Paraplytid

Paraplytiden startede for 250 år siden i København. Der har sandsynligvis været dårligt vejr inden da, men fra 1760’erne dukkede de første ”regnskærme” op i Københavns gader, ifølge Hugo Matthiessens kulturhistoriske perle ’Københavnske gader’, som jeg er ved at læse af anden årsag.

I starten hed de PARAPLUIS, det lugtede lidt af Frankrig. ”Det er den største vellyst at se vore hjertens småherrer under disse parapluis; deres kreppede og pudrede hår kommer ikke i mindste uorden under disse skærme, ja, de er så vel forvarede under disse, som i den pæneste fruerstue, ja bedre end under den fineste himmelseng. Fortræffelige parapluis!”
Senere blev det en landeplage.

Så hed de PARAPLØJER, det lugtede lidt af Jylland. Når man gik rundt med en paraply under armen, signalerede man jo at man ikke havde råd til at leje en vogn. Og på gaderne risikerede man at få puffet sin hat af, eller endnu værre: sin paryk, af en eller anden plebejer, med ”disse Parapløjer, eller hvad det fandenskab hedder”. ”Der render de, med disse staværer og krydser gennem gaderne for en smule regn eller sne, så en ærlig mand, som hidtil har kunnet gå gennem verden uden disse regnskærme, og endda beholdt både sin helse og sin ære, står i fare for at miste enten et øje eller taget revet af næsen.”

Det har altid været svært at vænne sig til de sociale reglementer, når nye opfindelser pludselig bliver hver mands eje.