Barbara

Jørgen-Frantz Jacobsens roman, ”Barbara” (1939), er med god ret blevet kaldt den største kærlighedsroman i dansk litteratur. Jeg har lige lånt Nils Malmros’ vellykkede filmatisering (1997) på biblioteket. Jeg ved ikke hvor tæt Jørgen-Frantz Jacobsen har lagt sin fortælling op af sin historiske research - den foregår på Færøerne omkring 1760 - men han var cand.mag. i historie, og han har sandsynligvis baseret scenerne på reelle, historiske vidnesbyrd.

En af scenerne bed jeg mærke i: Tre store franske skibe lægger ind i Torshavn. De er på vej hjem efter krig i Amerika, og mangler drikkevand. Hvis de kan få opfyldt deres reservoirer, vil de give vin igen. De beder om lov til at deres løjtnanter må gå i land for at danse. De har endda deres eget orkester med, som går med i land.
Jeg kan ikke huske scenen fra bogen, da jeg ikke har læst den siden puberteten, men i filmen ser man hvordan franskmændene efter dansen går i lag med de imødekommende lokale kvinder. Både de gifte og de ugifte. Barbara scorer endda admiralen. Franskmændene har vel virket charmerende i deres farverige uniformer og med deres høviske optræden, og det indavlede samfund har vel haft brug for ny genetisk inspiration.
De har tilsyneladende alle sammen sex samtidig, men ikke sammen, i den samme kælder, i det samme lokale. De går væk fra de dansende, men det er tilsyneladende ikke vigtigt at være alene.
Da franskmændene stævner ud fra Torshavn, venter syv af byens kvinder ”franske horebørn”.

For tiden leder jeg i erindringer og dagbøger fra samme periode (ca. 1760-1810) efter vidnesbyrd om sex, og har endnu ikke fundet nogen, der minder om kælderscenen i ”Barbara”. Men scenen - hvad end den er bygget på historiske vidnesbyrd eller ej - er næppe utænkelig, og illustrerer fint det afslappede, livlige, pragmatiske, skamfrie og transaktionsagtige forhold til sex omkring oplysningen.