Filosofihistorie på et minut

Den første filosof var Thales fra det nuværende Tyrkiet, som hævdede at alt (altingsgrundlag) er vand. Det nye og det anderledes lå i virkeligheden i formen ”alt er…” mere end det at han påstod at det var vand. Han gik til verden med en rent tænkende, spekulativ tilgang og stillede spørgsmålet hvad er der bagved?
Inden Thales var der ikke filosofi, der var myter og fortællinger. Han erstattede disse af LOGOS, af tanker, begreber og årsager, der prøvede at sige noget om det universelle i stedet for om det partikulære.
Filosofi betyder ”kærlighed til viden”. Med filosofien skulle fornuften indsættes som en magt i verden. I starten var det mest ting som stof og materie, som grækerne filosoferede over. Lidt senere kom mennesket i centrum. ”Mennesket er altings målestok,” sagde Protagoras. ”Og det har en sjæl,” tilføjede Sokrates. Hvad mon det fælles er i menneskerne?
De to store fra antikken er Platon og hans elev Aristoteles. Den første er let at læse, men svær at forstå. Den anden er svær at læse, men lettere at forstå.
Datidens religiøse gedemarked blev afløst af kristendommen, måske fordi den med sin tro på at tro kan føre til sandheden passede bedst til filosofien. I århundreder derefter vikles kristendommen og filosofien sammen. Augustin beskæftiger sig med Gud, tiden og introducerer jeg’er/individet i bl.a. verdens første SELVbiografi. Meget senere har vi Thomas Aquinas, den katolske kirkes største teolog (største på flere måder, han kaldtes også den fede munk, og da han døde måtte muren ind til hans kammer bankes ned, så man kunne få liget ud).
Undervejs havde europæerne glemt at tale græsk og dermed også de gamle grækere, fx Aristoteles. Det havde araberne ikke. Derfor var de way ahead, hvilket var lidt pinligt eftersom man jo i middelalderen forsøgte at slå dem ned som hedninge.
Renæssancen dukkede op med et helt nyt verdensbillede og fokus på ting som teknik, kunst, kolonisering, reformation sov. ”Lokomotiverne” var andre steder end i filosofien, og der er ret få filosoffer af betydning fra denne æra.
Descartes bliver den moderne filosofis fader, da han introducerer oplysningen. Han siger, at man kan tvivle på alting. Hvordan kan du være sikker på at du ikke bare drømmer at du læser denne blog? Sanserne giver dig misinformation. Det eneste du kan være sikker på er det du TÆNKER nu mens du læser dette. Derfor siger han: Jeg tænker, altså er jeg til.
Descartes hører til rationalismen. Alternativet opstår senere, nemlig empirismen.
Rationalismen siger at Gud har check på det hele. Verden er fornuftigt indrettet (som et urværk). Alt kan fattes og erkendes. Fornuft er medfødt og skarpt adskilt fra følelser og fims.
Empirismen siger, at verden måske nok er smuk, men der er ingen orden i den. Sikker erkendelse er kropumulig. Vi kan aldrig være helt sikre på noget som helst, derfor må vi fokusere på vores moral.
Begge retninger findes stadig i europæisk tænkning.
De to sidste væsentlige filosoffer er Kant og Hegel, som står overfor hinanden og diskuterer. Kant samler oplysningsfilosofien fint sammen, og Hegel er en historiefilosof. Mennesket skal forstås og sandheden og friheden skal realiseres gennem en historisk og kulturel proces.
Det 20. århundrede startede med en desillusionerende verdenskrig og optimismen drukner i skyttegravsblod. Filosofien afgives i små lunser til fagvidenskaberne; teknik, sprog, eksistens, etik, politik osv. Den sidste væsentlige lille bøvs kommer fra eksistentialisterne i Paris: Hvad fanden er meningen med alt dette her?
Minervas ugle flyver lavt i skumringen, siger man. Det betyder vist noget i retning af at man først fatter et århundrede, når det er ved at gå på hæld.

Videnskabshistorien på et minut

Matematikken kan forudsige alt muligt om naturen og tingene. Matematik foregår indeni hovedet på os, bag lukkede øjne. Man kan tænke sig til hvordan man regner en trekants vinkler ud. Men er det egentlig ikke fjollet at man kan sige nogetsomhelst om verden uden at observere den?

Grækerne sagde at jorden var i centrum. Det passede fint ind i de religiøse tanker, så tanken holdt sig i 1500 år. Så kom Kopernikus, en polak med pagehår, og sagde NIXEN, solen er i universets centrum.
Siden tvivlede Tycho Brahe og gik imod Kopernikus, men han havde gode øjne og præciserede.
Først Galilei - en stolt og dystert udseende florentiner - sagde igen kirken imod i 1632. Han placerede solen i centrum igen. Kirken kaldte det kætteri, og han måtte afsværge og undskylde, måske med krydsede fingre under bordet.
Newton trak Gud ind på scenen igen, vi skulle da være her allesammen. Gud som den store matematiker. Newton kunne bevise det matematisk, at solen trækker i planeterne. Det virker, sagde han, men indrømmede at han ikke havde noget observationelt bevis.
Det er det der er ved naturvidenskaben. Det virker, men hvordan tingene egentlig er og hvorfor, det overlader videnskaben til andre.
Det er tankevækkende, at først i 1839 var instrumenterne blevet præcise nok til at komme med det endelige bevis: Den er god nok. Det er solen, og ikke os, der er i centrum af universet.

Facebook i 1800-tallet

Jeg var i en sæson eller to omviser ude på Lille Mølle. Det er Nationalmuseet, der styrer det, men de forsøger skamløst at tie stedet ihjel, og det er det altså for charmerende til.
Idag var jeg for første gang på besøg i Klunkehjemmet - som også styres af Nationalmuseet - som kan siges at være Lille Mølles mere kendte "storesøster". Det er en charmerende 15-værelses mørk lejlighed indrettet i 1880'ernes tunge klunkestil med tragt fra spisestuen til køkkenet og rige udsmykninger og tykke tæpper.

I stuen stod der en fornem skål af porcelæn. Den unge omviser fortalte os at det var en skål til visitkort. Fine folk gik dengang uafladeligt på visitter. De daskede rundt hos hinanden, og var kun på besøg i 15 minutter, sad yderst på skolen med overfrakken på, og konverserede hyggeligt og overfladisk. Når man gik, lagde man sit visitkort i skålen. Gik samtalen i stå, kunne man snakke om de andre visitkort i skålen. Man lagde naturligvis dem øverst fra byens mest velestimerede borgere, kunstnere og kendisser af enhver art.

Det slog mig: Er det ikke det vi gør med Facebook? Vi selviscenesætter og selvfremstiller os via de venner vi har og de klubber vi er med i og til dels også den måde vi omtaler os selv på, og afbilder os selv. Det giver én street credit eller kulturel kapital, hvis man er ven med de rigtige mennesker. Det er ikke nødvendigvis dem, der har flest venner, der er de vigtigste, men det er den vægt de har, dem man har.

Jeg synes den snobbede visitkortskål i klunkehjemmet minder om Facebook. Ja, og om blogs, kunne man indvende.