Maja Lucas - Jegfortællinger

I dag udkommer Maja Lucas’ debut, ”Jegfortællinger”. Den er god! Det er en stribe ømme, tragikomiske, velskrevne, sexede, kiksede små beretninger fra det samme univers med den samme hovedperson. (Måske er det i virkeligheden en roman?) Uskønt og oprigtigt, aldrig selvhøjtideligt, og af og til virkelig afvæbnende skægt.

Har ikke set nogen af anmeldelserne endnu, jeg håber de ta’r godt imod den.

Vedr. tyrefægtning

De viser tyrefægtning på Canal Sur. Det slår mig, at det der slår mig ikke er volden, blodet i solen, døden om eftermiddagen, men DETALJERNE omkring det. Det er tyrens tunge, der hænger mere og mere slapt ud af kæften på den. Det er Danone, der har sponsoreret transmissionen og de præsenterer hele tiden små tegnefilm om deres produkter. (Blod og ymer.) Dragten, der fremhæver de unge tyrefægterers stramme balder. Kameraet, der igen og igen zoomer ind på hans forældre på de billige pladser, faren videofilmer med et apatisk ansigtsudtryk. Tyrefægterens fantastiske dragt med gajolhatten og det lille slips, kontrast til hans træner i joggingdragt. Alle tyrefægterne gør det samme fjollede med munden, de pruster og stikker underlæben ud som ladet på en 3x34.

Vedr. audioguides

Man føler sig fjollet med audioguiden mod øret på Andalusiens største attraktioner. Og det kan nok være lige i overkanten med fikseringen på de mange årstal og den naive korrekthed. Men egentlig stemmer jeg for audioguides. Det giver et godt input, som mange rejsende reelt ikke selv får støvet op, og derved hæver det besøgets værdi betragteligt. Og det med at det er on-the-spot, kan godt, når det er serveret ordentligt, give et lille sug i maven. Hér ligger Colombus, lige hér, HER HER HER! LIGE foran dig, nu! Ræk hånden ud og rør ved historien.
Faren er selvfølgelig ensretningen. Alle ser præcis det samme, går den samme rute, som en skattejagt, fra et til to til tre, se derhen, se op, se ned.
Bedst er det faktisk at DELE (gerne med en dejlig pige). Så kan man mellem info-portionerne fra audioguiden ”kede sig”, lægge mærke til egne detaljer. Denne kombination vinder.

Vedr. barnedåb

De siger på audioguiden, at ”the baptismo washes away the baby’s original sin”, og jeg er ved at snuble. Fint nok, katolicisme, men dén der køber jeg altså ikke. Jeg nægter at tro på at en nyfødt baby kan være syndig…

Vrisne refleksioner foran turistattraktioner

Lyden af dagens tredje digitalkamera som en spansk skoleelev taber på Mezquitaens kolde marmorgulv, ekkoet af mors og fars skældud derhjemmefra; batterierne, der triller hen ad gulvet, et af dem ind under afmærkningen til en 1500-tals prosessionsjavertus. Hobevis af unger og turister kommer ind i Mezquitaens skatkammer - vi orienterer os ikke engang, holder blot digi-kameraet op foran sanserne og fyrer af, videre, hvad er det næste? Så kan vi nyde skønheden derhjemme, hvis vi nogensinde får det gjort; eller i hvert fald dokumentere at vi var her. Men kan vi så huske hvor fotoene er taget? (Det ville være skægt at snige et billede af Tut-Ank-Amons maske ind på deres kameraer!) Og hvad siger skatkammerets vidundere til det, til dagligt at blive fotograferet af 8.000 mennesker, men kun set af 2.000? Og hvordan påvirker alt det unødvendige blitzlys mon de ældgamle skatte? Tog en arabisk kunstner fra 1500-tallet mon højde for blitzlys, da han valgte sin lakering?

Andalusiske anbefalinger

Lækker tapasrestaurant i Córdoba: Taberna Salinas, Tundidores 3 ved Palaza Corredera
Godt, venligt, rent hostal i Córdoba: Santa Ana, Calle Corregidor Luis de la Cerda 25 nær Mezquitaen
Nyt, venligt, rent hotel i Malaga: Hotel Atarazanas, Calle Atarazanas 19 ved Alameda’en
Venligt, rent hostal i Sevilla: Hostal Paris ved Museo Belles Artes

Córdoba

Herlige semi-mauriske tapas i de labyrintiske, lyse gader i det joediske kvarter. Udsigt fra tagterrassen til markerne bag forstaederne. Guadalquivir, der moeffer sig gennem byen, med et roligt swung, under de meget forskellige broer.

"Córdoba er ikke mere end én dag vaerd. Jeg blev noedt til at se Mezquitaen to dage for at faa tiden til at gaa." Bullshit, der er ikke nogen by, man kan goere "faerdig" paa en dag, sandsynligvis heller ikke paa et helt liv.

