Den døde væverske

"En anden historie, ligeledes om drømme, har min salige moder Maren Espensdatter fortalt, som også er sandfærdig. Hendes moder hed Dorte Gundesdatter, hun vævede af de gammeldags tvundne sengeklæder, hvori fugle og dyr og meget andet af adskillige farver blev vævet. Da hun døde, da fandtes ingen på mange mile nær Svanfolk, hvor hun boede, der kunne væve af denne slags. Og ingen af hendes pigebørn, som var fire, havde lært det af hende, såsom de var unge og fra hende ude hos anden at tjene, undtagen den ældste datter, som hed Margrethe, hun kunne noget dermed, men ikke fuldkommelig. Thi klagede hun sig sådan og fortrød, at hun ikke havde givet agt derpå, mens moderen levede, at hun kunne have lært det, så som denne slags klæder var allesteds brugeligt og begærlige. Hvad ske her, hun drømte en nat, at hendes moder kom til hende og lærte hende, hvorledes hun skulle bære sig ad med disse sengeklæder i alle måder, og siden denne dag vævede hun dem til sin dødsdag. Hun boede i Skibsted og blev gammel, før hun døde, hendes mand hed Oluf Pedersen, en hollandsfarer, de havde to sønner, Espen og Peder. Espen boede i Rebild og døde 1735, velaldret."

Jeg er på jagt efter kilder om sex, køn og kærlighed i danske erindringer fra slut-1700-tallet. Undervejs falder jeg over mange skægge små sidehistorier. Denne her er fra den såkaldte "Rokkedrejerbogen" (s. 59), udgivet af Peter Riismøller 1972.