Afskaf realiteterne!

Et radikalt udsagn, set på muren til et supermarked Schivelbeinerstrasse i Prenzlauer Berg forleden.

London

Spredte og i nogen grad ligegyldige iagttagelser fra en uge i London:
Danske kvinder er generelt kønnere end brittiske. Brittiske kvinder har generelt en tendens til at blande skøn- og bar-hed sammen. Der er meget god øl i London. Martin er en god vært. Det kan lade sig gøre at bruge ca. 1.500 kr. på næsten ingenting og ret kort tid. Haringay er et rigtig hyggeligt kvarter i London. Det er en stor gestus at hente folk i lufthavnen. Og lidt trist, når der ikke er nogen, der henter én. Det regner rigtig meget i London, gerne 48 timer i træk. Det er simpelthen for fjollet at en civiliseret nation har besluttet sig for at køre i den modsatte side af alle andre.

Paestum

Er den største udgravning af de bedst bevarede græske templer i hele verden, inkl Grækenland. Hamrende idyllisk. Som sædvanligt var det er ikke de smukke og enorme tre templer, der fascinerede mig mest, men de små ting:
Hjulsporene i gaderne, som i Pompeji.
Det at de i 1950’erne udgravede en stribe krukker i en grav, nogle af dem tillukkede med voks. Da de kradsede voksen af, kunne de stadig svagt dufte honningen i bunden af krukken, og den var stadig blød. Krukkerne blev lukket for 2.200 år siden.
De fine tegninger på museet fra gravenes indersider, af en udspringer, af løsslupne symposier, af gladiatorer, bl.a. en gladiatorkamp mellem en kvinde og en sort mand.
De to amerikanere jeg gik forbi, der stod foran en statue iklædt et brystværn med svastikaer på, den ene sagde til den anden: “Oh! I didn’t know that nazism was THAT old?“
Den lille ukommenterede votiv-gave, forestillende den kæreste flyvende, lille pik - læg mærke til at den endda har en lille pik selv, så man ikke tager fejl af at det altså er en han-pik og ikke en hun-pik! Den kunne jeg ikke stå for…

Amalfi

Kørte op ad Amalfi-kysten med mine amerikanske naboer. Kim viste sig at køre som Hunter S. Thompson på en dårlig dag! Der var så smukt at man næsten fik ondt i øjnene. Husene i technicolor, der ligger som trappetrin op og ned af de stejle klipper, vejen der slynger sig ind og ud af vilde kløfter. Men ligesom en lækker italienerinde i en storby, kan man godt fornemme at kysten udmærket ved den er noget særligt. Den har ligesom næsen i sky. Den struttede. Selvom vi er et stenkast udenfor sæsonen var priserne de tredobbelte af dem her i byen. Dyr, men lækker lasagne i Positano i bragende solskin og ditto udsigt.

Mussolini på flaske

På mange måder virker det som om italienerne slet ikke har haft noget opgør med deres fortid i form af Mussolini. Hvordan kan det være man kan købe vin med Il Duce på etiketten? Kunne man forestille sig Tyskland, Spanien eller andre steder smide deres tidligere diktatorer på flaske?

Postkort fra Ascea II

Det var lidt svært, lige at vende tilbage, komme ind i projektet igen, efter at jeg blev efterladt solo hernede. Det tog et par dage, men nu er den der igen. Jeg har fundet tilbage til roen og inspirationen.
Arbejdet skrider fint fremad. Jeg havde 20 noveller med, som jeg gerne ville redigere (mere eller mindre radikalt). Der er kun fire, som jeg nu mangler at sætte hak ud for, på den gule seddel jeg har hængende over køkkenvasken. Det er de fire sværeste jeg har gemt til sidst, så hvis jeg når én om dagen, er jeg tilfreds.
Men det betyder vist at jeg ikke får leget så meget turist, og får set så meget af området, som jeg havde håbet. Jeg planlægger en tur med mine vildt flinke amerikanske naboer, billedkunstneren Nancy McCallum og hendes rastløse mand Kim, op til Paestum en af dagene, men det bliver vist alt den sightseeing jeg får nået i denne omgang. Til gengæld er jeg også ret sikker på at det ikke bliver sidste gang jeg er i lejlighederne her i Ascea. Jeg tror jeg har opført mig pænt, så forhåbentlig får jeg muligheden for at vende tilbage igen senere, måske allerede til foråret?

Salerno

Salerno er både navnet på provinsen, vi bor i, og på provinsens hovedby. Den blev smadret til grus, da de allierede gik i land her i 1943. Gadernes forløb i den gamle bydel virker nu originale nok. Det er en moderne storby, med gevaldig industrihavn, lang eksklusiv havnepromenade, mange lækre tøj- og skobutikker, ranke hundeluftende bøsser med perfekte, smalle bakkenbarter og enorme, metroseksuelle solbriller. En råkold vind blæser ind fra havet: Stilbevidste italienere med dynejakker og ørevarmere.

