onsdag, juni 20, 2007

Forfatteragtig

Vedr. social arv: Nogle forfattere kommer fra litterære familier. Andre forfattere er litterære mælkebøttebørn, dvs. kommer fra baggrunde hvor litteratur ikke var en del af barndomshjemmet. Den sidste gruppe tænker: Det bli'r næsten umuligt, at ville det her. Og måske en dag: Hvor er jeg dog taknemmelig over at det lykkedes! Ofte er det den sidste gruppe, mælkebøttebørnene, der har den klareste fornemmelse for denne "kamp", og som derfor bliver mest "forfatteragtige", og som dyrker deres nyvundne identitet mest indædt. Ligesom jyder, der flytter til København, og bliver ærke-københavnere.

Etiketter:

12 Comments:

Blogger Vengaboy said...

Og hvad er du så ;)

6:15 PM  
Anonymous Brian Storm said...

Det er da noget ævl - og er der i øvrigt ikke kun jyder i kbh. anyways? dvs. dem der ikke er kbh.agtige er ligesåmeget jyder, som dem der er...if you get my point.

VH
Brian Storm
Jyde og forfatter og så meget andet :-)

9:39 PM  
Blogger Thomas Oldrup said...

Hm. No, I don't get your point, really...?

11:03 AM  
Anonymous Sternberg said...

Du får på en eller anden måde begge dele til at synes lige kedeligt/sociologisk.

12:43 PM  
Anonymous Kjeldberg said...

Tjah, det ved jeg såmænd ikke.
Jeg kommer fra et hjem fuldspækket med litteratur, og jeg moser og regerer rundt med at være forfatter - med majuskler hele vejen - på min blog. Uden for bloggen er der ikke mange, der ved, at jeg bedriver den slags, skriveriet, mener jeg.

Larmen på bloggen er egl. mest et PR-tiltag - når man hænger ud på et lille forholdsvis fattigt forlag, må man jo gøre et eller andet, for at nogen opdager, at der er en bog fra ens hånd.

Men i det civile liv er jeg som sagt ret stille om mit skriveri.
Til gengæld føler jeg intenst, at det er i skriveriet, min identitet er, der min lykke og fuldbringelse ligger. Så indvendigt er jeg meget "forfatteragtig" - tænker i skrivning hele tiden - trods mit litterært bugnende barndomshjem.

Jeg er nok lidt af en skifting.

Men som en anden kommentator har spurgt: Hvad er så du for en slags? Født med en bog indbagt i navlesnoren, eller litterært mælkebøttebarn?

Nå, men uanset: glæder mig til at læse din kronik, som jeg nu ser har været i Politiken allerede. Troede, den kom i dag, lige samtidig med min - meget ufaglige - i Jyllandsposten.

2:14 PM  
Anonymous Kjeldberg said...

Og forfatterbloggen - for mit vedkommende - nu ikke blot for at PR're i den forstand, men også, fordi jeg finder det interessant og givende på den måde at have kontakt med læsere af min bog. Jeg har ikke rigtig styrken og personligheden til at holde foredrag etc., så den skrevne kontakt passer mig godt.

At forfatterblogge har så også givet mig kontakt til en del andre skrivende, som jeg ellers ikke ville have fundet frem til. Et dejligt supplement til live-kollegerne.

Så dermed endnu et par årsager til - blogwise - at være forfatter med betoning på ordet.

4:57 PM  
Anonymous spacemermaid said...

Interessant teori, selvom jeg ikke giver dig ret. Tror personligt at det er så svært at få værker publiceret, at dem det lykkes for simpelthen skriver, fordi de ikke kan lade være. Og værdsætter når drømmen går i opfyldelse. Der er ingen, der tager det som en selvfølge. Det er hårdt arbejde.

Mht. at dyrke forfatteridentiteten så gad jeg godt høre mere om, hvad der menes (det lyder så negativt). Er det at reflektere over sit fag, tale metaforer eller at prøve at leve op til forfatterfordomme?

Jeg har udgivet en blook (roman + blog) og er fra et meget litterært hjem. Ikke at der er andre forfattere i familien, men forstået på den måde, at der altid er blevet læst op, og hjemmet var spækfyldt med bøger og historier. Til hver fødselsdag skriver min bedstefar et digt, og der er stor respekt for litteratur. Og så har jeg læst litteraturvidenskab uden at skulle forsvare mit valg en eneste gang. Skulle det gøre, at man ikke dyrker forfatteridentiteten? Når man kommer fra en familie, der sætter litteratur højt? At "forfattertøjet" er født på og derfor ikke virker påtaget?

