onsdag, oktober 18, 2006

Leftovers

Og herovre har vi så alle de damer
der havde klædt sig pænt på til fest
men aldrig blev hentet af kavalerer
Derovre har vi alle de roser
der aldrig blev plukket før sommeren
var forbi
Og herover har vi afsat lidt plads
til at være ulykkelig et øjeblik
for alle de skibe som aldrig når frem
Her er en swimmingpool fuld af de sjatter vin
ingen af gæsterne skænkede en tanke da de gik
En skuffe med børn
aldrig hentet fra børnehaven
Der er en årstid for enlige strømper nedfaldne frugter
kontaktannoncer som aldrig blev læst
breve med ufuldstændige adresser
Vær du glad for jeg venter dig ved bussen
når du kommer
Når du kan tvivle på alt andet
kan du regne med mig