Reaktionært vrøvl

Jeg læste noget interessant i et såkaldt Writing Magazine, et engelsk fagblad, som en tidligere beboer har efterladt. Professor emeritus Harold Bloom fra Yale Universitet, udtaler at J. K. Rowlings og Stephen King er “equally bad writers, appropriate titans of our new Dark Age of the Screens: computer, motion pictures, TV.” Han opfordrer alle børn i alle aldre til i stedet at læse eller genlæse H. C. Andersen (ja, han nævner ham som den første), Dickens, Lewis Carroll eller Edward Lear.
Han fortsætter: “Nogle gange når jeg siger det offentligt, bliver jeg spurgt: Jamen, er det ikke bedre at læse Rowlings og King, og DEREFTER læse Andersen, Dickens, Carroll og Lear. Mit svar er pragmatisk: Vor tid her er begrænset. Du læser og genlæser nødvendigvis på bekostning af andre bøger.”
Det den gamle professor siger, synes jeg er noget arrogant og reaktionært vrøvl. Jeg er sådan set enig med ham i at der er noget litteratur der er bedre end andet litteratur. (Jeg har kun læst ganske lidt af både Rowlings, King, Dickens, og jeg må tilstå jeg slet ikke kender denne Edward Lear, og jeg vil ikke gå ind i en diskussion af hvad der er kanon eller ej.)
Jeg har netop stor respekt for Rowlings fordi jeg tror hun har fået børn m.m. til at læse, som ellers ikke læste en kæft. Jeg har en tro på at når disse “nye læsere” har gnavet sig tusindvis af sider om Potter, Da Vinci, ell.lign., netop ikke bare holder op med at læse. De begynder velsagtens at læse noget mere, læse nyt, læse andet, læse andre - ja, måske endda læse mig!
Jeg har ikke en fornemmelse af at der er et vist antal siders læsning til rådighed i et liv, og at man derfor bør starte med Ulysses. Rowlings og King får netop folk til at læse som ellers måske ville have set fjernsyn.
Derfor føler jeg - som B&U-forfatter - ikke at Rowlings tager brødet ud af min mund. Hun har bare inviteret mange flere unger over til bordet.
Eller er jeg naiv?

Paestum

Er den største udgravning af de bedst bevarede græske templer i hele verden, inkl Grækenland. Hamrende idyllisk. Som sædvanligt var det er ikke de smukke og enorme tre templer, der fascinerede mig mest, men de små ting:
Hjulsporene i gaderne, som i Pompeji.
Det at de i 1950’erne udgravede en stribe krukker i en grav, nogle af dem tillukkede med voks. Da de kradsede voksen af, kunne de stadig svagt dufte honningen i bunden af krukken, og den var stadig blød. Krukkerne blev lukket for 2.200 år siden.
De fine tegninger på museet fra gravenes indersider, af en udspringer, af løsslupne symposier, af gladiatorer, bl.a. en gladiatorkamp mellem en kvinde og en sort mand.
De to amerikanere jeg gik forbi, der stod foran en statue iklædt et brystværn med svastikaer på, den ene sagde til den anden: “Oh! I didn’t know that nazism was THAT old?“
Den lille ukommenterede votiv-gave, forestillende den kæreste flyvende, lille pik - læg mærke til at den endda har en lille pik selv, så man ikke tager fejl af at det altså er en han-pik og ikke en hun-pik! Den kunne jeg ikke stå for…

Amalfi

Kørte op ad Amalfi-kysten med mine amerikanske naboer. Kim viste sig at køre som Hunter S. Thompson på en dårlig dag! Der var så smukt at man næsten fik ondt i øjnene. Husene i technicolor, der ligger som trappetrin op og ned af de stejle klipper, vejen der slynger sig ind og ud af vilde kløfter. Men ligesom en lækker italienerinde i en storby, kan man godt fornemme at kysten udmærket ved den er noget særligt. Den har ligesom næsen i sky. Den struttede. Selvom vi er et stenkast udenfor sæsonen var priserne de tredobbelte af dem her i byen. Dyr, men lækker lasagne i Positano i bragende solskin og ditto udsigt.

Mussolini på flaske

På mange måder virker det som om italienerne slet ikke har haft noget opgør med deres fortid i form af Mussolini. Hvordan kan det være man kan købe vin med Il Duce på etiketten? Kunne man forestille sig Tyskland, Spanien eller andre steder smide deres tidligere diktatorer på flaske?

