Knud Romer: “Den som blinker er bange for døden”

Så fik jeg også læst den, muligvis som den sidste. Du godeste, han kan skrive. Det er en frygtelig bog, modig, hudløs, følsom, bitter og forkrampet. Man gjorde en Knud fortræd. Han har et vidunderligt sprog, hvis ikke den var så forbandet velskrevet ville den næsten slet ikke være til at holde ud. Der er et stærkt persongalleri, der af og til nærmer sig det absurde, med et drys af Tom Waits’ stædige og uduelige skæbner. Bogen er glimrende som et slægts- og egnshistorisk indlæg, ca. fra århundredeskiftet og frem. Billedet af det normale, det kedelige, det karakterløse land.

Det magisk/realistiske titter frem flere steder. De supplerer fint den drømmende hovedpersons flugt fra virkeligheden. Ikke at utrolige elementer nødvendigvis skal legitimeres rationelt i handlingen, men i denne her bog går det fint i spænd.

Bogens skæbne taget i betragtning faldt jeg over en morsom sætning. Svage læsere har jo været irriteret over de “uærlige” selvbiografiske træk, legen med Sandheden og det skånelsesløse billede af Nykøbing Falster, og har overset ordet “Roman” på bogens forside. Det er da Knüdchens farfar åbner en biograf i provinsen, og alle gæsterne skræmmes væk, da filmen viser en fisker der dør. Da skriver han: “Farfar havde for længst opgivet at forklare, at det bare var en film…” (s. 30). Meget apropos. Knud havde for længst opgivet at forklare, at det bare var en bog.