Mådelige blottelser

"Vore kvinders klædedragt er nu sikkert mere smagfuld end forhen. Dette ædle, simple hårpynt, denne mådelige blottelse af en skøn hals, disse ubedækkede, smukke arme, disse behagelige snit og lette kast af tynde klæder. Dette, og mere som er modens værk, er ikke alene behageligt, det er yndefuldt for kunstneren og for enhver mand af smag."

Således skriver tidsskriftet Penia, nr. 1, 1806.

Amadeus: Geniets fjantede latter

I perioden lever det frivole lige ved siden af det fine. Det livsglade samtidig med det farlige og dystre. Ganske godt illustreret af Milos Foremans film, ”Amadeus” fra 1984. Alle der har set den husker Mozarts skabede latter, et billede på det letbenede og fjollede. (Latteren er i øvrigt baseret på samtidige breve, har jeg læst mig til på nettet, der beskriver Mozarts egen latter som "an infectious giddy" og "like metal scraping glass".) Det er det vulgære, det folkelige, det fjantede, det fjollede KONTRA det fine, alvorlige, skrøbelige; det guddommelige, om man vil.
Navnet, Amadeus, betyder netop elsket af Gud - elsket af Gud, samtidig med at han sprutter og prutter. Mozart (1756-91) blev døbt Chrysostomus Wolfgangus Theophilus Mozart, uden noget Amadeus. Først senere i livet skiftede han Theophilus ud med det latinske Amadeus. Begge betyder ”elsket af Gud”, og er sådan set en udmærket titel til filmen, der netop handler om mandens profane liv og hans gudgivne talent.

”Folk er så ædle, så man skulle tro de sked marmor!,” udbryder han i filmen. ”Tilgiv mig, deres majestæt. Jeg er en vulgær mand. Men jeg forsikrer Dem, det er min kunst ikke.”

Skønlitteraturen og pornografien fra perioden viser os det samme, det legesyge sammen med det ophøjede. Det er et af de mange herligt selvmodsigende elementer fra tiden, ligeså selvmodsigende som Janus-masken, der også spiller en rolle i filmen, med en smilende maske på den ene side og en sur maske på den anden.

Den døde væverske

"En anden historie, ligeledes om drømme, har min salige moder Maren Espensdatter fortalt, som også er sandfærdig. Hendes moder hed Dorte Gundesdatter, hun vævede af de gammeldags tvundne sengeklæder, hvori fugle og dyr og meget andet af adskillige farver blev vævet. Da hun døde, da fandtes ingen på mange mile nær Svanfolk, hvor hun boede, der kunne væve af denne slags. Og ingen af hendes pigebørn, som var fire, havde lært det af hende, såsom de var unge og fra hende ude hos anden at tjene, undtagen den ældste datter, som hed Margrethe, hun kunne noget dermed, men ikke fuldkommelig. Thi klagede hun sig sådan og fortrød, at hun ikke havde givet agt derpå, mens moderen levede, at hun kunne have lært det, så som denne slags klæder var allesteds brugeligt og begærlige. Hvad ske her, hun drømte en nat, at hendes moder kom til hende og lærte hende, hvorledes hun skulle bære sig ad med disse sengeklæder i alle måder, og siden denne dag vævede hun dem til sin dødsdag. Hun boede i Skibsted og blev gammel, før hun døde, hendes mand hed Oluf Pedersen, en hollandsfarer, de havde to sønner, Espen og Peder. Espen boede i Rebild og døde 1735, velaldret."

Jeg er på jagt efter kilder om sex, køn og kærlighed i danske erindringer fra slut-1700-tallet. Undervejs falder jeg over mange skægge små sidehistorier. Denne her er fra den såkaldte "Rokkedrejerbogen" (s. 59), udgivet af Peter Riismøller 1972.

Baggesen

Jeg læser Jens Baggesen. Baggesen foretrak at elske kvinder, som han vidste han aldrig ville kunne komme i seng med. Han mente derved at tilbede det himmelsk jomfruelige. Ved at holde det kropslige nede, håbede han så at sige at safterne ville stige ham helt til hovedet.

I hans hovedværk ”Labyrinten”, rejseromanen fra 1789, er der et afsnit, hvor han eksplicit flirter med en pige på en flydebro, men han lader hende gå, skønt hun lader til at være interesseret i ham. I det efterfølgende kapitel spørger forfatteren sig selv: ”Lever vi ikke i en alt for fornuftig, sindig og alvorlig tid til at opholde hinanden med spøgefulde småting?” Det har været den sædvanligvis alvorlige og ekstremt følsomme unge Baggesens egen tanke. Svaret har han selv kunnet nå frem til: I et år, hvor blodet rendte gennem Paris’ gader og hele den vestlige verden ændrede ansigt, var der så megen alvor, terror, frygt og gru, at man måske netop kastede sig ud i disse ”spøgefulde småting”.

