København 1807 - New York 2001
Uddrag fra kronik jeg arbejder på. Kommentarer til det modtages med kyshånd.
Det mest oplagte at sammenligne er i virkeligheden den intense stemning efter de to angreb. I længden er det det, der er den vigtigste sammenligningsfaktor ved begge angreb.
Når vi i tid kommer ligeså langt væk fra 2001, som vi i dag er fra 1807, vil vi formentlig se at den patriotisme, der skød frem og de reaktioner den medførte, blev af stor vigtighed for verdenshistorien. Ligesom den danske og især københavnske stå-sammen-hed, der opstod efter bombardementet, var med til at medføre romantikken og den stemning, vi i dag kender som guldalderen.
Romantikken indebar - med historikeren Claus Bjørns ord - ”et krav om frigørelse i forhold til dagligdagen og fornuften, samtidig med at man stræbte efter en ny, højere sammenhæng.” Perioden var præget af nationalromantik, med historisk interesse og fokus på det særegne i den nordiske oldtid. Indadvendthed, selvoptagethed, følelsesfuldhed, åndelighed og virkelighedsfjernhed er andre ord, der kendetegner guldalderen. Riget samledes pludselig om den populære kronprins, den senere Frederik 6.
På samme måde sikrede præsident George W. Bush sin popularitet som nationens fader og samlingspunkt efter 11. september. Fra 2001 husker vi patriotismen - eller nationalismen - komme til udtryk da Bush besteg de rygende ruiner og stort set ingenting behøvede at sige før folket omkring ham taktfast råbte: ”U – S – A! U – S – A! U – S – A!” En popularitet midt i nødens stund, der varede ved længe, helt ind i den næste præsidentperiode, og sandsynligvis kommer til at præge vores nye århundrede.
Det mest oplagte at sammenligne er i virkeligheden den intense stemning efter de to angreb. I længden er det det, der er den vigtigste sammenligningsfaktor ved begge angreb.
Når vi i tid kommer ligeså langt væk fra 2001, som vi i dag er fra 1807, vil vi formentlig se at den patriotisme, der skød frem og de reaktioner den medførte, blev af stor vigtighed for verdenshistorien. Ligesom den danske og især københavnske stå-sammen-hed, der opstod efter bombardementet, var med til at medføre romantikken og den stemning, vi i dag kender som guldalderen.
Romantikken indebar - med historikeren Claus Bjørns ord - ”et krav om frigørelse i forhold til dagligdagen og fornuften, samtidig med at man stræbte efter en ny, højere sammenhæng.” Perioden var præget af nationalromantik, med historisk interesse og fokus på det særegne i den nordiske oldtid. Indadvendthed, selvoptagethed, følelsesfuldhed, åndelighed og virkelighedsfjernhed er andre ord, der kendetegner guldalderen. Riget samledes pludselig om den populære kronprins, den senere Frederik 6.
På samme måde sikrede præsident George W. Bush sin popularitet som nationens fader og samlingspunkt efter 11. september. Fra 2001 husker vi patriotismen - eller nationalismen - komme til udtryk da Bush besteg de rygende ruiner og stort set ingenting behøvede at sige før folket omkring ham taktfast råbte: ”U – S – A! U – S – A! U – S – A!” En popularitet midt i nødens stund, der varede ved længe, helt ind i den næste præsidentperiode, og sandsynligvis kommer til at præge vores nye århundrede.
posted by Thomas Oldrup at 9:37 PM
6 Comments:
Hysteriet, ja. Stå-sammen-heden, ja -fedt ord forresten. Men så holder lighederne vist også op? Lille land med ca 2 millioner indbyggere mod verdens rigeste supermagt og 290 millioner? Lige siden 1813 (Liberia) har USA været ret aktiv i udenrigspolitiken med enkelte flade perioder. Vi, øh, mistede Sønderjylland? Men har da Færøerne og Grønland at trøste os med...
Mon ikke der er masser af andre tilfæde af panik, når der sker noget uventet for en nation?
Hep Th.
I længden er det det, der er den vigtigste sammenligningsfaktor ved begge angreb.
Nu du gerne vil have reaktioner, så vil jeg stille spørgsmålstegn ved om der overhovedet findes en "vigtigste sammenligningsfaktor" eller med andre ord spørge, hvorfor det overhovedet er vigtigt at sammenligne de to ting?
