Baggesen

Jeg læser Jens Baggesen. Baggesen foretrak at elske kvinder, som han vidste han aldrig ville kunne komme i seng med. Han mente derved at tilbede det himmelsk jomfruelige. Ved at holde det kropslige nede, håbede han så at sige at safterne ville stige ham helt til hovedet.

I hans hovedværk ”Labyrinten”, rejseromanen fra 1789, er der et afsnit, hvor han eksplicit flirter med en pige på en flydebro, men han lader hende gå, skønt hun lader til at være interesseret i ham. I det efterfølgende kapitel spørger forfatteren sig selv: ”Lever vi ikke i en alt for fornuftig, sindig og alvorlig tid til at opholde hinanden med spøgefulde småting?” Det har været den sædvanligvis alvorlige og ekstremt følsomme unge Baggesens egen tanke. Svaret har han selv kunnet nå frem til: I et år, hvor blodet rendte gennem Paris’ gader og hele den vestlige verden ændrede ansigt, var der så megen alvor, terror, frygt og gru, at man måske netop kastede sig ud i disse ”spøgefulde småting”.

Jævnfør det tidligere indlæg om sex i Mellemøsten.