukt og formfuldendt.