tirsdag, juni 13, 2006

Terrormuseet


Ingen går upåvirket fra Terrormuseet i Budapest. Det er indrettet på Andrássy-gaden nr. 60, hvor først nazisternes Pilekors-parti og siden kommunisternes havde deres hovedkvarter. Udstillingen postulerer, at begge parter var lige grimme i deres forbrydelser, menneskesyn og totalitarisme. Det er desværre en sag og en periode, jeg ikke selv kender ret meget til som historiker, så det kan jeg ikke vurdere. Men museet i sig selv er rasende nyskabende i sit udtryk: Med tordnende teknomusik, og andre lyde som fra en velkomponeret spændingsfilm; med fladskærme og dyster og smuk lyssætning. Det er snarere et monument eller et historisk 3D-kunstværk end det er et traditionelt museum. Måske det i virkeligheden er et sted at mindes, et "denkmal", som det vist ganske passende hedder på tysk.
Og det påvirker folk. Folk reagerer. Den enlige amerikaner, der gik foran mig, udbrød højt "Jesus Christ!" i rummet, der illustrerer at det var de samme mennesker, der var bad guys i de forskellige regimer, ved at vise et omklædningsrum og en video af folk, der træder ud af den ene uniform og ned i den næste. Museets første rum er fladskærme, der viser kommunisternes uhyrligheder langs den ene væg og kommunisternes på den anden (virkelig stærke billeder af bulldozere, der maser nøgne lig ned i massegrave). Fra tredje sal kører en elevator - ganske ganske langsomt - én ned i kælderen. På en skærm i elevatoren fortæller en ældre sympatisk udseende herre, der gjorde rent efter henrettelserne, nøje om hvordan de foregik. I kælderen - hvor såvel nazister som kommunister afhørte og torturerede folk - er cellerne rekonstruerede.
Måske er den historiske fremstilling lidt vel sort/hvid. På Frihedsmuseet vil de sikkert ryste på hovedet og kalde det følelsesporno og pop. Nok er det filmfolk og ikke historikere, der har skabt Terrormuseet.
Men det går lige ind. Terrormuseet i Budapest er dybt, dybt anbefalelsesværdigt. Jeg har aldrig set noget lignende...

Etiketter: