Jeg fik tilsendt en rundemail fra min søster for nyligt. Måske har du også selv modtaget den. I den stod:
Spørg en historielærer om han eller hun kan forklare dette... Abraham Lincoln blev valgt ind i kongressen i 1846. John F. Kennedy blev valgt ind i 1946. Lincoln blev valgt som præsident i 1860. Kennedy blev valgt i 1960. Begge var vældig optaget af borgerrettighederne. Begges hustruer mistede et barn, mens de boede i Det Hvide Hus.
Lincolns sekretær hed Kennedy, Kennedys hed Lincoln.
Begge præsidenter blev skudt og dræbt på en fredag. Begge blev skudt i hovedet. Begge blev myrdet af en person fra sydstaterne. Begge præsidenter blev efterfulgt af en fra sydstaterne med navnet Johnson. Andrew Johnson, som efterfulgte Lincoln, blev født i 1808. Lyndon Johnson, som efterfulgte Kennedy, blev født 1908.
John Wilkes Booth, som myrdede Lincoln, blev født i 1839. Lee Harvey Oswald, som myrdede Kennedy, blev født 1939. Begge mordere har tre navne med 15 bogstaver.
Lincoln blev myrdet i et teater ved navn Ford. Kennedy blev myrdet i en bil af mærket Lincoln, fabrikeret af Ford. Lincoln blev myrdet i et teater, og hans morder løb til et varehus for at gemme sig. Kennedy blev skudt fra et varehus, og hans morder flygtede til et teater og gemte sig der. Både Booth og Oswald blev myrdet før retssagen kom op.
Historien er så enorm, at den er fuld af besynderlige tilfældigheder. Jeg kan sagtens være imponeret over dem, men jeg må stadig insistere hårdnakket på at tilskrive dem tilfældigheder. Hvad skulle man ellers?
Jeg har stadig ikke svaret min søster...