Reaktionært vrøvl

Jeg læste noget interessant i et såkaldt Writing Magazine, et engelsk fagblad, som en tidligere beboer har efterladt. Professor emeritus Harold Bloom fra Yale Universitet, udtaler at J. K. Rowlings og Stephen King er “equally bad writers, appropriate titans of our new Dark Age of the Screens: computer, motion pictures, TV.” Han opfordrer alle børn i alle aldre til i stedet at læse eller genlæse H. C. Andersen (ja, han nævner ham som den første), Dickens, Lewis Carroll eller Edward Lear.
Han fortsætter: “Nogle gange når jeg siger det offentligt, bliver jeg spurgt: Jamen, er det ikke bedre at læse Rowlings og King, og DEREFTER læse Andersen, Dickens, Carroll og Lear. Mit svar er pragmatisk: Vor tid her er begrænset. Du læser og genlæser nødvendigvis på bekostning af andre bøger.”
Det den gamle professor siger, synes jeg er noget arrogant og reaktionært vrøvl. Jeg er sådan set enig med ham i at der er noget litteratur der er bedre end andet litteratur. (Jeg har kun læst ganske lidt af både Rowlings, King, Dickens, og jeg må tilstå jeg slet ikke kender denne Edward Lear, og jeg vil ikke gå ind i en diskussion af hvad der er kanon eller ej.)
Jeg har netop stor respekt for Rowlings fordi jeg tror hun har fået børn m.m. til at læse, som ellers ikke læste en kæft. Jeg har en tro på at når disse “nye læsere” har gnavet sig tusindvis af sider om Potter, Da Vinci, ell.lign., netop ikke bare holder op med at læse. De begynder velsagtens at læse noget mere, læse nyt, læse andet, læse andre - ja, måske endda læse mig!
Jeg har ikke en fornemmelse af at der er et vist antal siders læsning til rådighed i et liv, og at man derfor bør starte med Ulysses. Rowlings og King får netop folk til at læse som ellers måske ville have set fjernsyn.
Derfor føler jeg - som B&U-forfatter - ikke at Rowlings tager brødet ud af min mund. Hun har bare inviteret mange flere unger over til bordet.
Eller er jeg naiv?