Smil!

Jeg bliver altid mærkeligt overrasket, når jeg læser ældre litteratur, der er virkelig skægt, når jeg finder mig selv fnisende over en joke, der er 50 eller 400 år gammel, eller for den sags skyld endnu ældre. Jeg tænker på det nu, fordi jeg er begyndt at læse Soyas “Sytten”, som er virkelig veloplagt og charmerende. Den er fra 1953. Jeg tænker på det med Soya, han er vel født omkring århundredskiftet (jeg har ikke nogen opslagsværker lige her), men også når jeg læser Voltaire, Holberg, Don Quijote, Shakespeare eller endda græske komedier.

Det er velsagtens dybt banalt, og som historiker burde man vel være tilpas koldhjertet til at det ikke kom bag på én, men: Hvor er det dog livsbekræftende, at en vittighed, at menneskets humor, kan skabe disse vildt lange smilende broer af forståelse henover adskillige generationer og århundreder!