11. september 2001

Det var to uger efter vores bryllup. Vi var nygifte og fornøjede og vejret var godt og vi gik hånd i hånd i Electric City på Nørrebrogade for at købe den discman, som vi havde fået penge til i gave. En glatbarberet, kæk fyr berettede om den ene discmans fortrin frem for den anden: ”Og den her, den kan I bruge, når I er ude og jogge…” Jeg tænkte han var en nar, jeg jogger sgu da ikke!
På endevæggen af den enorme butik kørte et halvt hundrede tv-apparater. Vi havde ikke noget tv derhjemme, og blev frygtelig distraheret af et tv i baggrunden. Alle skærmene viste en sangerinde-dulle på MTV, der vred sig i ufornuftigt tøj. Kun ét af de mange fjernsyn viste en anden kanal. Den viste to højhuse, det ene i brand. Butikkens kunder samlede sig om denne ene skærm, ude i siden af skærmvæggen. Ingen så på den vrikkende dulle. Det så mærkeligt ud. Jeg fik lidt ondt af hende.
”Lad os bare ta’ den der…”
Så knaldede et fly ind i det andet tårn, mens vi stod der. Fremmede folk talte til hinanden, der i den blå elektronikbutik. Så var det slet ikke et uheld?
Reimer Bo rodede i sine papirer, han fattede ikke en brik. Det var vi vist ikke ret mange, der gjorde netop da.