torsdag, oktober 04, 2007

Kurser

Med min bog "22 tricks - om at skrive godt" i bagagen laver jeg kurser for tiden, kurser i kreativ skrivning for dansklærere. Havde det første i tirsdags, og det gik rigtig godt. De var entusiastiske og deltagende og kom selv frem med deres erfaringer, og det var spændende.

Jeg laver gerne flere kurser.

Jeg skal samtidig skrive en kommentar til bladet Folkeskolen. Den har jeg lige smidt afsted. De to aktiviteter går godt i spænd. Jeg bringer en lille snip her:

"Min kongstanke bag kurserne er netop den, at skabe et rum for fri fantasi, hvor alle kan være med, og ingen skal dunkes i hovedet. Hvor man kan slå fra sig på skrift, finde forløsningen og det skægge og vilde i sproget. Sproget skal ikke bare være et laboratorium, men også et puderum. Kan I huske det der puderum, der var på ens skolefritidsordning, hvor man gik ned for at afreagere, og kom tilbage og var helt udmattet, salig og ens trøje kradsede på ryggen?
Mange forfattere er (tidligere) bøller, drukkenbolte, charlataner, egoister, dem der sad bagest i klassen, men som har fundet et socialt acceptabelt sted at få afløb for deres aggression, traumer eller slet og ret bare deres krudt i røven.
Først og fremmest kan man - via gennemtænkte skriveøvelser m.m. - give eleverne en arena, nogle rammer, hvor de må gå bananas og råbe PRUT! I disse øvelser i den kreative fase er der ikke noget der er for vildt, for pjattet eller for mærkeligt. Siden hen kan man godt polere lidt på det, men endelig ikke i den vilde, indledende fase.
Især skyldes aggression tit at man har svært ved at sætte ord på sine følelser. Den evne kan i høj grad skærpes i dansktimerne."

7 Comments:

Anonymous Anonym said...

Det er alt, alt for sjældent, man siger charlatan efterhånden. Og flanør

9:27 AM  
Anonymous Anonym said...

Hvor lyder det BARE cool og altfavnende! Men også en anelse urealistisk. Kan du uddybe overfor en kvinde som mig, HVORDAN man kombinerer den stillesiddende interesse læse-skrivning er med at være en bølle?
Jeg lider (endnu) af den fordom at mange knægte gerne vil løbe rundt og spille fodbold fremfor at sætte sig ned og skrive noveller.
Og hvorledes spiller det sammen med det kedelige formål folkeren har med at lære ungerne at læse og skrive rigsdansk?
Dyb forundring med den bagerste række

12:29 PM  
Anonymous Anonym said...

Hey Anonym, Er det dig, der er Nina?

Det spiller ikke sammen. Fordi novelleskrivningen i folkeskolen er blevet feminiseret, gætter jeg på... Men det skal Oldrup nok få lavet om på

7:37 PM  
Anonymous Anonym said...

Anonym tit lig med Nina. Godt gættet Retaxes, som jeg antager er fra Grækenland?! Jeg er ude af stand til at huske mit log-ind, derfor er jeg som regel bare Anonym...
Mange gode hilsner fra Nina nu i Nordvest, ex-bibliotekar og kommende übernørd

8:28 PM  
Anonymous Anonym said...

Nej, jeg er fra Afrika. Du var ikke børnebogsbibliotekar, kan jeg næsten regne ud...

9:43 PM  
Blogger Thomas Oldrup said...

Godt spørgsmål, anonyme Nina. Med "bølle" og krudt i røven mener jeg den store gruppe af drenge, som tænker anderledes, er pjattede, godt kan lide at gøre tingene på deres egen måde og synes det der med grammatik og pæne analysemodeller måske ikke lige er dem. Den energi og insisteren på at gøre tingene på en anden måde, kan man snildt overfor til litteraturen, vel at mærke til den fase, hvor man må hitte på og komme op med sjove idéer. "Du kan være hvem som helst i denne omgang," som Dan Turèll skrev. Det kan godt være skideskægt. Fundamentalt set synes drengene i 6. og 7. klasse at det er supersjovt at skrive tekster, hvor de må skrive "lort" og hvor folk får hugget armene af. Det er ikke altid spændende at læse, men jeg kan se lyset i deres øjne nogen gange, fordi de MÅ det. Uden at de har fået besked på det, kommer de nogle gange tilbage dagen efter og har skrevet syv sider, fordi de syntes det var hammersjovt. Det er dén fornemmelse jeg sammenligner med et puderum, eller måske et endnu bedre billede: En hoppeborg.
Tak for kommentarerne.

11:39 AM  
Anonymous Anonym said...

Åhhhhhhh, sagde hun på en oplyst måde. Se, jeg hang jo trist nok fast i nogle kønsstereotyper. Og at børn nutildags ikke interesserer sig for andet end mærkevare-tøj, voldsforherligende spil og stoffer. Meget beroligende at ALTING kan være spændende for unge mennesker. (De er nok slet ikke så forskellige fra mig selv endda. Det bedste foredrag jeg nogensinde har været til handlede om mursten, men foredragsholderens begejstring og billeder og al-videnhed på området var så smittende.)
Oldrup, du er slet ingen flanør, men snarere end god oplyser og pædagog. På den FEDE måde.

5:23 PM  

Send en kommentar

<< Home