Hjemmebryg, forte

Og så gik vi en tur, min smukke kæreste og jeg, sådan en lørdag eftermiddag, ned ad de stejle, krumme gader mod havet. I byens udkant begyndte markerne i baghaverne, træer med oliven og vin. De hævder at nogle af oliventræerne er 2000 år gamle. Man kan se at de har været brændt ned, en eller flere gange, men at træerne har været så stædige at de derefter bare har groet videre udenpå den brændte stub. Den sidste uge har de lagt farvestrålende net ud under alle deres oliventræer, til at gribe de nedfaldne sorte og grønne oliven.

Vi hilste buongiorno til en ældre herre, der kom trissende med en trillebør af træ. Han hilste pænt igen, og stoppede op for at snakke. Vi spurgte om vej til rådhuset, han kunne tysk, han svarede velvilligt igen. På hans trillebør lå der en halv snes blandede flasker med vin. Det var hans egne, fortalte han; han havde våde øjne, allerede, måske var han træt inden siestaen, eller efter at have prøvesmagt vinen. I skal da prøvesmage en af vinene, sagde han, og holdt en af dem op foran os. Den var hældt i en gammel olieflaske med skruelåg. Den var lidt beskidt. Vi tøvede lidt. Prøv nu, nødede han igen, og smilede med de våde øjne. Der flød lidt rundt i toppen af flasken. Jeg smagte prøvende, den smagte stærkt. Min kæreste takkede pænt nej. Forte!, smilede jeg og rakte den tilbage til ham. Han nikkede skummelt. Vi spurgte hvor meget han tog for dem. Nix!, smilede han. Vi trykkede hånd og gik derfra med hans hjemmebryg.

Nu har jeg prøvet den. Den smager mest af ufortyndet saftevand med snaps.