Jens Juels portrætter

Huden er hvid som marmor, kun et gult skær gør næsten hvidheden endnu mere engleagtig. Ofte er kjolerne også lyse, så man ikke helt kan ane overgangen mellem halsen, barmen, udringningen og kjolens stof.
Kinderne er altid røde, som midt i en rødmen. Kvindernes blikke er nysgerrige og faste, og fulde af appetit på livet. Juels kvinder har egenvilje og integritet.
Og læberne gerne et drilsk, sværmerisk smil. Altid struttende og røde. Thomasine Heibergs (senere Gyllembourgs) flirtende smil, man får lyst til at bøje sig frem mod det på Frederiksborg Museum og kysse de bløde, sanselige læber af hendes. Men det må man ikke.
Læberne er altid lukkede, selvfølgelig, så man ikke kan se de manglende tænder. Det ville bryde Juels karakteristiske lys i portrættet. (Men tænk lige på det: De her 1700-tals mennesker børstede stort set aldrig tænder, hvor mange tænder mon de havde tilbage som 30-årige?)

Opstillingerne afspejler privatliv, hjemlig hygge, en invitation indenfor. Måske er der et åbent vindue i baggrunden, ud mod den farlige, dragende, stikkende natur(-lighed).
Eller modellerne er flyttet helt ud i den, naturen, Juel signalerer at modellen - høj som lav - er i kontakt og i pagt med naturen. Det er Rousseaus tankesæt, der har trukket naturen ind bag den portrætterede. Men de portrætterede har ikke helt forstået det endnu, de tror de står der for at vise deres ejendom frem i baggrunden. Så de har taget deres ufornuftige fodtøj på, Engelke Ryberg endda de spidse gule sko. Damerne er ikke jabbet derud i de der sko, det er helt sikkert.