Jævnfør det tidligere indlæg om sex i Mellemøsten.

Norske piger er de kønneste

”Her [i Danmark] har Kvinderne rigtignok kønne Ansigter og en god Farve; der gives vist ingensteds i Verden rødere Kinder, end hos de danske Bønderpiger; men deres Fødder er klodsede, og Væksten uskøn. I Norge og Sverrig skal de være meget kønnere. De er ikke saa fremtrædende som hos Jer [i Stuttgart, Tyskland]; gjorde en ung Pige saa mange Løjer som hos Jer, vilde man kalde hende ukvindelig. I Provinserne lever de meget stille, og kommer sjælden ud, anderledes skal det være i København.”

Således skriver en tysk officer, Wagner, hjem til sin tyske kæreste i 1793. Francisco de Miranda, der er samtidig med ham, har også hørt at de norske piger skal være de smukkeste.

Potter

Som B&U-forfatter bliver jeg ofte spurgt hvad jeg synes om Harry Potter. Jeg indrømmer, at jeg ikke har læst en eneste af bøgerne. Men fordi noget er populært behøver det jo ikke være skidt. 325.000.000 Potter-bøger er foreløbig solgt over hele verden. Mon det er godt eller skidt for bogsalget i det hele taget? Det første, tror jeg bestemt. Jeg kan kun have respekt for en forfatter, der har formået at få så mange til at købe noget så gammeldags som sammenklistrede papirstykker med små sorte klatter på, og som muligvis har forlænget bog som sådans fremtid med et tiår eller to.

Sex i Mellemøsten/1700-tallet

Weekendavisen har en interessant artikelserie for tiden om sex i Mellemøsten. Holdningen til sex er som bekendt illustrativ for et samfunds menneskesyn.

En psykoanalytiker fra Beirut har gjort sig nogle interessante iagttagelser ifm. borgerkrig og belejring. Kroppen er det sidste vi har, siger hun i WA, når vi er i stor fare. Hvis vi tror vi skal dø, er der en kæmpe frihed i (spontan) sex. Når vores liv er i fare, og døden lurer, søger vi det ekstreme.

Jeg tænker - fordi jeg allerede går og tænker over vinkler på mit speciale om sex i 1700-tallet - om man mon kan overføre iagttagelsen til 1700-tallet. Om det også påvirker én sexuelt at færdes i et samfund, hvor sygdom, død og begrænsning er allestedsnærværende. Om det mon påvirker ens opfattelæse af sex og af frisind?

Poul Jensen Kolding og hans selvbiografi

Har lige afleveret en artikel idag til en historisk årbog. "POUL JENSEN KOLDING OG HANS SELVBIOGRAFI FRA CA. 1630". Jeg faldt tilfældigt over denne mand, der kort før sin død i 1640 nedskrev sin selvbiografi.

Teksten fortjener gengivelse af flere grunde: Dels af sproglige grunde; det danske sprog omkring år 1600 er skønt: så højstemt og kompakt, fuld af alvor, stive formler og etikette. Dels af slægts- og lokalhistoriske grunde; dokumentet nævner lokale koldingfakta og koldingpersoner før 1594. Dels af kildemæssige grunde; selvbiografier fra denne periode er ekstremt sjældne. Man kender færre end 25 selvbiografier af danskere født før 1580.

Og endelig af psykologiske grunde. Det er interessant at se hvilke præstationer, mærkesager, nedslagspunkter man udvælger, hvis man skal beskrive sit liv på 850 ord. Ville du mon vælge dit fokus på samme måde? Ville jeg? Der er meget nøjsomhed og namedropping, må man sige, i en selvbiografi fra 1600-tallet. Erindringerne er strengt kronologisk bygget op og minder meget om et moderne CV, med deres passionsløse fokus på stillinger og datoer.

Det originale håndskrift opbevares på Universitetsbiblioteket i Oslo. Artiklen kommer i den såkaldte Koldingbogen 2007, der udkommer senere på året.

Den ukendte soldats grav

Er tilbage fra Hald. Gik tur med min søster i Mindelunden i dag.

