Nyt gadeleksikon for Nørrebro

Min veninde og medhistoriker Nina Søndergaard og jeg er ved at fortsætte arbejdet med at lave et interaktivt gadeleksikon for Ydre Nørrebro på Wikipedia. Vi har fået penge til projektet af Mimersgadekvarteret. Jeg lavede et pilotprojekt sidste år på fem udvalgte gader (Mimersgade, Heimdalsgade, Ægirsgade, Nannasgade og Baldersgade, som kan ses på Wikipedia). Det drejer sig i denne omgang om disse gader:

Allersgade.
Balders Plads.
Borgmestervangen.
Bragesgade.
Dagmarsgade.
Fenrisgade.
Frejasgade.
Gormsgade.
Hamletsgade.
Hothers Plads.
Jagtvej nr. 77-147.
Midgårdsgade.
Nørrebrogade nr. 142-240.
Odins Tværgade.
Odinsgade.
Ole Jørgensens gade.
Overskæringen.
P.D Løvs Allé.
Sleipnersgade.
Tagensvej nr. 39-135.
Thorsgade.
Thyrasgade.
Uffesgade.
Vølundsgade.
Ydunsgade.

Nu tyder noget på at Haraldsgadekvarteret også har sagt ja til en ansøgning om at vi laver et tilsvarende gadeleksikon for gaderne i deres kvarter (også Ydre Nørrebro). I hvert fald har de lagt et referat af et møde ud på deres hjemmeside, hvor de beslutter at bevilge os pengene - hvilket vi dog ikke har fået besked om endnu. Så det bliver jo spændende...

H C Andersen og Burroughs?!

Det er dette nyhedsbrev, der har gjort mig popmærksom på den løjerlige cocktail - H C Andersen og mit gamle store idol, Burroughs - der for tiden optræder med papirnusseri i Dublin.
Nyhedsbrevet meddeler: "Hvis nogle havde troet, at H.C. Andersen-årets overkill i 2005 ville blokere for interessen for digteren i årtier fremover, må de tro om igen. Interessen for dele af hans værk er - også i udlandet - usvækket.
For nylig åbnede på Irish Museum of Modern Art i Dublin en særudstilling, hvor et større udvalg af H.C. Andersens papirklip og billedbøger bliver konfronteret med den amerikanske forfatter William S. Burroughs klip og collager."

Definitionen på en idiot

I de antikke græske bystater forventedes alle mænd med statsborgerskab at dukke op på torvet og diskutere byens anliggender og påtage sig diverse opgaver. Denne pligt til at deltage i byens offentlige liv var en håndfast norm. Mænd, som hellere end at diskutere politik og tjene samfundet blev hjemme hos familien eller passede sig selv, blev derfor betragtet med foragt. En sådan idiotes (privat mand) fik et dårligt rygte og blev i praksis udstødt af samfundet.
Tankevækkende, synes jeg.
Således kan man læse i juni-nummeret af Alt om Historie, som jeg sidder og redigerer nu.

Historisk intimbarbering

Folk forsker i de skæggeste ting (man skal passe på med at kaste med sten, når man bor i et horehus). Er lige stødt på nogle uddrag fra en bog - Wendy Coopers "Hair" (1971), bogen i sig selv kan jeg desværre ikke skaffe - som bl.a. handler om intimbarberingens historie.

"In Ancient Egypt, pubic hair was considered ugly and unhygienic; depilation was practised by both men and women. In Ancient Greece women were completely depilated; young boys depilated their legs but kept their pubic hair, which was considered highly erotic. In Europe in the Middle Ages, aristocratic women adopted depilation after the Crusaders brought the practice back from the Middle East. (The practice was, apparently, terminated by Cathrine de Medici). For most of European history, however, the shaving of pubic hair seems to have been a minority practice." (Cooper, s. 84, 114-115)

I 1700-tallet er jeg ikke stødt på intimbarbering endnu i de skriftlige kilder jeg sidder med, men lidt i skønlitteraturen og i pornografien. Renlighed eller nøgenhed var som sagt ikke noget man havde noget synderligt forhold til dengang.

Ikke megen striptease i 1700-tallet

Filosoffen Descartes og 1700-tallets videnskab splitter ånden fra kroppen. Den nøgne krop er taberen i denne dyst.
Til forskellige tider har man vaklet mellem at have en masse positive associationer til nøgenhed - renhed, frihed, naturlighed og sandhed fx - og negative ditto - fx primitivitet, uhøflighed, fare, perversion og endda kriminalitet. Det konkluderer Ruth Barcan i sin bog "Nudity - A Cultural Anatomy" (2004).

Der er en ting, der har undret mig: I 1700-tallet, hvor jeg indtil videre har fået opfattelsen af sex som værende fri, tolerant, pragmatisk og legende, er nøgenhed samtidig sjælden og suspekt. Selv i periodens megen pornografi er der sjældent blottet mere end det absolut nødvendige.
Måske skal man netop finde svaret på dette dilemma i tidens opsplittelse af krop/ånd. Måske blev sex slet ikke associeret som noget synderligt kropsligt, der indebar nøgenhed.

06.12.07 10.55.28

Cand.snusfornuft

Det vi lærer på universitetet er vel bare institutionaliseret snusfornuft. Vi gør præcis det samme, som de sidder og gør nede på Café Heimdal hver aften. Vi gætter og parlamenterer, slynger om os og hævder hårdnakket. Eneste forskel er at vi i vores speciale må plastre alle vores gætterier til med andre folks gætterier, nede i fodnoterne, for at give det hele et skær af en bleg legitimitet.

Kvinders udskæringer i 1700-tallet

Der sker virkelig noget med hvordan kvinder fremstilles på portrætter i 1700-tallet. Inden da er f.eks. adelsdamerne på Frederiksborg Slot ”en endeløs række af mørkklædte dydigt udseende matroner,” som stedets direktør Steffen Heiberg skriver i sin fabelagtige bog om ”Danske Portrætter”, som jeg lige har købt på bogudsalg (70 kr.). Allerede fra starten af 1700-tallet er man ikke det mindste bange for brusende skørter, spindevævstynde såkaldte ”græske” kjoler og dybe nedringninger og opknappede kjoler på boudoir-portrætter. Det er så normalt, at selv den pietistiske dronning Sophie Magdalene er godt og grundigt nedringet på sit officielle portræt. ”Boudoir-billederne er som hyrdindebillederne udtryk for interessen for det naturlige, ønsket om at komme væk fra de traditionelle stive opstillinger, en afslappet version af det erotisk-spirituelle look.”