I dag udkommer…
…min bog ”22 tricks - om at skrive godt”.
Den kan gøre dig bedre til at skrive. Nogle vil indvende, at kræver et talent, at det er noget man er født med. Men det er noget sludder. Få kan blive ligeså gode til at skrive som Hemingway (eller Carver) men næsten alle kan blive markant bedre, ved at lære nogle få enkle råd eller tricks.
Dem har jeg prøvet at samle i den lille, grønne bog. Den er baseret på egne erfaringer, dels fra mange år i en god skrivegruppe, dels efter at have undervist en hær af unge forfatterspirer og erfaret at det er de samme ting de klokker i, gang på gang på gang.
Lene Kaaberbøl har skrevet forordet til bogen.
Mit forlag Phabel skriver, at det er en ”præcis og kortfattet feltmanual til at skrive. Den giver over 22 afsnit en praktisk indføring i at formulere sig på skrift. Hvert afsnit er krydret med eksempler og øvelser, og det hele præsenteres i en direkte tone og med et glimt i øjet. De 22 tricks runder alle typer af tekster.”
Den kan bruges "hjemme", som et lynkursus i at skrive godt, eller i undervisningen. Den er ment til de ældste folkeskoleklasser og de yngste i hf og gym, men kan vist også bruges af efterskoler, fx - eller andre, der har den der lille forfatter i maven, der banker og vil ud.
Det er selvfølgelig den perfekte konfirmationsgave!
Bogen koster 199 kr. Billigst er den - så vidt jeg kan se på bogpriser.dk - hos Ibooks. Ud over at jeg selvfølgelig synes at indholdet er det hele værd, må jeg også understrege at det er blevet en ualmindelig lækker bog. Layoutet er virkelig flot.
3 Comments:
Har lige erfaret at Erik Petri, der har lavet de cool tegninger i bogen, ved en fejl ikke er blevet krediteret i kolofonen. Det var ærgerligt. Men er aldeles ikke et udtryk for at han bør skamme sig over sit arbejde.
Se selv her: www.erikpetri.dk
Jeg valgte at sende en hilsen under 31! - faktisk min debut som blog-kommentator. Det her er altså min kommentar nr. 2, jeg aner uanede muligheder, men er der også en chance for at skrive lidt mere privat måske?
Tak for bogen Thomas, jeg glæder mig meget til at læse den, men lige nu er den lånt ud til skolens bibliotek.
KH Karen
Hvor rørende at få sådan en hilsen fra sin gamle dansklærer :-) Som kan huske min fødselsdag for 23 år siden! Skriv en mail til mig. Min adresse kan du finde under min profil oppe i højre hjørne oppe på forsiden. Glæder min til at høre fra dig, Karen.
Send en kommentar
<< Home