Domkirken, Duomoen, var ifølge vor guidebog ’et par minutter værd’. Vi brugte lidt mere. Den er lys og venlig og velkommende, i modsætning til mange spanske kirker, for eksempel, der er mørke og dystre. Gulvet hældede en anelse, som om man ligesom gik OP mod Gud. Forbi de store alter-altaner, hævet op på yndige byzantinske søjler, der mimer Cordoba og Ravello.

Hjemmebryg, forte

Og så gik vi en tur, min smukke kæreste og jeg, sådan en lørdag eftermiddag, ned ad de stejle, krumme gader mod havet. I byens udkant begyndte markerne i baghaverne, træer med oliven og vin. De hævder at nogle af oliventræerne er 2000 år gamle. Man kan se at de har været brændt ned, en eller flere gange, men at træerne har været så stædige at de derefter bare har groet videre udenpå den brændte stub. Den sidste uge har de lagt farvestrålende net ud under alle deres oliventræer, til at gribe de nedfaldne sorte og grønne oliven.

Vi hilste buongiorno til en ældre herre, der kom trissende med en trillebør af træ. Han hilste pænt igen, og stoppede op for at snakke. Vi spurgte om vej til rådhuset, han kunne tysk, han svarede velvilligt igen. På hans trillebør lå der en halv snes blandede flasker med vin. Det var hans egne, fortalte han; han havde våde øjne, allerede, måske var han træt inden siestaen, eller efter at have prøvesmagt vinen. I skal da prøvesmage en af vinene, sagde han, og holdt en af dem op foran os. Den var hældt i en gammel olieflaske med skruelåg. Den var lidt beskidt. Vi tøvede lidt. Prøv nu, nødede han igen, og smilede med de våde øjne. Der flød lidt rundt i toppen af flasken. Jeg smagte prøvende, den smagte stærkt. Min kæreste takkede pænt nej. Forte!, smilede jeg og rakte den tilbage til ham. Han nikkede skummelt. Vi spurgte hvor meget han tog for dem. Nix!, smilede han. Vi trykkede hånd og gik derfra med hans hjemmebryg.

Nu har jeg prøvet den. Den smager mest af ufortyndet saftevand med snaps.

Tramonto

Betyder ‘solnedgang’ og er også en del af dagens rutine. Når kl. er ca. kvart over seks begynder solen at gå ned. Så sætter jeg mig på terrassen og holder fyraften med et glas vin. Det går stærkt, når blodappelsinen rammer horisontlinjen, og snart efter drukner. Så er den halv. Så en kalot. Så kun en kontaktlinse. Så er den væk, nede over Korsika et sted. Puf!
Der lyder en forkølet messen fra en højtaler på et nærliggende kloster, og de omkringflistrende fugle klikker som geigertællere. Snart efter er de væk, flagermusene tager over, de basker lige foran min næse.
Så klimter klostret syv, og havet er allerede sort som kaffe. Mørket falder hurtigt på hernede, ja, det decideret FALDER. Gadonk. Lidt som når lyset dæmpes i en biograf.
Månen hænger og glor, tiltagende og spids. Ligner Guds gloende tånegl.

Postkort fra Ascea

Jeg har det pragtfuldt hernede. Ascea - som udtales Ashea og ikke Askea, som jeg ellers har gået og kaldt det overfor alle - er en charmerende lille by, hvor alle hilser boungiorno til hinanden. Gyderne er stejle og stemningsfyldte, og der er små butikker, der ligner noget fra 1950‘erne. Folk er venlige og nysgerrige, men taler ABSOLUT intet andet end haandsprogs-italiensk. Værtsparret er virkelig flinke, og mine amerikanske naboer, og de tog mig med til fernisering i den lokale kunstklub forleden, hvilket var et interessant indblik i kunstnermiljøet hernede. I går var vi til kastanjefest i en lille bjergby.
Det bedste er helt sikkert min terrasse, den bliver jeg sent træt af. Jeg kan se mange, mange kilometre omkring, og sidde derude med min bærbare, undtagen når solen er for stærk. Jeg har været flittig indtil videre, er nået ca. halvvejs med redigeringen af novellerne, og er endda begyndt at skrive på noget nyt, der muligvis er ansatsen til en ny roman.
Jeg har ikke fået set så meget endnu, men i morgen kommer min dejlige kæreste, og så skal der også holdes lidt ferie.

Middelhavet

Nyder jeg helst på afstand. Middelhavet har aldrig generet mig, så kan jeg ikke se hvorfor jeg skulle genere det.

Til Italien

Imorgen har jeg det sidste kursus i denne omgang, og så skal jeg afsted til Italien. Jeg skal bo i en lille legatlejlighed i den lille by Ascea, 150 km syd for Napoli. Lejligheden er i to etager, og har en terasse med udsigt over Middelhavet.

Jeg har aldrig været sydligere end Pompeji, så det virker eksotisk. Syditalien skulle være så uciviliseret, dekadent og mafiøst. Det glæder jeg mig til at finde ud af om passer. Jeg skal være væk i tre uger, den første og den sidste alene.

