lørdag, oktober 04, 2008

Kirke og sex

"Kristendommen har altid været fjendtlig over for sex. Nogle vil endda sige, at korset er en stiv penis med en streg over."
Det var sognepræst Poul Joachim Stender citeret for i weekendens citatquiz. Det er skægt sagt. Men det er faktisk ikke rigtigt at det 'altid' har været sådan.
Jeg er ved at skrive speciale på historie på KU. Specialet handler om sex i 1700-tallet, set ud fra samtidige dagbøger og erindringer.
1700-talsmennesket var ikke særlig blufærdigt. De fleste havde et frit, fornøjeligt og pragmatisk forhold til deres seksualitet. Og det er interessant at dette ikke var i modstrid med at de samtidig var religiøse.
En fæstebonde fra Havrebjerg - født 1776 - skriver i sine erindringer for eksempel således: "Jeg har ligesom alle andre følet naturens drift og en ikke ringe tilbøjelighed til at vælge sin mage og med denne at omgås naturlig efter den naturdrift, som af skaberen er indprentet os alle."
Det er ret kendetegnende for perioden. Logikken er, at Gud har givet os kroppen og lysten, derfor er der ikke noget at skamme sig over. Sex - i hvert fald den inden for normens rammer - er jo netop bare at nyde Guds herlige maskineri.

Et lille indlæg jeg havde i Information forleden (30.9)

2 Comments:

Anonymous Anonym said...

Spørgsmålet er om ikke du er heldig at arbejde med den lille klat af historien som både kunne håndtere Gud og kødelige lyster?

Arvesynden består i at mennesket godt ved at det er nøgent, og dermed bør skamme sig. Så sent som i forgårs var der i Kristeligt Dagblad en artikel med en kristen bøsse og om hvor svært livet havde været for ham. Han er virkelig splittet mellem sin tro og sin lyst.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/301091:Kirke---tro--Kristen--homoseksuel-og-syndig

4:44 PM  
Blogger Thomas Oldrup said...

Det tror jeg ikke. At det kun er i min periode der kunne håndtere kirke/sex. Kirken har altid været god til at fordømme anderledes og "forkert" seksualitet. I min periode kalder man bare det hele for sodomi. Kirkens definitioner af rigtig og forkert sex skifter i forskellige perioder, og i 1700-tallet er den ret fri, pragmatisk og liberal. Eksempelvis er man ret large mht indavl (bortset fra den allernærmeste) men meget hidsig omkring onani. Det at have sig en offentlig elskerinde var også helt ok. Overordnet lader man bare ikke til at skamme sig ligeså meget på det tidspunkt, selvom man har nogle virkelig stærke æres-kodeks.

Min pointe er bare at kirken altid har formuleret noget de IKKE brød sig om, som så er blevet fordømt. Det gjorde de også i 1700-tallet.

Det blev vist ikke så klart som jeg gerne ville have haft det.

-Th.

12:28 PM  

Send en kommentar

<< Home