Fragmenter af Københavner-historie

Jeg arbejder i december på en bestillingsopgave, en børnebog om Københavns historie. Er i den anledning ved at genlæse Hans Edvard Nørregård-Nielsens velskrevne og højtidsfulde ”Kongens København - En guldaldermosaik” (Gyldendal, 4. udg., 2000). Et effektivt stemningsbillede fra indledningen af bogen om guldalderen er det om selvmorderne, der dingler under Voldens eller Søndermarkens træer. ”Kadaverdisciplinen er iøjnefaldende, når der står, at en endnu sprællende mand ikke blev skåret ned, før den vagthavende officer var tilkaldt. Da sprællede manden ikke længere.” (s. 11). Nørregård-Nielsen bruger desværre ikke kildehenvisninger, men anekdoten er billedskabende og virkningsfuld, må man sige. Samme sted har jeg de to Kierkegaard-citater fra.

Kierkegaard om janteloven:

”Jeg er netop blevet til noget - og derfor er mit liv at betragte som forspildt her i København, hvor man kun kan leve lykkeligt og yderst behageligt så længe man er ingenting, her i København hvor der ikke siges stort andet end ondt om enhver der er noget, hvoraf åbenbart følger, at den der er ingenting med stolthed kan sige: Mig siges der intet ondt om.” (s. 37)

Kierkegaard om pøblen 1848:

”Enhver bevægelse og forandring der sker ved hjælp af 100.000 eller 10.000 eller 1.000 støjende og knurrende og brummende og jodlende mennesker (alt ligesom mavens knurren og vinde) er ’eo ipso’ usandhed, et falsum, et tilbageskridt… En mådelig regent er en meget bedre forfatning end dette abstraktum, 100.000 brummende umennesker… Hvad er dog det i en fortumlet tilstand at lade sig slå ihjel på kamppladsen, arm i arm med 1.000 andre, båret af opinionen, til syvende og sidst uden en eneste tanke, højst en uklar følelse.” (s. 63)