Opgaven er at redigere min novellesamling igennem. Arbejdstitlen er "Agtigt", og det er den som jeg har fået legatet til at gøre færdig, og som jeg har snakket med et forlag om. Det er denne redaktørs kommentarer jeg skal fifle rundt med.

Men jeg skal altså også bare afstresses og nedslappes. Sidde og slumre på terrassen med en grappa.

Radio España, Palma de Mallorca

Vedr. tyrefægtning

De viser tyrefægtning på Canal Sur. Det slår mig, at det der slår mig ikke er volden, blodet i solen, døden om eftermiddagen, men DETALJERNE omkring det. Det er tyrens tunge, der hænger mere og mere slapt ud af kæften på den. Det er Danone, der har sponsoreret transmissionen og de præsenterer hele tiden små tegnefilm om deres produkter. (Blod og ymer.) Dragten, der fremhæver de unge tyrefægterers stramme balder. Kameraet, der igen og igen zoomer ind på hans forældre på de billige pladser, faren videofilmer med et apatisk ansigtsudtryk. Tyrefægterens fantastiske dragt med gajolhatten og det lille slips, kontrast til hans træner i joggingdragt. Alle tyrefægterne gør det samme fjollede med munden, de pruster og stikker underlæben ud som ladet på en 3x34.

Vedr. audioguides

Man føler sig fjollet med audioguiden mod øret på Andalusiens største attraktioner. Og det kan nok være lige i overkanten med fikseringen på de mange årstal og den naive korrekthed. Men egentlig stemmer jeg for audioguides. Det giver et godt input, som mange rejsende reelt ikke selv får støvet op, og derved hæver det besøgets værdi betragteligt. Og det med at det er on-the-spot, kan godt, når det er serveret ordentligt, give et lille sug i maven. Hér ligger Colombus, lige hér, HER HER HER! LIGE foran dig, nu! Ræk hånden ud og rør ved historien.
Faren er selvfølgelig ensretningen. Alle ser præcis det samme, går den samme rute, som en skattejagt, fra et til to til tre, se derhen, se op, se ned.
Bedst er det faktisk at DELE (gerne med en dejlig pige). Så kan man mellem info-portionerne fra audioguiden ”kede sig”, lægge mærke til egne detaljer. Denne kombination vinder.

Vedr. barnedåb

De siger på audioguiden, at ”the baptismo washes away the baby’s original sin”, og jeg er ved at snuble. Fint nok, katolicisme, men dén der køber jeg altså ikke. Jeg nægter at tro på at en nyfødt baby kan være syndig…

Vrisne refleksioner foran turistattraktioner

Lyden af dagens tredje digitalkamera som en spansk skoleelev taber på Mezquitaens kolde marmorgulv, ekkoet af mors og fars skældud derhjemmefra; batterierne, der triller hen ad gulvet, et af dem ind under afmærkningen til en 1500-tals prosessionsjavertus. Hobevis af unger og turister kommer ind i Mezquitaens skatkammer - vi orienterer os ikke engang, holder blot digi-kameraet op foran sanserne og fyrer af, videre, hvad er det næste? Så kan vi nyde skønheden derhjemme, hvis vi nogensinde får det gjort; eller i hvert fald dokumentere at vi var her. Men kan vi så huske hvor fotoene er taget? (Det ville være skægt at snige et billede af Tut-Ank-Amons maske ind på deres kameraer!) Og hvad siger skatkammerets vidundere til det, til dagligt at blive fotograferet af 8.000 mennesker, men kun set af 2.000? Og hvordan påvirker alt det unødvendige blitzlys mon de ældgamle skatte? Tog en arabisk kunstner fra 1500-tallet mon højde for blitzlys, da han valgte sin lakering?

Andalusiske anbefalinger

Lækker tapasrestaurant i Córdoba: Taberna Salinas, Tundidores 3 ved Palaza Corredera
Godt, venligt, rent hostal i Córdoba: Santa Ana, Calle Corregidor Luis de la Cerda 25 nær Mezquitaen
Nyt, venligt, rent hotel i Malaga: Hotel Atarazanas, Calle Atarazanas 19 ved Alameda’en
Venligt, rent hostal i Sevilla: Hostal Paris ved Museo Belles Artes

Córdoba

Herlige semi-mauriske tapas i de labyrintiske, lyse gader i det joediske kvarter. Udsigt fra tagterrassen til markerne bag forstaederne. Guadalquivir, der moeffer sig gennem byen, med et roligt swung, under de meget forskellige broer.

"Córdoba er ikke mere end én dag vaerd. Jeg blev noedt til at se Mezquitaen to dage for at faa tiden til at gaa." Bullshit, der er ikke nogen by, man kan goere "faerdig" paa en dag, sandsynligvis heller ikke paa et helt liv.

Dejligt dejligt dejligt!

Nedenunder har jeg lagt et stykke ud af en tekst jeg sidder og arbejder på for tiden. Det er noget mærkeligt noget. Det gi'r sikkert ikke megen mening, men jeg morer mig med det. Det er noget work-in-progress og arbejdstitlen er "Dejligt dejligt dejligt!".