Postkort fra Ascea II

Det var lidt svært, lige at vende tilbage, komme ind i projektet igen, efter at jeg blev efterladt solo hernede. Det tog et par dage, men nu er den der igen. Jeg har fundet tilbage til roen og inspirationen.
Arbejdet skrider fint fremad. Jeg havde 20 noveller med, som jeg gerne ville redigere (mere eller mindre radikalt). Der er kun fire, som jeg nu mangler at sætte hak ud for, på den gule seddel jeg har hængende over køkkenvasken. Det er de fire sværeste jeg har gemt til sidst, så hvis jeg når én om dagen, er jeg tilfreds.
Men det betyder vist at jeg ikke får leget så meget turist, og får set så meget af området, som jeg havde håbet. Jeg planlægger en tur med mine vildt flinke amerikanske naboer, billedkunstneren Nancy McCallum og hendes rastløse mand Kim, op til Paestum en af dagene, men det bliver vist alt den sightseeing jeg får nået i denne omgang. Til gengæld er jeg også ret sikker på at det ikke bliver sidste gang jeg er i lejlighederne her i Ascea. Jeg tror jeg har opført mig pænt, så forhåbentlig får jeg muligheden for at vende tilbage igen senere, måske allerede til foråret?

Smil!

Jeg bliver altid mærkeligt overrasket, når jeg læser ældre litteratur, der er virkelig skægt, når jeg finder mig selv fnisende over en joke, der er 50 eller 400 år gammel, eller for den sags skyld endnu ældre. Jeg tænker på det nu, fordi jeg er begyndt at læse Soyas “Sytten”, som er virkelig veloplagt og charmerende. Den er fra 1953. Jeg tænker på det med Soya, han er vel født omkring århundredskiftet (jeg har ikke nogen opslagsværker lige her), men også når jeg læser Voltaire, Holberg, Don Quijote, Shakespeare eller endda græske komedier.

Det er velsagtens dybt banalt, og som historiker burde man vel være tilpas koldhjertet til at det ikke kom bag på én, men: Hvor er det dog livsbekræftende, at en vittighed, at menneskets humor, kan skabe disse vildt lange smilende broer af forståelse henover adskillige generationer og århundreder!

Ulla Henningsen

Jeg må altså anbefale Ulla Henningsens nye album, “Skønne spildte dage”, som jeg grovhører hernede. Hun har guddødeme personality. Det er fordanskede versioner af en stribe numre af forskellige kunstnere. Der er et par skæverter iblandt, men også nogle virkelig fantastiske numre. Bl.a. af et af mine yndlingsnumre, Bob Dylans “Standing by the doorway”.

“Jeg spiser og jeg drikker - og jeg tager en lur
Jeg lever det simple liv
Hvis kødet falder af mit fjæs
er der ingen, som hjælper mig
Det betyder så meget
Selv det letteste klem

Der er ingenting vundet
Ved nogen forklaring
Ingen ord skal blive sagt

Du lod mig stå
Grædende i døren
I solens mørkeland”

Fantastiske boeger

Så har jeg læst Dennis Gade Kofods spritnye roman “Nexø Trawl”. Den er kraftfuld og velskrevet som ind i helvede, vildt anbefalelsesværdig. Et “klassegennembrud” kaldte Jyllandsposten den. Forbandet tæt på en generationsroman, kan jeg tilføje. Noget, der slog mig da jeg læste den var de magisk-realistiske elementer i den, som der også var i hans sidste, “Brøndtjætten”. Det er der jo også i Knud Romers “Den som blinker er bange for døden”, som jeg læste i sidste uge. Nu tænker jeg: Er der tale om en slags trend i ny dansk romanlitteratur, magisk realisme fra den danske provins? En efterlysning: Er der nogen, der kender andre eksempler på nyere dansk litteratur, der både foregår i provinsen og har magisk-realistiske elementer? Jeg er i færd med at skrive noget om det.

Salerno

Salerno er både navnet på provinsen, vi bor i, og på provinsens hovedby. Den blev smadret til grus, da de allierede gik i land her i 1943. Gadernes forløb i den gamle bydel virker nu originale nok. Det er en moderne storby, med gevaldig industrihavn, lang eksklusiv havnepromenade, mange lækre tøj- og skobutikker, ranke hundeluftende bøsser med perfekte, smalle bakkenbarter og enorme, metroseksuelle solbriller. En råkold vind blæser ind fra havet: Stilbevidste italienere med dynejakker og ørevarmere.