Jeg har en veninde, der er fra en kendt forfatterfamilie. Hun er nu etableret forfatter, men har skullet kæmpe hårdt, da der var meget at leve op til.

Det er sikkert svært på en anden måde at komme fra en ikke-boglig familie og forsvare sit valg. Er det mon det, du mener?

Uanset kan man ikke dele forfattere op i de autentiske forfatteragtige og de påtagede forfatteragtige.

2:35 PM  
Blogger Thomas Oldrup said...

Det var slet ikke min tanke at sige at den ene gruppe er bedre eller mere autentisk end den anden. Til gengæld var det min klare hensigt at holde betragtningen på et så upersonligt plan som muligt. Men det vil vist egentlig være unfair, i og med at det betyder meget for mig. Jeg er absolut selv et "litterært mælkebøttebarn". Det at skrive bøger var sandsynligvis det fjernest tænkelige jeg kunne have valgt for at få min families opmærksomhed og anerkendelse. Dét, tror jeg, har gjort at jeg fnidrer så meget rundt med den hersens forfatteridentitet: HVORNÅR er man En Rigtig Forfatter, osv, osv. Andre forfattere lader til at hvile mere i beskæftigelsen, uden benovelse, det er noget de har valgt som en mulighed ud af flere. Jeg har nok betragtet det som umuligt fra starten af. Og nu er jeg så her. Og i grunden lidt forvirret - og meget, meget taknemmelig - over at være lige her.

Gi'r det mening?

5:55 PM  
Anonymous Kjeldberg said...

For mig giver det masser af mening, dette med taknemmeligheden især.

Den kender jeg i hver fald til, også selv om jeg er født med bogreoler om ørerne og forældre, der ikke fandt det platumuligt, når jeg drømte om at skrive.

Som Spacemermaid skrev, så er det så vanskeligt at komme igennem nåleøjet til forlagene, at jeg egentlig tror, at de fleste føler både taknemmelighed og benovelse, når det endelig lykkes.

Og tvivlen, om man nu egentlig "hører til", når man står og ser på de store, som er udkommet tusind gange på superforlagene, mens man selv er udkommet færre og ydmygere steder, har de fleste ikke også den?

De forfattere, jeg personligt kender, kommer fra såvel meget boglige som mere bogløse barndomme, og jeg synes, at jeg hos dem alle oplever en dyb optagethed af den "fuldbringelse", der ligger i at skrive, en ør lykke ved at fundet et virke, som lader en sådan blomstre.

(Morsomt nok: Da jeg oplevede dig holde foredrag på Hald, så jeg en meget sikker og rolig - og i sin forfatterolle selvfølgeligt sikker - forfatter agere. Jeg så en forfatter, der virkede som om han sindsroligt var født med penne i begge hænder, for nu at blive i det billede. Måske går vi alle med masser af usynlig tvivl og ørhed inde i os?)

10:30 PM  
Anonymous spacemermaid said...

Det giver bestemt mening :-)

Interessant det Kjeldberg skriver med, at du lignede en, der var født med en pen i hånden. Jeg tror, at det er svært udefra for folk at se, hvor meget forfattere egentlig karter rundt med usikkerheder. Jeg kender en af de store, unge herhjemme. Som bestemt ikke altid hviler i sig selv og næste bog, der er på vej... Men udadtil holder vedkommende oplæg og oplæsninger og kører med klatten.

11:40 AM  
Anonymous Jens Drejer said...

Hej Thomas.
"Litterært mælkebøttebarn". Det er skønt, men jeg har aldrig hørt det før. Så er jeg selv et litterært mælkebøttebarn, og det er jeg faktisk ganske stolt af. Jeg har selv fundet vejen fra den ene verden til den anden. Denne rejse er forøvrigt et af temaerne i en roman som jeg selv forsøger at skrive.
Mvh Jens Drejer.

5:28 PM  
Blogger Mælkebøttebarn said...

Sjov debat !
Jeg har i foråret udgivet bogen "Mælkebøttebarn" - livtag med den negative sociale arv.

For mig var det vigtigt - at turde.
At jeg havde noget på hjerte og at andre kunne få noget ud af at læse min bog.
Jeg havde noget på hjerte som SKULLE ud.
Se hjemmesiden www.socialarv.dk
V.H. Hanne Fureby

9:07 AM  

Send en kommentar

<< Home