I et ældre leksikon (Berlingskes fra 1936) så jeg på Hald - jeg kommer til at savne det bibliotek! - at Danmark var det første land i verden til at starte trenden med Den Ukendte Soldats Grav. Alle lande, der deltog i 1. verdenskrig lavede sådanne symbolske grave i 1920, 21 og 22. Men Danmark havde en på Dybbøl Banke allerede efter krigen 1864.

I leksikonet stod der i øvrigt om denne kuriøse - næsten surrealistisk opsatte - og mindeværdige åbning af den ukendte soldats grav i Bruxelles: ”11. Nov. 1922 jordedes ved Foden af Kongres-Søjlen i Bruxelles en ukendt belgisk Soldat: 4 Kister med ukendte Soldater var bragt til Bruges, hvor en krigsblind udpegede den ene Kiste. I Bruxelles blev Kisten baaret fra Banegaard til Grav af Krigs-Invalider, hvoraf Halvdelen havde faaet højre, Halvdelen venstre Arm amputeret.”

Bare rolig, jeg træner bare

Når man sidder og nørkler noveller er det bekræftende at finde historien om Suzy, der ovre på hendes underholdende blog afslører at hun engang på Frederiksberg Bibliotek fik lejlighed til at spørge John Irving: "Mr Irving, Sir... Why don't you write more short stories?"

Mr Irving svarede noget i retningen af, at han anså noveller for at være til træning og romaner for at være rigtig litteratur, nævnte Dickens og noget andet. Han sagde angiveligt, at den dag han var blevet så senil, at hans hoved ikke længere kunne rumme en roman - SÅ ville han skrive noveller igen.

Det er jo beroligende at vide. På med sved-pandebåndet, og tilbage til teksten.

Bassister og forfattere

En anden Hald-gæst og jeg kom i aftes til at snakke om at vi begge er gamle bassister.
I min skrivegruppe var alle tre mandlige medlemmer på et tidspunkt også gamle bassister. Der er vist også noget med at Bjarne Reuter er bassist?
(Er der flere?)

Interessant er det at den håndfuld her nævnte forfattere i øvrigt alle er prosaforfattere, og endda romanforfattere.
Minder bassistens og forfatterens rolle måske lidt om hinanden? Den sky mand i baggrunden. Med et robust øje for takten, strukturen, helheden. Den diskrete opbygger og sammenbinder. Er det bare en kliché? Måske er der mere tale om sammenfald end om sammenhæng.

Lyrikere, dem skal man nok finde blandt forsanger- og guitarist-typerne. Blandt al liret, soloerne, krukkeriet, ekvilibrismen, i forgrunden.

Og novellerne...

Ifølge bloggen her kunne det tyde på at jeg mest forlyster mig i Halds bibliotek, men jeg har faktisk også fået skrevet ganske meget. Det kan jeg konstatere her to dage før jeg drager tilbage til Nørrebro, der vist ikke er regnet væk.

Jeg startede med at skrive en novelle om dagen. To af dem har jeg arbejdet videre på de sidste dage, og ser ud til måske at kunne ende i novellesamlingen. Den ene hedder "Sauna", den anden "Lille miss Litauen". (Min nabo, inde på nr. 11, er litauer, men det har nu ikke ret meget med sagen at gøre.) De sidste dage har jeg også taget tid til at redigere lidt i ældre noveller, så de er blevet endnu strammere og lækre.

Så det har været endnu et ganske produktivt ophold her på Hald. Håber jeg kan fortsætte arbejdet derhjemme.

Kønskarakterer

Apropos Helmuth Nyborgs kontroversielle forskning i mandlig og kvindelig intelligens, og hans "frifindelse" i dag for videnskabelig uredelig... For godt 100 år siden var Salmonsens leksikon nået frem til noget lignende:

Under Kønskarakterer læses bl.a.:

”I det hele staar Kvindens Hovedform nærmere ved Barnets. Hjernens Vægt er hos manden gennemsnitlig 1,375 Gr., hos Kvinden 1,245 Gr.; paa jo lavere et Kulturtrin en Menneskerace staar, des mindre Forskel er der paa Mænds og Kvinders Hjernevægt; ringest skal Forskellen være hos Negre og Australnegre. Paa de aandelige Evner er der ligeledes Forskel; medens Evnen til abstrakt Tænkning samt til aandelig Nydannelse er størst hos Manden, ere Følelseslivet og den intuitive Opfattelse mest udviklet hos Kvinden.”
(Fra Salmonsens store illustrerede Konversationsleksikon for Norden. Bind XI.)