Domkirken, Duomoen, var ifølge vor guidebog ’et par minutter værd’. Vi brugte lidt mere. Den er lys og venlig og velkommende, i modsætning til mange spanske kirker, for eksempel, der er mørke og dystre. Gulvet hældede en anelse, som om man ligesom gik OP mod Gud. Forbi de store alter-altaner, hævet op på yndige byzantinske søjler, der mimer Cordoba og Ravello.

Hjemmebryg, forte

Og så gik vi en tur, min smukke kæreste og jeg, sådan en lørdag eftermiddag, ned ad de stejle, krumme gader mod havet. I byens udkant begyndte markerne i baghaverne, træer med oliven og vin. De hævder at nogle af oliventræerne er 2000 år gamle. Man kan se at de har været brændt ned, en eller flere gange, men at træerne har været så stædige at de derefter bare har groet videre udenpå den brændte stub. Den sidste uge har de lagt farvestrålende net ud under alle deres oliventræer, til at gribe de nedfaldne sorte og grønne oliven.

Vi hilste buongiorno til en ældre herre, der kom trissende med en trillebør af træ. Han hilste pænt igen, og stoppede op for at snakke. Vi spurgte om vej til rådhuset, han kunne tysk, han svarede velvilligt igen. På hans trillebør lå der en halv snes blandede flasker med vin. Det var hans egne, fortalte han; han havde våde øjne, allerede, måske var han træt inden siestaen, eller efter at have prøvesmagt vinen. I skal da prøvesmage en af vinene, sagde han, og holdt en af dem op foran os. Den var hældt i en gammel olieflaske med skruelåg. Den var lidt beskidt. Vi tøvede lidt. Prøv nu, nødede han igen, og smilede med de våde øjne. Der flød lidt rundt i toppen af flasken. Jeg smagte prøvende, den smagte stærkt. Min kæreste takkede pænt nej. Forte!, smilede jeg og rakte den tilbage til ham. Han nikkede skummelt. Vi spurgte hvor meget han tog for dem. Nix!, smilede han. Vi trykkede hånd og gik derfra med hans hjemmebryg.

Nu har jeg prøvet den. Den smager mest af ufortyndet saftevand med snaps.

Tramonto

Betyder ‘solnedgang’ og er også en del af dagens rutine. Når kl. er ca. kvart over seks begynder solen at gå ned. Så sætter jeg mig på terrassen og holder fyraften med et glas vin. Det går stærkt, når blodappelsinen rammer horisontlinjen, og snart efter drukner. Så er den halv. Så en kalot. Så kun en kontaktlinse. Så er den væk, nede over Korsika et sted. Puf!
Der lyder en forkølet messen fra en højtaler på et nærliggende kloster, og de omkringflistrende fugle klikker som geigertællere. Snart efter er de væk, flagermusene tager over, de basker lige foran min næse.
Så klimter klostret syv, og havet er allerede sort som kaffe. Mørket falder hurtigt på hernede, ja, det decideret FALDER. Gadonk. Lidt som når lyset dæmpes i en biograf.
Månen hænger og glor, tiltagende og spids. Ligner Guds gloende tånegl.

Skrivende

Det er så dejligt at være skrivende igen. Det fylder mig op, på en boblende måde, og gør mig fokuseret og træt på en måde, der føles sund. Som to gamle venner, der har været væk fra hinanden, men bare falder i hak med det samme.

Nyt

“Der kan ikke vokse noget nyt og anderledes frem, hvis man ikke giver plads til at det kan ske.”- Bertill Nordahl

Naja Marie Aidt: “Bavian”

15 skarpe noveller. De er hårde og kontante, der er noget på spil, og mange af dem er ubehagelige. Der er ikke noget fint, feminint eller feel-good hér. Aidt lægger ikke fingrene imellem, det handler om tilfældighed, panik, ensomhed, sygdom og død, men også om stor kærlighed, stædigt håb og usløret sex. Og hun skriver lige troværdigt hvad end det drejer som mandlige som kvindelige hovedpersoner. Kvaliteten svinger lidt mellem novellerne, de længste er de bedste, men generelt er de rigtig, rigtig gode.

