Amadeus: Geniets fjantede latter

I perioden lever det frivole lige ved siden af det fine. Det livsglade samtidig med det farlige og dystre. Ganske godt illustreret af Milos Foremans film, ”Amadeus” fra 1984. Alle der har set den husker Mozarts skabede latter, et billede på det letbenede og fjollede. (Latteren er i øvrigt baseret på samtidige breve, har jeg læst mig til på nettet, der beskriver Mozarts egen latter som "an infectious giddy" og "like metal scraping glass".) Det er det vulgære, det folkelige, det fjantede, det fjollede KONTRA det fine, alvorlige, skrøbelige; det guddommelige, om man vil.
Navnet, Amadeus, betyder netop elsket af Gud - elsket af Gud, samtidig med at han sprutter og prutter. Mozart (1756-91) blev døbt Chrysostomus Wolfgangus Theophilus Mozart, uden noget Amadeus. Først senere i livet skiftede han Theophilus ud med det latinske Amadeus. Begge betyder ”elsket af Gud”, og er sådan set en udmærket titel til filmen, der netop handler om mandens profane liv og hans gudgivne talent.

”Folk er så ædle, så man skulle tro de sked marmor!,” udbryder han i filmen. ”Tilgiv mig, deres majestæt. Jeg er en vulgær mand. Men jeg forsikrer Dem, det er min kunst ikke.”

Skønlitteraturen og pornografien fra perioden viser os det samme, det legesyge sammen med det ophøjede. Det er et af de mange herligt selvmodsigende elementer fra tiden, ligeså selvmodsigende som Janus-masken, der også spiller en rolle i filmen, med en smilende maske på den ene side og en sur maske på den anden.