Miranda og kongefamilien

Venezuelaneren Fransisco de Miranda rejste gennem Danmark i 1787-88. Jeg er ved at bruge hans dagbogsoptegnelser til en universitets-opgave. Her falder jeg over mange kuriøse ting. Her hans skånelsesløse beskrivelse af tossekongen, Christian 7 og dennes indavlede familie. Nogle gange kan udlændinge slippe af sted med at sige nogle ærligheder, som de indfødte ikke kan.

Fra dagbogen 30. dec. 1787:
”Hele den kongelige familie var der og jeg fordrev på ny tiden med at betragte Kongen for anden gang - han viste tydelige tegn på galskab. Kronprinsessen er en yndig pige til trods for sin danske næse, der ganske ligner et papegøjenæb. Kronprinsen, hendes broder, har også skæve kæber i venstre side, sådan at når han smiler, går munden til den ene side som en lomme. Arveprins Frederik, kongens broder, er pukkelrygget og lillebitte og gør en latterlig figur ligesom hans kone prinsesse Frederikke, om hvem man siger at hun mangler et ribben, et bryst og hvad ved jeg! Har man nogensinde set magen til vrangbillede af en familie!”

Fra dagbogen 3. jan. 1788:
”Kongen danser hele tiden, såvel kontradanse som menuetter, uden at mæle et eneste ord, alt imens han gør grimasser med øjne og mund som en sindssyg. De damer han danser med har betroet mig, at han klemmer deres hånd og undertiden tilhvisker dem uanstændige ting. Ingen svarer ham, selvom han taler til dem.”

Tissemyre!

„Suns become encrusted and die, planets perish and scatters in the wastes of space; other suns are kindled, new planets take shape, to perform their evolutions or strike out new paths, and man, a minute fraction of a globe that is itself no more than an imperceptible point in the immense whole, believes that it is for him that the universe was created.“
Baron von Holbach (1723-89)

Fra folkekøkken

Bollesprøjten i Borgergade

Var til foredrag forleden, hvor jeg hørte dette vidunderlige københavnske kuriosa, til min samling:
I Borgergade 61/63 lå der midt i forrige århundrede et folkekøkken. Stedet var indrettet til den allerfattigste gruppe af det københavnske folk: Skeen var lænket til bordpladen. Der var ingen tallerkner, men kun et skålformet hul i bordpladen. Når man havde bænket sig, kom en stor mand hen til ens plads med den såkaldte bollesprøjte. Han sprøjtede en portion gule ærter ned i skålen foran en, og afkrævede et gebyr. Hvis man ikke kunne betale, sugede han bare de gule ærter op i sprøjten igen!
Det var en af publikum der fortalte anekdoten, han spurgte om den kunne være sand. Foredragsholderen, Kirsten Norn, var skeptisk. I hendes forskning, i Københavns offentlige dampkøkkener, var hun generelt stødt på megen respekt i køkkenerne for de fattige.
Så det er vist en røver, men en god en af slagsen.

Flytning

Der bliver nok stille på bloggen nogle dage, da jeg flytter. Fra og med imorgen overgår jeg fra at være Frederiksbergdreng til at blive Nørrebrodreng. Det passer mig rigtig godt. Vi ses.

Litterært folkekøkken

Litterært Folkekøkken med Laura Bertram og Thomas Oldrup

Torsdag 8. marts 2007 kl: 18-21

Sted: Hald Hovedgaard

Historiker Laura Bertram og historiker, forfatter Thomas Oldrup har gået til kilderne og skrevet bogen Hald Hovedgaards historie - sted for sted (2006). Ikke hele Halds, men (hovedsagligt) Hovedbygningens historie.

Hør om Fru Edels kogebog, om Høegh-Guldbergs vinsamling og om stuepigen Yrsas fotografier. Hør om spøgelset, som fru Arkner så, og spøgelset, som forfatterne på Hald møder. Der sluttes af med kaffe.

Ssssssssssssssssssssssssssssshakespeare

I 2003 brugte forelæsere og studenter fra Universitet i Plymouths MediaLab Arts-kursus et legat på £2.000 fra det engelske kulturråd til at efterlade et computerkeyboard i en indhegning med seks makakaber i Paignton zoologisk have i Devon, England, i en måned. Ikke alene producerede aberne kun fem sider hovedsageligt bestående af bogstavet S, de begyndte også at angribe keyboardet med en sten og gik derefter over til at urinere og lave andre efterladenskaber på det.

Fra Wikipedia

Nazifri zone

En tapper sjæl har i nattens mulm og mørke skrevet med hvide grafittiversaler på togviadukten ved Peter Bangsvej Station: "NAZIFRI ZONE!" Det er rart at nogen endelig ta'r bladet for munden, argumentationen frem og kampen op imod alle de fæle nazister vi åbenbart har rendende rundt her på Frederiksberg. Det er et modigt standpunkt at ha'.

PS: Jeg er også imod alt det snavs vikingerne gjorde i England. Denne blog er fra idag "VIKINGEFRI ZONE!" Hvis du ikke er med mig er du imod mig, og jeg laver en barrikade ud af din cykel og omdirigerer din bus.

PPS: Denne post er skrevet i affekt. Døm mig ikke for hårdt.