søndag, oktober 19, 2008

Lux

Jeg er godt igang med specialet på mit nye kontor. Jeg læser Luxdorphs dagbøger fra ende til anden efter udsagn om sex, køn o.lign. Han hedder ganske passende Bolle Willum til fornavn. Han var en meget nøjeregnende, belæst og altregistrerende embedsmand. Og som billedet viser: Ikke nogen udpræget køn eller pyntesyg mand. Det er hans kone til højre. I urne.

Den meget sanddru Luxdorph påstår i sin dagbog (17. juli 1766 og 10. nov. 1781) at karperne i hans fiskedamme er så tamme, at de kommer, når han fløjter efter dem!

Luxdorph er belæst som næppe nogen anden, han taler adskillige sprog og er dybt rodet ned i oplysningens tanker, Luxdorph har set Rousseaus lille bondehus på en rejse til Tyskland. Samtidig lader han sin kone årelade og noterer sig mærkelige vejrvarsler og fænomener, som bønder tyder for ham. Oplysningen springer ikke bare frem, fra én dag til den næste, og fortrænger alt overtroen og mørket og mystikken. Oplysningen kommer ikke som når man tænder på en kontakt. Oplysningen og magien lever side om side, i flere generationer, visse steder i mange generationer. Det fascinerer mig hvordan det mon har hængt sammen inden i deres hoveder, deres virkelighed, deres forklaringer.

Først nu, mens jeg skriver dette går det op for mig at Lux jo på latin betyder lys. Som i oplysning. Pudsigt.

4 Comments:

Anonymous Anonym said...

Jeg håber altså, man kan læse den afhandling, når den er færdig.

Men der er een ting, som jeg ikke forstår: Jeg troede ikke fandtes nok kilder om erotik (og her gælder digte fra lumre munke og elskovssyge bejlere ikke) fra oplysningstiden til en afhandling? Selv Casanova beskriver det jo mere ud fra en ...eeh sådan lidt metodisk, mere end noget andet (og tanken slår mig pludselig: Måske er det ikke andet..)

7:50 PM  
Blogger Thomas Oldrup said...

Det er rigtigt at det er småt med kilder til det enkelte 1700-talsmenneskes reelle sexliv. Men der findes et par stykker, som jeg har fundet.
Som Ole Feldbæk - the grand old man blandt 1700-talshistorikere - angiveligt svarede en studerende, der gerne ville skrive om sex i 1700-tallet: ”Det kan ikke lade sig gøre. Man skriver jo heller ikke mens man nyser, vel?”

For mig at se er det for nemt bare at verfe kildematerialet bort på den måde.
Luxdorf, fx., som jeg lige er blevet færdig med (1000 siders dagbog) skriver ingenting overhovedet om sit eget sexliv. Han fik ikke engang børn. Men derfor kan man jo godt udsige noget væsentligt, synes jeg, om sex i hans samtid. Han registrerer enorme mængder af sladder, så vi har en idé om hvad datidens københavnere har registreret og interesseret sig for.

Check fx denneher dagbogsoptegnelse. Du kan ikke udlede at hændelserne faktisk fandt sted, men du kan - hvis man er gelinde enough, synes jeg - bruge den som kilde til en hel del andet:

”Der fortælles, at fru Bülow lovede kammerjunker Schilden i Kongens Have at gå ind med ham i et telt, men ville først se fyrværket. En skalk, som hørte det, aftalede med sine kammerater at de skulle klappe, når de hørte han blæste i trompet. Han sneg sig ind under bænken i teltet, og da de forliebte var midt i aktionen begyndte han tututu og de andre at klappe.”

11:05 AM  
Anonymous Anonym said...

Thomas, hvis ej du kender den, så vil jeg gerne låne Eroticon ud til dig. Der er nemlig highlights fra de sidste 500 års erotiske noveller. Der er rigtig nok ikke så saftige beskrivelser som man kunne håbe, men de giver et godt indblik i hvordan folk har opfattet sex og hvor langt de ville gå for at få noget på den dumme m/k.

Og mht. at Bolle både talte 7 sprog og tog varsler. Er det så sært? Jeg kender mange ellers fornuftige folk der er troende, eller som har fået lagt horoskop, eller ryger. Vi siger også stadig at solen står op, selvom vi ved at det er jorden der drejer. ("Smuk jorddrejning?")

Desuden er der vel noget hygge i det gamle lort. Videnskaben siger jo noget nyt hver dag (NU må du spise salt, igår måtte du ikke), men vejrvarslerne var også gode nok til min oldefar...

8:43 AM  
Anonymous Anonym said...

Den anonyme der skrev 8:43 er altså bare mig, Nina, der blev noget så outsmartet af systemet. Akke ja...

8:45 AM  

Send en kommentar

<< Home