Frederik
og lige endnu en kommentar/spørgsmål
den patriotisme, der skød frem og de reaktioner den medførte, blev af stor vigtighed for verdenshistorien
Skal det forstås sådan, at patriotismen førte til reaktionerne (afghanistan, irak, krig mod terror, patriot act, Bush genvalg, dk terrorlov, minus billig lokal sprut i håndbagagen)?
Hvis det er sådan det skal forstås og hvis man nu skal være kritisk, så er det altså en lidt tyndbenet kausalitet, som du strækker vel meget for at kunne glide over i " Ligesom den danske..."
Men ja klart, reaktionerne vil vise sig at være de afgørende. Er det ikke sådan med terror? Terror er jo ikke krig, men kommunikation eller symbolmageri. Og får som sådan først betydning i modtagerens tolkning og efterfølgende reaktion.
ooooooog inden andre siger det, så jo krig kan selvfølgeligt også ses som kommunikation, men jeg mener der er gradsforskelle.
Tak for kommentarerne. Ærgerligt jeg lige afleverede teksten igår. Men stadig interessant, dog.
Nej, selvfølgelig kan man ikke lave en laboratorielignende sammenligning: Hver gang der sker sådan, så sker der efterfølgende sådan. Det eneste vi kan lære af historien er, at vi ikke kan lære noget af historien, som en lærd tysker hvis engang har sagt.
Jeg synes dog det kan være relevant at sige 'Hey, der er altså nogen, der har prøvet at være under pres før, da skete der dette. Lad os prøve at se om det sker igen.'
I værste fald blot som et kuriosum, i bedste fald som en nuancering af ens beslutninger mens man tager dem.
Og ja, jeg tror at det skyldtes det amerikanske folks pres og "stå-sammen-hed" at de bakkede op om Bushs krig mod terror m.v.
Din pointe med at terror er kommunikation eller symbolmageri, og som terror først får betydning i modtagerens tolkning og efterfølgende reaktion, er supergod. Æv, den formulering ville jeg gerne have haft med i kroniken.
Hep og tak for uddybning og ønske om at rippe, så må du jo tjekke kommentarerne oftere(får du ikke en mail når der lægges en?)
Nå men derudover så er jeg stadig uenig, eller måske er jeg enig men synes at du ligesom Hegel står på hovedet - det er i mine øjne kausaliteten og fokus den er gal med.
Jeg mener ikke folkets støtte, pres eller sammenhold ledte til Krigen mod Terror; Krigen mod Terror pressede derimod folket sammen i et homogent politisk rum domineret af frygt, og "tvang" dem til at støtte Bush. Bush-administrationen fik succes med at definere eksistentielle trusler og med dem i hånden kunne de definere, hvad der var politisk legitimt, hvad der kunne diskuteres og hvad der lå udenfor den legitime politiske diskurs.
Jeg syntes altså ikke, at det mest interessante er, at der tilsyneladende er en menneskelig tendens til at finde sammen som gruppe, når man angribes som gruppe(hvortil jeg som god socialkonstruktivist desuden vil tilføje, at det netop er angrebet på "gruppen", der definerer den som gruppe - den bliver til det, som den angribes for at være, kunne man måske sige, hvoraf følger at den der kan definere hvorfor "vi" angribes, også kan definere hvem "vi" er, hvad "vi" står for og hvad "vi" vil som gruppe).
Det interessante er hvordan denne mekanisme kan bruges som en meget effektiv politisk strategi.
Og så er jeg igen usikker på hvad du mener med det her "En popularitet midt i nødens stund, der varede ved længe, helt ind i den næste præsidentperiode, og sandsynligvis kommer til at præge vores nye århundrede."
Det var sgu ikke populariteten, der varede helt ind i næste valgperiode, og da slet ikke den der vil præge vores nye århundrede. Angst og frygt er i mine øjne mere relevante begreber her.
Og nu bliver jeg, hvor pinligt det end er, nødt til at henvise til min egen blog, men altså det er bare en lille, morsom og meget illustrativ film, se den lige her.
Og igen blev det langt, men tro mig det kunne være blevet meget værre, jeg vælter mig i politisk strategi, angst og konflikt lige for tiden, altså sådan rent bogligt ik?
Send en kommentar
<< Home