Du skal ikke skamme dig

Er ved at læse Steffen Heibergs nye bog om middeladeren, der udkommer idag. Den er virkelig interessant.
I middelalderen forsøgte kirken at regulere sexlivet, også den i ægteskabet. Fx ved at påbyde afholdenhed ved helligdage, højtider, menstruation, graviditet m.m. Enker og enkemænd måtte ikke gifte sig igen og en uhyre bred definition af blodskam gjorde det svært at finde en legitim ægtefælle. (Heiberg s. 416). Det var beslægtede i op til syv led, der var forbudt; prøv så lige at find dig en kæreste i en mindre landsby.
Det er disse restriktioner, der langsomt går i opløsning i 1700-tallet, én for én, både i de konkrete forbud, der afskaffes, men tilsyneladende - det tyder mine læsninger på - også i den almindelige opfattelse og altså inden i hovedet på folk. Der var med andre ord mindre at gøre forkert og mindre at skamme sig over. Dét er væsentligt.

Lux

Jeg er godt igang med specialet på mit nye kontor. Jeg læser Luxdorphs dagbøger fra ende til anden efter udsagn om sex, køn o.lign. Han hedder ganske passende Bolle Willum til fornavn. Han var en meget nøjeregnende, belæst og altregistrerende embedsmand. Og som billedet viser: Ikke nogen udpræget køn eller pyntesyg mand. Det er hans kone til højre. I urne.

Den meget sanddru Luxdorph påstår i sin dagbog (17. juli 1766 og 10. nov. 1781) at karperne i hans fiskedamme er så tamme, at de kommer, når han fløjter efter dem!

Luxdorph er belæst som næppe nogen anden, han taler adskillige sprog og er dybt rodet ned i oplysningens tanker, Luxdorph har set Rousseaus lille bondehus på en rejse til Tyskland. Samtidig lader han sin kone årelade og noterer sig mærkelige vejrvarsler og fænomener, som bønder tyder for ham. Oplysningen springer ikke bare frem, fra én dag til den næste, og fortrænger alt overtroen og mørket og mystikken. Oplysningen kommer ikke som når man tænder på en kontakt. Oplysningen og magien lever side om side, i flere generationer, visse steder i mange generationer. Det fascinerer mig hvordan det mon har hængt sammen inden i deres hoveder, deres virkelighed, deres forklaringer.

Først nu, mens jeg skriver dette går det op for mig at Lux jo på latin betyder lys. Som i oplysning. Pudsigt.

Ligeså oplyst som forlysten

1700-tallet var "et århundrede, der nok er kendt som oplysningstiden, men var så teatraliseret - og ikke mindst seksualiseret - at det på mange måder tog forskud på vores eget moderne liv." Det skriver Per Theil i Politiken idag i en anmeldelse af en ny engelsk Casanova-biografi. "En epoke, der var ligeså oplyst som forlysten."

Forfatteres indtægter

Det er VIRKELIG ikke for at pive at jeg skriver dette, men et indlæg i Politiken idag fik mig til at tænke over forfatteres indtægt. Når jeg er ude og undervise bliver jeg tit spurgt om man bliver rig af at være forfatter. Det må jeg svare benægtende på. Hvis jeg bliver spurgt om hvor meget jeg tjener på at skrive, fx om året, begynder folk ofte spontant at grine.

Forfatter Jan Thielke, der også er formand for de skønlitterære forfattere, skriver i Politiken om hvorvidt forfatteres levevilkår overhovedet kan sammenlignes med den almindelige danskers. Professionelle danske forfattere får i snit 100.000 kr om året - dvs godt 8.300 kr. om måneden - for deres forfattervirksomhed (honorarer, bibliotekspenge, legater m.v.). Det skriver Thielke og tilføjer, at forfattere står uden for det sociale sikkerhedsnet og ikke har pensionsordninger. Eller feriepenge, kunne man tilføje.

Jeg er glad for mig mit valg. Ligesom alle andre søde kærester ville jeg selvfølgelig gerne forære min kæreste et walk-in-closet, men ellers har jeg ikke noget behov for at være rig. Det passer mig fint. Det er VIRKELIG ikke for at pive, jeg har selv valgt det, men jeg tror simpelthen ikke folk fatter hvor lidt penge der er i at skrive.

FORMA VIROS NEGLECTA DECET

"Det anstår ikke mandfolk at pynte sig!"

Kirke og sex

"Kristendommen har altid været fjendtlig over for sex. Nogle vil endda sige, at korset er en stiv penis med en streg over."
Det var sognepræst Poul Joachim Stender citeret for i weekendens citatquiz. Det er skægt sagt. Men det er faktisk ikke rigtigt at det 'altid' har været sådan.
Jeg er ved at skrive speciale på historie på KU. Specialet handler om sex i 1700-tallet, set ud fra samtidige dagbøger og erindringer.
1700-talsmennesket var ikke særlig blufærdigt. De fleste havde et frit, fornøjeligt og pragmatisk forhold til deres seksualitet. Og det er interessant at dette ikke var i modstrid med at de samtidig var religiøse.
En fæstebonde fra Havrebjerg - født 1776 - skriver i sine erindringer for eksempel således: "Jeg har ligesom alle andre følet naturens drift og en ikke ringe tilbøjelighed til at vælge sin mage og med denne at omgås naturlig efter den naturdrift, som af skaberen er indprentet os alle."
Det er ret kendetegnende for perioden. Logikken er, at Gud har givet os kroppen og lysten, derfor er der ikke noget at skamme sig over. Sex - i hvert fald den inden for normens rammer - er jo netop bare at nyde Guds herlige maskineri.

Et lille indlæg jeg havde i Information forleden (30.9)