Highlands

Jeg er havnet i Boston, på en eller anden restaurant. Jeg ved ikke hvad jeg har lyst til at bestille. Måske ved jeg det, men ikke med sikkerhed.
Så kommer servitricen hen til mig. Der er ikke andre til stede end hende og mig. Det må være ferie, siden der ikke er andre på restauranten.
Hun ser grundigt på mit ansigt, da jeg sætter mig ned. Hun har et kønt ansigt og lange, hvide, funklende ben. ”Hvad kunne du tænke dig?”
”Hvad tror du jeg kunne tænke mig?”
Hun siger: ”Du ligner typen, der godt kunne tænke sig hårdkogte æg.”
”Lige præcis,” siger jeg. ”Det ville være fint.”
Hun siger: ”Vi har ikke nogen. Du har valgt den forkerte dag at komme på.”
”Jeg kan genkende dig,” siger hun så. ”Du er kunstner. Tegn mit portræt!”
”Det ville jeg gerne,” siger jeg. ”Men jeg laver ikke skitser ud fra hukommelsen.”
”Jeg står jo her, lige foran dig,” siger hun. ”Har du ikke set efter!”
”Jo, okay,” siger jeg. ”Men jeg har ikke mit hæfte her.”
Hun rækker mig en serviet, og siger: ”Du kan bare tegne på den.”
”Ja, det kunne jeg,” siger jeg. ”Men jeg ved ikke hvor min blyant er blevet af.”
Hun tager en kuglepen frem, fra bag sit øre. ”Okay, hér. Kom så i gang, jeg står lige her.”
Jeg tegner et par streger og vender servietten om, så hun kan se den. Hun tager servietten, ser på den og skyder den tilbage til mig, og siger: ”Det ligner mig overhovedet ikke!”
”Joh, lille frøken, det gør det i høj grad.”
”Det må være en joke,” siger hun.
”Hvis bare det var.”
”Du læser ikke kvindelige forfattere, vel?”
I det mindste er det det jeg synes hun siger.
”Hvor skulle du vide det fra?,” spørger jeg, ”og kan det ikke også være lige meget?”
”Jamen,” siger hun, ”du virker bare ikke som sådan én.”
Jeg siger: ”Der tager du fejl.”
”Hvem har du læst, så?”
Jeg svarer: ”Erica Jong.”
Så går hun væk et øjeblik, og jeg rutsjer ud af mit sæde. Jeg går uden for, bøjer mig ned for at binde mit snørebånd. Da jeg rejser mig op, tænker jeg at jeg lige har oplevet noget uendeligt stort, eller er det bare noget jeg har oplevet før?