Helt ned til vore dage

Vi har, jvf kronikken fra forleden, en tendens til at opfatte vores historie som progressiv og i en støt udvikling: Jo tættere på vores tid, desto bedre. "Sært at man opfatter nutiden som værende toppen af en lang bakke. Tingene ku jo heller ikke blive bedre i 1870 fx," som en historiestuderende veninde sms'ede til mig efterfølgende.

Og omvendt, som hun tilføjede i en sms lige efter: "Jeg vil dementere! Førhen så man vel sin nutid som en jernalder og længtes tilbage til de gode gamle dage." Især antikken.

I Berlingskes leksikon fra 1936 fandt jeg i dag under opslaget "Trædemølle" disse informationer: "I en dansk Provinsby blev en Gørtlers Drejebænk drevet ved et Trædehjul med Pudelhunde. Trædemøllen har spillet en stor Rolle i eng. Straffeanstalter næsten helt ned til vore Dage."

Bemærk - udover det herlige billede med de prustende puddelhunde i provinsen! - udtrykket 'helt NED til vore dage'. Ville vi ikke i dag sige 'helt OP til vore dage'? Er det et udtryk for at man i 1936 mente at det gik tilbage for udviklingen, mens vi idag mener vi er på vej op ad bakke, ja, faktisk hele tiden står på TOPPEN af bakken. Jo tættere på vores tid, desto bedre.

5.000

Besøgende nr. 5.000 vinder en krammer.

Neurasteni

"Neurasteni (græ.) N e r v e s v æ k k e l s e, er en Neurose. Den staar Hysterien nær, men er dog i Reglen ikke vanskelig at adskille derfra, og den omfatter ogsaa en Del af det, man hidtil har kaldt Hypokondri. N. er et navn af nyere Dato, men selve Sygdommen har været længe kendt og har gaaet under andre Navne; et af de mest populære er N e r v ø s i t e t (Nervosismus). 19. Aarh. er blevet kaldt Nervøsitetens, og dette passer sikkert for dets sidste Halvdel. Det synes jo, som om Nervøsitetesn i det hele taget er i Tiltagende, og Forklaringen har man - til Dels vel med Ret - søgt i Nutidens rastløse Liv, den forøgede Trafik, den tiltagende Konkurrence, i det hele den stærkere Kamp for Tilværelsen."

Opslag i Salmonsens store illustrerede Konversationsleksikon, "XIII. Bind Musikakademi - Panthenon" fra 1902 i Halds bibliotek

Skovflåt

Han: Skovflåter sidder i græsset og hopper over på én, når man går forbi.

Hun: Nej, de sidder da oppe i træerne og lader sig falde ned, når der går nogen forbi…?

Han: Jeg tror altså du forveksler dem med pumaer, nu.

Lad lykkeligt anlagte mennesker formere sig

Der er trods alt noget rart ved at bo i et land, hvor man stadig kan have en by ved navn Tullebølle. Hvor fremmede mennesker, der passerer hinanden ude i en skov smiler til hinanden og højt og tydeligt siger DAV! Der er noget trygt over at læserne fra Viborg-egnen stadig foretrækker disse fire tegneserier bagpå deres avis: Hagbard, Dilbert, Livets gang i Lidenlund og Rasmus Klump.

Antonio Banderas på Hald

En af dem der tog af sted i weekenden boede nede i østfløjen, værelse 7. Det er den gamle vognremise. De to første nætter hun var her fik hun besøg af en mandsperson om natten. Spansk udseende, med mørke øjne, mørkt tilbagestrøget hår. Iført en kappe af en art. Den anden nat sagde hun til ham at han skulle slappe af, og sætte sig i hendes stol, hvilket han gjorde. De andre nætter kom han ikke tilbage. Hun omtalte ham spøge(lses)fuldt som Fernando.
"Har du haft besøg af Fernando i nat?," spurgte de andre ved morgenbordet.
Her fra på værelse 12 må jeg melde at det er helt og aldeles støvsuget for spøgelser.

Anekdote om Christian 10.

Christian 10. var ude og ride en søndag formiddag i Dyrehaven. Her traf han en gruppe unge kommunister, der holdt stævne på en af plænerne. Kongens rute gik lige forbi dem. Da han passerede gruppen, stillede de op på række, rakte armene i vejret, knyttede hænderne og råbte: "RØD FRONT!"
Kongen standsede sin hest foran dem. Han vendte en snip af sin kappe ud mod dem og sagde forklarende: "Rødt foer". Hvorefter han red videre.

(Alv. An. II, s. 48)