Knud Romer: “Den som blinker er bange for døden”

Så fik jeg også læst den, muligvis som den sidste. Du godeste, han kan skrive. Det er en frygtelig bog, modig, hudløs, følsom, bitter og forkrampet. Man gjorde en Knud fortræd. Han har et vidunderligt sprog, hvis ikke den var så forbandet velskrevet ville den næsten slet ikke være til at holde ud. Der er et stærkt persongalleri, der af og til nærmer sig det absurde, med et drys af Tom Waits’ stædige og uduelige skæbner. Bogen er glimrende som et slægts- og egnshistorisk indlæg, ca. fra århundredeskiftet og frem. Billedet af det normale, det kedelige, det karakterløse land.

Det magisk/realistiske titter frem flere steder. De supplerer fint den drømmende hovedpersons flugt fra virkeligheden. Ikke at utrolige elementer nødvendigvis skal legitimeres rationelt i handlingen, men i denne her bog går det fint i spænd.

Bogens skæbne taget i betragtning faldt jeg over en morsom sætning. Svage læsere har jo været irriteret over de “uærlige” selvbiografiske træk, legen med Sandheden og det skånelsesløse billede af Nykøbing Falster, og har overset ordet “Roman” på bogens forside. Det er da Knüdchens farfar åbner en biograf i provinsen, og alle gæsterne skræmmes væk, da filmen viser en fisker der dør. Da skriver han: “Farfar havde for længst opgivet at forklare, at det bare var en film…” (s. 30). Meget apropos. Knud havde for længst opgivet at forklare, at det bare var en bog.

Postkort fra Ascea

Jeg har det pragtfuldt hernede. Ascea - som udtales Ashea og ikke Askea, som jeg ellers har gået og kaldt det overfor alle - er en charmerende lille by, hvor alle hilser boungiorno til hinanden. Gyderne er stejle og stemningsfyldte, og der er små butikker, der ligner noget fra 1950‘erne. Folk er venlige og nysgerrige, men taler ABSOLUT intet andet end haandsprogs-italiensk. Værtsparret er virkelig flinke, og mine amerikanske naboer, og de tog mig med til fernisering i den lokale kunstklub forleden, hvilket var et interessant indblik i kunstnermiljøet hernede. I går var vi til kastanjefest i en lille bjergby.
Det bedste er helt sikkert min terrasse, den bliver jeg sent træt af. Jeg kan se mange, mange kilometre omkring, og sidde derude med min bærbare, undtagen når solen er for stærk. Jeg har været flittig indtil videre, er nået ca. halvvejs med redigeringen af novellerne, og er endda begyndt at skrive på noget nyt, der muligvis er ansatsen til en ny roman.
Jeg har ikke fået set så meget endnu, men i morgen kommer min dejlige kæreste, og så skal der også holdes lidt ferie.

Middelhavet

Nyder jeg helst på afstand. Middelhavet har aldrig generet mig, så kan jeg ikke se hvorfor jeg skulle genere det.

Til Italien

Imorgen har jeg det sidste kursus i denne omgang, og så skal jeg afsted til Italien. Jeg skal bo i en lille legatlejlighed i den lille by Ascea, 150 km syd for Napoli. Lejligheden er i to etager, og har en terasse med udsigt over Middelhavet.

Jeg har aldrig været sydligere end Pompeji, så det virker eksotisk. Syditalien skulle være så uciviliseret, dekadent og mafiøst. Det glæder jeg mig til at finde ud af om passer. Jeg skal være væk i tre uger, den første og den sidste alene.

Opgaven er at redigere min novellesamling igennem. Arbejdstitlen er "Agtigt", og det er den som jeg har fået legatet til at gøre færdig, og som jeg har snakket med et forlag om. Det er denne redaktørs kommentarer jeg skal fifle rundt med.

Men jeg skal altså også bare afstresses og nedslappes. Sidde og slumre på terrassen med en grappa.

De originale Muhammed-tegninger

På forsiden af Nyhedsavisen igår kunne man læse at ingen har vist interesse for de tolv originale Muhammed-tegninger. Kun én af dem, Franz Füchsels, er angiveligt blevet købt for 15.000 kr. af en buschauffør.
Professor i historie på RUC, Claus Bryld, udtaler at de 12 karikaturer "må og skal" bevares. Fordi de originale tegninger er nødvendige, når man i fremtiden ønsker at forske i krisen. Det er lektor Niels Kayser Nielsen fra Aarhus Universitet enig i.

