Ny medicin har (næsten) gjort mig rask

Bring your own weapons

Som historiker bliver man vel lidt fristet...

Råt og uskyldigt

Det er ikke megen opmærksomhed, der har været omkring vores nye "Drenge"-antologi, men den er anmeldt af Steffen Larsen i dagens Politiken.
En rigtig fin lektørudtalelse er også kommet nu.

Afrivningsblog

Christian Yde Frostholms såkaldte afrivningsblog, der er fuld af overhørsler i S-tog m.v., er altså ret underholdende.
"Hold kæft hvor var der smukt. Det var ligesom at dykke i Discovery." (Amager Strand)
"Du er også et scoop, darling, du må godt være kostbar. Jeg glæder mig bare sådan til vi skal ride - vi skal grine hele vejen på de heste." (Vordingborg-København H)

Hvornår er man forfatter?

Hvornår er man forfatter? Hvornår må man KALDE sig forfatter, uden at føle sig som én der bluffer? Hvornår må man præsentere sig som sådan én overfor sin sidedame til en fest? Må Stig Rossen eller B. S. Christiansen "tilføje forfatter på visitkortet?" - er de renæssancemennesker nu, fordi de kan to ting, eller flere?

Derfor kunne jeg godt lide en poll, som Rachel Röst lavede på sin blog (se linket til højre). Her kunne man måske få det endelige, empiriske svar, idet de besøgende kan stemme og svare på spørgsmålet: ”Hvornår er man forfatter?”

Forfatteridentiteten er skrøbelig, fordi det ikke bare er en man får leveret. Den skal holdes ved lige, uden at man bliver forelsket i den, og i længden kan man risikere at få den taget fra en.

Jeg har villet være forfatter siden jeg var otte, eller sådan noget, så det føles ualmindeligt rart langt om længe at kunne formulere det. "Springe ud". Først nu er jeg begyndt ikke at slå blikket ned, når jeg præsenterer mig som forfatter. Det har vist skabt noget ro.

11. september 2001

Det var to uger efter vores bryllup. Vi var nygifte og fornøjede og vejret var godt og vi gik hånd i hånd i Electric City på Nørrebrogade for at købe den discman, som vi havde fået penge til i gave. En glatbarberet, kæk fyr berettede om den ene discmans fortrin frem for den anden: ”Og den her, den kan I bruge, når I er ude og jogge…” Jeg tænkte han var en nar, jeg jogger sgu da ikke!
På endevæggen af den enorme butik kørte et halvt hundrede tv-apparater. Vi havde ikke noget tv derhjemme, og blev frygtelig distraheret af et tv i baggrunden. Alle skærmene viste en sangerinde-dulle på MTV, der vred sig i ufornuftigt tøj. Kun ét af de mange fjernsyn viste en anden kanal. Den viste to højhuse, det ene i brand. Butikkens kunder samlede sig om denne ene skærm, ude i siden af skærmvæggen. Ingen så på den vrikkende dulle. Det så mærkeligt ud. Jeg fik lidt ondt af hende.
”Lad os bare ta’ den der…”
Så knaldede et fly ind i det andet tårn, mens vi stod der. Fremmede folk talte til hinanden, der i den blå elektronikbutik. Så var det slet ikke et uheld?
Reimer Bo rodede i sine papirer, han fattede ikke en brik. Det var vi vist ikke ret mange, der gjorde netop da.

Storryger

Johnny Cash på E45

"Knaldsort motorvejsnat. Stemmen, raspende og tør som en tømmermandstunge. Det hvisler i gebisset og lungerne piber. Stemmen har en slidt oprigtighed som ind i helvede. - Og et sted mellem Århus og Aalborg går det hele op i en højere enhed, Cash transcenderer, regnen standser med et knald og vinduesviskerne rammer omsider sangens metronomrytme, en-to-tre-fire. Der er ikke flere modkørende bilister - i hele verden."

Seks receptionsløver

Seks receptionsløver fra "Drenge"-bogreceptionen i Hjørring i weekenden, før maskerne og navneskiltene faldt af. Fra venstre: Henrik Einspor, Søren Jessen, Bjarne Dalsgaard, Brian Christensen, Glenn Ringtved (Direktøren For Det Hele) og undertegnede. Bemærk den røde løber.

Gå aldrig tilbage til en loser