Postkort fra Ascea

Jeg har det pragtfuldt hernede. Ascea - som udtales Ashea og ikke Askea, som jeg ellers har gået og kaldt det overfor alle - er en charmerende lille by, hvor alle hilser boungiorno til hinanden. Gyderne er stejle og stemningsfyldte, og der er små butikker, der ligner noget fra 1950‘erne. Folk er venlige og nysgerrige, men taler ABSOLUT intet andet end haandsprogs-italiensk. Værtsparret er virkelig flinke, og mine amerikanske naboer, og de tog mig med til fernisering i den lokale kunstklub forleden, hvilket var et interessant indblik i kunstnermiljøet hernede. I går var vi til kastanjefest i en lille bjergby.
Det bedste er helt sikkert min terrasse, den bliver jeg sent træt af. Jeg kan se mange, mange kilometre omkring, og sidde derude med min bærbare, undtagen når solen er for stærk. Jeg har været flittig indtil videre, er nået ca. halvvejs med redigeringen af novellerne, og er endda begyndt at skrive på noget nyt, der muligvis er ansatsen til en ny roman.
Jeg har ikke fået set så meget endnu, men i morgen kommer min dejlige kæreste, og så skal der også holdes lidt ferie.