Vrisne refleksioner foran turistattraktioner

Lyden af dagens tredje digitalkamera som en spansk skoleelev taber på Mezquitaens kolde marmorgulv, ekkoet af mors og fars skældud derhjemmefra; batterierne, der triller hen ad gulvet, et af dem ind under afmærkningen til en 1500-tals prosessionsjavertus. Hobevis af unger og turister kommer ind i Mezquitaens skatkammer - vi orienterer os ikke engang, holder blot digi-kameraet op foran sanserne og fyrer af, videre, hvad er det næste? Så kan vi nyde skønheden derhjemme, hvis vi nogensinde får det gjort; eller i hvert fald dokumentere at vi var her. Men kan vi så huske hvor fotoene er taget? (Det ville være skægt at snige et billede af Tut-Ank-Amons maske ind på deres kameraer!) Og hvad siger skatkammerets vidundere til det, til dagligt at blive fotograferet af 8.000 mennesker, men kun set af 2.000? Og hvordan påvirker alt det unødvendige blitzlys mon de ældgamle skatte? Tog en arabisk kunstner fra 1500-tallet mon højde for blitzlys, da han valgte sin lakering?