Frivol satire og frihedsideal

Der var en interessant artikel i Politiken igår, "Til peepshow i det franske nationalbibliotek", skrevet af Politikens glimrende Frankrigs-korrespondent, Aske Munch. Den handler om at det franske nationalbibliotek har åbnet op for (voksent) publikum til deres "Helvede", dvs. samlingen af beslaglagte bøger og erotika. En del af den glimrende artikel omhandler min periode, og hans pointe er ikke uvæsentlig. Jeg citerer:

"F.eks. tjente 1700-tallets illustrerede libertinske romaner som et ikke uvæsentligt oprør mod den etablerede orden. Således ikke mindst ’le Godmiché royal’ (den kongelige dildo) fra 1780, hvor Marie-Antoinette fremstilles som en depraveret nymfoman med røven i vejret. Hendes fødders manglende jordforbindelse (hun har konstant benene i vejret) bliver bogstavelig talt symbolet på hendes husbond Louis XVI’s korrumperede vælde. Udstillingens kuratorer ser i datidens seksuelt løsslupne og frivole satire en ikke uvæsentlig pendant til oplysningstidens frihedsideal, og righoldigheden i samlingen af de usømmelige skatte vidner endnu en gang om den efterhånden banale konstatering, at forbud og censur kun gør tingene mere interessante og udtryksformen mere eksplosiv."

Det jeg har fremhævet er også min foreløbige iagttagelse fra arbejdet med mit speciale om sex i 1700-tallet.