lørdag, oktober 03, 2009

Revolutioner og revolvere

”Dem, der gør fredelige revolutioner umulige, gør voldelige revolutioner uundgåelige.” Det sagde John F. Kennedy, og det var godt set. En revolution betyder egentlig at vride sig omkring eller tilbage. (Ordet er pudsigt nok det samme som vi finder i revolver, som jo netop er en pistol med automatisk omdrejningsmagasin.)

Vores historiebøger bugner af fascination af revolutioner og de revolutionære frontfigurer – især dem der også ser lidt lækre ud. På efterskoleværelser landet over er batiktørklæder med Ches Guevaras kontrafej obligatoriske. Boghandlerne bugner af historier om modige heltemodige modstandsmænd, som vi helst forestiller os ligner Mads Mikkelsen og Thure Lindhardt.

I dette blad kan du få din revolutionslyst stillet med artikler om bl.a. Spartacus og voodoo-revolutionen på Haiti. Spartacus forestiller vi os også som en flot, muskuløs herre med kløft i hagen – som vi kan se på coveret – selvom artiklen afslører af mange gladiatorer faktisk var lidt fedladne, som en slags ekstra beskyttelse mod slag og hug.

Og i voodooartiklen kan vi læse at de fleste voodoodyrkere også er katolikker, og de ser ingen selvmodsigelse heri. På familiens husalter står de kristne helgenbilleder side om side med voodooamuletter og magiske symboler.

Vi har godt af at få nuanceret vores billede af revolutioner og revolutionære. Det er ikke kun flotte fyre, men blod, frygt, fedt, pragmatik, tilfældigheder, lidt magi og rigtig mange revolvere. Revolutioner er sjældent det der i sig selv løser alle problemer. Som en anden klog mand har sagt, George Bernard Shaw: ”Revolutions have never lightened the burden of tyranny: they have only shifted it to another shoulder.”

(Leder til Alt om historie nr. 11. Kommentarer modtages med kyshånd!)