Det er klart at samlere har en interesse i de originale tegninger. (Jeg hørte igår om en fyr, der for nyligt havde købt hin udgave af Jyllandsposten den 30. september 2005 for 180 kr. i Den Blå Avis) Men som historisk kilde har de originale tegninger ingen interesse whatsoever. Det var netop reaktionen på trykningen af tegningerne, der var vigtig. Ikke den enkelte konkrete tegnings kunstneriske værdi.
Jeg synes udtalelserne fra Claus Bryld og hans århusianske kollega er udtryk for et materielt kildesyn, der er ualmindeligt gammeldags. Eller er jeg helt gal på den?

Det værste, der nogen sinde er sket i Danmark

“Hvem af dem er det mon, justitsministerinden taler om, når hun siger, at terrorsagen fra Odense er “det værste, der nogen sinde er sket i Danmark”?... Hvad snakker hun om? Hvad med 1864? Københavns bombardement? Butragueno og 1-5 mod Spanien i Mexico? Halland og Blekinge og snaphanerne og gøngerne? Det stockholmske blodbad og Christian IV på Trefoldigheden? Hvad snakker hun om? Der er jo ikke sket noget som helst.”

- Peter Laugesen i Information (hapset fra Dennis G. K.)

Skrivelyst

Min bog "22 tricks - om at skrive godt" er anmeldt i det nye nummer af bladet Skrivelyst, som er et charmerende medlemsblad for foreningen HUF, Håbefulde Unge Forfattere. (Hvornår holder man nogensinde op med at være en håbefuld, ung forfatter?) Anmelderen, Nicole Boyle Rødtnes, roser bogen vældig meget og skriver bl.a.:

"...en god startbog for personer, der mangler nogle konkrete tricks og øvelser at gå i gang med... Samlet set synes jeg, at bogen er god og lever op til sin beskrivelse som lynkursus i skrivekunsten. Køb den, hvis du vil have en hurtig og lettilgængelig gennemgang af de grundlæggende elementer i skrivekunsten." Det kan man fx gøre hér.

Kurser

Med min bog "22 tricks - om at skrive godt" i bagagen laver jeg kurser for tiden, kurser i kreativ skrivning for dansklærere. Havde det første i tirsdags, og det gik rigtig godt. De var entusiastiske og deltagende og kom selv frem med deres erfaringer, og det var spændende.

Jeg laver gerne flere kurser.

Jeg skal samtidig skrive en kommentar til bladet Folkeskolen. Den har jeg lige smidt afsted. De to aktiviteter går godt i spænd. Jeg bringer en lille snip her:

"Min kongstanke bag kurserne er netop den, at skabe et rum for fri fantasi, hvor alle kan være med, og ingen skal dunkes i hovedet. Hvor man kan slå fra sig på skrift, finde forløsningen og det skægge og vilde i sproget. Sproget skal ikke bare være et laboratorium, men også et puderum. Kan I huske det der puderum, der var på ens skolefritidsordning, hvor man gik ned for at afreagere, og kom tilbage og var helt udmattet, salig og ens trøje kradsede på ryggen?
Mange forfattere er (tidligere) bøller, drukkenbolte, charlataner, egoister, dem der sad bagest i klassen, men som har fundet et socialt acceptabelt sted at få afløb for deres aggression, traumer eller slet og ret bare deres krudt i røven.
Først og fremmest kan man - via gennemtænkte skriveøvelser m.m. - give eleverne en arena, nogle rammer, hvor de må gå bananas og råbe PRUT! I disse øvelser i den kreative fase er der ikke noget der er for vildt, for pjattet eller for mærkeligt. Siden hen kan man godt polere lidt på det, men endelig ikke i den vilde, indledende fase.
Især skyldes aggression tit at man har svært ved at sætte ord på sine følelser. Den evne kan i høj grad skærpes i dansktimerne."

Down By Law

Citat fra en af mine yndlingsfilm, Jim Jarmuschs Down By Law, som jeg skal se igen i aften:

Bobbie: "You always makin' big plans for tomorrow. You know why? Because you always fuckin' up today."